Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Københavns Universitet topper listen: 43 danske forskere modtog ERC-bevillinger i 2024

Støttekroner — De danske universiteter sikrede sig millioner i kampen om EU-forskningsmidler til nye projekter.

Danske forskere markerede sig sidste år endnu en gang på den europæiske forskningsscene med 43 modtagere af de prestigefyldte bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Københavns Universitet (KU) indtog en førsteplads blandt de danske institutioner med 17 bevillingsmodtagere.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

ERC-bevillingerne uddeles hvert år til banebrydende forskningsprojekter og gives til forskere på både tidlige og sene stadier af deres karriere. I 2024 modtog danske forskere bevillinger i alle fem kategorier på tværs af erfaring og forskningsfelter.

Samlet set blev der givet støtte til 41 forskningsprojekter fordelt på 43 forskere, hvoraf KU stod bag den største del. På andenpladsen kom Danmarks Tekniske Universitet med ni bevillinger, efterfulgt af Aarhus Universitet med syv, mens Syddansk Universitet landede fem bevillinger.

Ifølge David Dreyer Lassen, der er prorektor for forskning på Københavns Universitet (og rektor fra 1. marts), understreger opgørelsen, at der generelt på de danske universiteter er et højt forskningsniveau, og at KU kan blande sig med de bedste i Europa.

»Når vi kigger ud i Europa, er vi helt oppe i superligaen, også i forhold til det vi normalt betragter som de allerbedste universiteter. Sådan en opgørelse er et godt reality check på, hvordan det går på Københavns Universitet, og der kan vi jo se, at vi klarer os rigtig godt,« siger David Dreyer Lassen.

Fra universets oprindelse til etisk bæredygtighed

De støttede projekter spænder over en bred vifte af fagområder og emner. På Københavns Universitet skal lektor Charlotte Mason undersøge, hvordan universets første stjerner og galakser blev skabt. Hendes Starting Grant-projekt, som uddeles til forskere i begyndelsen af deres karriere, er blandt de 15 i denne kategori, der gik til danske forskere.

Blandt de mange bevillinger har KU modtaget fem såkaldte Advanced Grants, som gives til de mest etablerede forskere. En af dem, der har modtaget sådan en bevilling, er professor Klaus Bruhn Jensen, der med sit projekt skal blive klogere på etiske dilemmaer forbundet med grøn overvågning. Hvor langt vil vi for eksempel gå i overvågningen af enkeltindivider som led i at monitorere klimaforandringer?

LÆS OGSÅ: KU slår rekord: Fem forskere hiver prestigefulde EU-bevillinger hjem

ERC-bevillinger giver forskere mulighed for at realisere ambitiøse projekter, der kan skabe videnskabelige gennembrud. Ud over økonomisk støtte åbner bevillingerne også døre til nye internationale netværk og forskermiljøer, hvilket især kan være en vigtig løftestang for unge forskere, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Seneste