Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DARLING - Rasmus Jønsson, ekspert i politisk kommunikation, mener, at Københavns Universitet gør klogt i at finde en ny prorektor, der er en lige så stor mediedarling som forgængeren
Der findes kun én Lykke Friis, men Københavns Universitet (KU) bør gå langt i bestræbelserne på at finde en ny prorektor, der er ligeså god til at kommunikere i medierne som forgængeren.
Det mener Rasmus Jønsson, ekstern lektor på Roskilde Universitet og ekspert i politisk kommunikation, strategisk kommunikation, krisekommunikation og mediehåndtering.
»Lykke Friis er lidt af en mediedarling. Hun forstår at tale mediernes sprog, og er meget veltalende og udadvendt, så hun har været en god ambassadør for Københavns Universitet. Hendes medieeksponering har været mange millioner kroner værd,« siger han.
Ifølge Rasmus Jønsson er det af stigende betydning for universiteterne at være synlige i det daglige nyhedsbillede.
Han peger på, at vi generelt lever i en tid, hvor en stor grad af åbenhed over for omverdenen er afgørende, også for en gammel hæderkronet institution som KU. Desuden er der en stigende konkurrence om de unges gunst, når de skal vælge uddannelse, og her har Lykke Friis gjort en forskel.
»De unge er blevet mere kræsne, så en annonce og en folder er ikke længere nok. Lykke Friis er et forbillede for mange, fordi hun er et levende bevis på, at du godt kan være klog uden at være tør som gammelt knækbrød,« siger Rasmus Jønsson.
Han forudser, at det nok hurtigt skal blive dagligdag for Lykke Friis i hendes nye rolle som klimaminister.
Hvor hun tidligere optrådte som uafhængig ekspert i medierne, bliver hun nu selv skydeskive og skal stå til regnskab for, hvad hun siger, på en helt anden måde end tidligere.
»Det bliver en udfordring for hende at ændre rolle. Ord fanger på en helt anden måde, når du er minister, så hun skal være langt mere bevidst om, hvad hun siger, hvordan hun siger det, og hvor hun siger det end før,« siger Rasmus Jønsson, der påpeger, at det vil blive gransket i medierne, om hun også efterlever, hvad hun prædiker fra talerstolen, i privatlivet.
Rasmus Jønsson kalder valget af Lykke Friis for »et sindssygt godt træk« af statsministeren, men han mener, at det bliver en udfordring for den nye klimaminister at få fat i den store gruppe af midtervælgere, der ikke interesserer sig så meget for politik.
»Hun henvender sig i høj grad til den højpandede del af vælgerne, mens midtergruppen knapt nok ved, hvem hun er,« siger han.
Stillingen som prorektor bliver slået op efter jul, efter at universitetets ledelse har overvejet stillingens fremtidige indhold og profil.
Ifølge KU´s vedtægter ansætter bestyrelsen den nye prorektor efter indstilling fra rektor.
clba@adm.ku.dk