Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Konservative Studerende bør afholde sig fra at misbruge begrebet ‘antisemitisme’ i deres teaterpopulisme

Teltaktion på KU — Som dansk-israelsk studerende finder jeg det problematisk, når Konservative Studerende adopterer begrebet 'antisemitisme' i deres polemik mod teltaktionen på CSS. Dette underminerer antisemitismens historiske og nutidige alvorlighed.

Jeg har tidligere i 2023 stillet op til interview her i Uniavisen, hvor jeg som dansk-israelsk studerende advarede mod antisemitisme og opfordrerede til dialog mellem studerende omkring den israelsk-palæstinensiske konflikt og nuværende krig i Gaza. Trods den daværende bekymring har jeg sidenhen i min daglige gang på KUA ingen eksplicit antisemitisme eller diskrimination mødt. Tværtimod har jeg mødt en villighed til dialog, holdningsudveksling og sågar en interesse i mit faglige engagement på området, både fra danske og palæstinensiske studerende.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Moderne antisemitisme er virkelig og synlig. Det oplevede vi for nylig, hvor monumentet for den danske hjælp til jødiske flygtninge under krigen blev stænket med rød maling. Samtlige demonstranter jeg efterfølgende har talt med begræder denne begivenhed og græmmes over dens brutale vanhelligelse af historien.

Men når Konservative Studerende på sociale medieplatforme fremstiller den pro-palæstinensiske lejr på Københavns Universitet som en »antisemitisk befæstning efter amerikansk forbillede«, der »skaber utryghed for alle og især jødiske studerende«, fordrejer de ikke blot virkeligheden, men bidrager til den inflammatoriske benyttelse af begrebet ‘antisemitisme.’

Saglige forhold

På trods af min kritiske holdning til teltlejrens funktion, en bekymring for dens potentielle udvikling og grundlæggende politiske uenigheder med flere af de krav, som arrangørerne af lejren, Studerende Mod Besættelsen, har fremstillet for administrationen på Københavns Universitet (som for eksempel opfordringen til en akademisk boykot, et emne jeg berørte i det førnævnte interview) genkendte jeg på mit besøg i teltlejren, hverken visuelt eller retorisk, denne ‘antisemitisme’. Ejheller fysisk eller psykologisk mærkede jeg »utrygheden« for jødiske studerende.

Det er åbenlyst, at teltlejren er modelleret efter de amerikanske universitetsprotester, der på fordømmelig vis har resulteret i nægtet adgang til studerende, en forstyrrelse af den offentlige orden og tilmed eksplicitte kald til støtte for islamistiske terrororganisationer som Hamas.

Forholdene på de danske universiteter er heldigvis (endnu) mere saglige, og den generelle atmosfære i den nuværende teltlejr bærer hverken præg af terrorstøtte eller antisemitisme, men af en politisk utilfredshed, som de studerende har retten til at udtrykke. Den jødiske tilstedeværelse i teltlejren, der inkluderer almene studerende og fredsaktivister, kan tænkes at bekræfte dette.

Polarisering bringer os ingen vegne

Så fremfor at polarisere debatten yderligere med udokumenterede anklager om jødehad, burde repræsentanter for Konservative Studerende udvise støtte til den moderate og fredssøgende fløj, der, i samarbejde med israelere og palæstinensere, bekæmper ekstremerne af denne konflikt.

Denne fløj, som jeg selv tilhører, har ingen væsentlige kvaler ved både at fordømme den israelske undertrykkelse af palæstinensere, organisationer som Hamas’ brutalitet i terrorismens (og antisemitismen) ånd og den fælles indifferens begge regeringer udviser over for deres civilbefolkninger og tilfangetagne. Vi tager også antisemitismen alvorligt og bekæmper den aktivt med opfordringer til oplysning og dialog, såvel som politiske og akademiske samarbejder. Jonathan Mizrahi-Werner, ph.d.-stipendiat i sociologi på Københavns Universitet gjorde netop dette, da han opstillede en dialogfrokost i teltlejren tirsdag 7. maj. Alt dette er et bidrag til en fremtid, hvor vores familier i regionen (og globalt) i fremtiden kan leve i sikkerhed.

Jeg har tidligere udtrykt, hvordan vestlige pro-palæstinensiske demonstranter skader den solidariske sag, når de ikke indtager et klart standpunkt i opposition til både nuværende israelske og palæstinensiske regeringers manglende villighed til at indgå i fredelige løsninger. Dette gælder også den nuværende teltlejr, der nægter at adressere Hamas. Men effekten er tilsvarende skadende, når studenterorganisationer som Konservative Studerende misbruger begreber som ‘antisemitisme’ i deres arena af studenterpolitisk polemik. En anden arena, hvor dette retoriske misbrug anvendes, er i den israelske højrefløjspopulisme, hvor enhver Israel-kritisk handling, udtalelse eller forsamling forbandes i antisemitismens ånd – en metode, der ikke bør adopteres i debatten på de danske universiteter.

Seneste