Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Københavns Universitet aflyser Forårsfestivalen

Rektor har trukket stikket på Forårsfestivalen, Københavns Universitets store samlende begivenhed for forskere, ansatte og studerende. »Det er groft sagt skide ærgerligt,« siger arrangør.

I går trak Københavns Universitets ledelse formelt stikket på Forårsfestivalen 2020, som skulle have været afholdt 15. maj.

»Det er meget trist, at coronasituationen gør det umuligt at gennemføre forårsfestivalen i år,« siger prorektor Bente Merete Stallknecht ifølge en nyhed på universitetets intranet. »Den er blevet en vigtig tradition, der samler de studerende og ansatte på universitetet under nogle glade og festlige rammer.«

Forårsfestivalen arrangeres og drives af Studenterhuset og Campus Service. Studenterhuset står blandt andet for booking, og husets direktør, Jacob Ørum, siger, at »det er groft sagt skide ærgerligt,« at man må aflyse.

»Det er jeg selvfølgelig rigtig ked og skuffet over. Det er et kæmpe arbejde, vi har været i gang med siden efteråret.«

Hvad koster det at trække stikket nu?

»Det er vi ved at få overblik over, så det kan jeg ikke svare på på stående fod, men det kommer til at koste nogle penge. Der er brugt en del tid på det, og der er indgået aftaler med bands og så videre, så det er vi ved at få et overblik over. Rektoratet traf først beslutningen formelt i går, så vi er fuld i gang.«

Hvor mange gæster regnede I med, at der ville komme i år?

»Vi havde håbet på en 13-15.000 lidt afhængig af vejret – sidst kom der 13.000 på en halvkold dag, hvor det lagde ud med at regne. Så vi havde håbet, at vi blev en tredjedel af hele universitetsbefolkningen i runde tal.«

Hvorfor rykker man ikke festivalen til senere på året?

»Det har vi kigget på. Vi har set på mulige datoer i september og stillet scenarierne op for rektoratet. De har valgt at aflyse, og jeg er enig i den beslutning.«

»Det er så stort et arbejde og kræver rigtig meget planlægning, og når vi ikke kan være sikre på, at det kan være muligt at afholde, er det en risiko at løbe. Hvis vi skulle ramme godt vejr, skulle vi senest afholde to uger efter studiestart, og der er det for eksempel svært at samle det antal frivillige, vi har brug for. Det kan også blive rigtig svært at booke, da alle jo er i gang med at rykke events til sensommer og efterår lige nu.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

»Vi kommer tilbage næste år, det er besluttet. Vi mangler at få den eksakte dato i maj 2021 på plads, men det kommer til at ske. Den beslutning ligger klar. Og vi opfordrer folk, der har idéer til bidrag, til allerede at begynde at komme med input nu.«

Det er ikke første gang, at Københavs Universitet aflyser Forårsfestivalen, som ellers er blevet en populær tradition. Festivalen blev også aflyst i 2016 efter en større sparerunde på universitet, der kostede en del ansatte jobbet.

Seneste