Jødisk studerende frygter antisemitisme

»Det er en udsigtsløs tid. Håbet for forsoning er jo sprunget fuldstændig i stykker,« siger mellemøststuderende Jonathan Keren-Klaris, når han skal sætte ord på situationen i Israel-Palæstina.

»Jeg skulle have været nede og besøge min familie i Israel en uge efter angrebet 7. oktober. Det blev aflyst. Jeg plejer at besøge dem to gange om året,« siger Jonathan Keren-Klaris.

Hans danske mor mødte hans israelske far i en kibbutz i 1980’erne, og sammen tog de til Danmark, hvor de stadig bor.

»Min bedstemor og min moster bor i byen Modi’in. De har været i bomberum et par gange, men min bedstefar, der bor tættere på Gaza, er nærmest konstant i beskyttelsesrum. Han har en butik i Ashkelon, som er en af de byer, der har været ramt af mange bomber. Min fætter er kaldt ind i militæret tæt på Gaza, og jeg har en kusine, der er udstationeret oppe ved Libanons grænse.«

Jonathan Keren-Klaris beskriver, hvordan Israel stadig befinder sig i en choktilstand.

»Når jeg snakker med palæstinensere, gælder det samme for dem; både israelere og palæstinensere er i choktilstand. Det er en meget håbløs tid.«

LÆS OGSÅ: Studerende med palæstinensiske rødder oplever en »larmende tavshed« på universitetet

Antisemitismen kan blive strukturel

Den nuværende krig påvirker Jonathan Keren-Klaris på flere måder:

»Det tager ret meget af min tid og energi. Jeg læser konstant nyheder, fordi der hele tiden er nye udviklinger, og fordi Al Jazeerah siger ét, Danmarks Radio siger noget andet, og de israelske medier siger noget tredje. Jeg sover mindre og er mere stresset, fordi jeg bekymrer mig for min familie. Mine bedsteforældre er gamle, og jeg ved ikke, hvornår jeg får dem at se igen. Men situationen er jo den samme, faktisk endnu værre, hos palæstinenserne. Også for herboende palæstinensere, særligt hvis man har familie i Gaza.«

For tiden tør jeg hverken snakke hebraisk i telefonen eller afsløre min baggrund i visse situationer

Jonathan Keren-Klaris

En anden ting, der påvirker Jonathan Keren-Klaris, er den stigende antisemitisme.

»Jeg arbejder i en svømmehal, hvor jeg har oplevet, at nogle yngre palæstinensere spyttede efter mig og spurgte, hvorfor jeg ville slå dem ihjel. Krigen forstærker min frygt for verbale eller fysiske overgreb på grund af min herkomst, selv om jeg prøver at fortælle mig selv, at det er unødvendigt, fordi jeg bor i et tolerant og demokratisk samfund. I USA, Rusland og Frankrig er der jo meget voldsommere eksempler på antisemitisme end i Danmark. Men for tiden tør jeg hverken snakke hebraisk i telefonen eller afsløre min baggrund i visse situationer.«

»De propalæstinensiske talspersoner og aktivister har et ansvar for at formidle til deres miljøer, at en antisemitisk genopblussen ikke hører hjemme i vestlige demokratiske samfund. For hvis antisemitismen får lov at vokse, går det også ud over universiteter og arbejdspladser, og så står vi med et strukturelt problem.«

Der er en særlig appel, Jonathan Keren-Klaris gerne vil have igennem:

»Nu hvor retorikken bliver hårdere, og studenterorganisationerne begynder at mobilisere sig, vil jeg appellere til, at man fortsat husker på ikke at sætte lighedstegn mellem Israels administrative ledelse, dens handlinger og den israelske befolkning. Selv hvis man opfatter den israelske stat som et europæisk kolonialt projekt, kan man ikke anse alle israelere, uanset hvor de bor, som en del af det projekt.

Den israelske befolkning er ikke en flok morderiske forbrydere, selv om mange forsøger kollektivt at kategorisere dem som sådan. Mine bedsteforældre er henholdsvis libyske og iranske flygtninge, der har forsøgt at skabe sig et nyt liv i Israel. Hvis man abonnerer på liberale ideer om tolerance, inklusion og respekt for minoriteter, skal det jo også gælde for den jødiske minoritet og herboende israelere i Danmark.

Jeg vil opfordre de propalæstinensiske studenterorganisationer til at genoverveje deres boykot af israelsk kultur og dansk-israelsk akademisk samarbejde. Det er langt mere konstruktivt at fortsætte samarbejdet med den akademiske og kulturelle linje i Israel, som i forvejen er moderat – og hvor mange er kritiske over for styret.«

LÆS OGSÅ: Studerende om Palæstina-arrangement: Vi savner historisk indsigt og fakta i mediedækningen

Hyldest til universitetet

Som studerende på Mellemøstens sprog og samfund bliver man undervist i Israels og Palæstinas historie.

Hvis man abonnerer på liberale ideer om tolerance, inklusion og respekt for minoriteter, skal det jo også gælde for den jødiske og israelske minoritet i Danmark

Jonathan Keren-Klaris

»Det er ret specielt at følge med som pårørende, samtidig med at vi studerer hele den historiske baggrund for krigen. Lige nu lærer vi om, hvordan Israels politiske retorik og omtalen af palæstinenserne har ændret sig siden begyndelsen af 1900-tallet, igennem skiftende konflikter og op til i dag,« siger Jonathan Keren-Klaris.

Allerede i en fællestime mandagen efter Hamas’ angreb på Israel 7. oktober, blev begivenhederne italesat af underviserne.

»Underviserne på fællessporet ved godt, at mange studerende og ansatte på mellemøstfagene er pårørende. Det bad de os huske på i den interne samtale mellem os på Mellemøststudier og i undervisningen. Krigen er blevet et kontinuerligt tilbagevendende samtaleemne i pauserne, før, under og efter timerne. Mine hebraiskundervisere spørger dagligt til os og siger, at vi skal komme til dem, hvis vi oplever noget ubehageligt på universitetet, for så vil der blive taget hånd om det. Så vidt jeg ved, har der ikke været noget. Men der skal lyde en stor hyldest til ledelsen og underviserne for at være opmærksomme på det.«

Vi ønsker alle fred – i Mellemøsten og i hverdagen

Selv om Jonathan Keren-Klaris ikke har haft ubehagelige oplevelser efter 7. oktober, er han vant til, at folk har en forudindtaget holdning til ham.

»Gennem hele mit uddannelsesliv har jeg skullet stå på mål for Israels handlinger, også til fredagscaféer på universitetet. Bare fordi min far er fra Israel. Men jeg synes ikke, det kan passe, at jeg som danskisraeler skal retfærdiggøre en meget højreorienteret, grænsende til fascistisk israelsk regering, som jeg ikke engang selv har stemt for. En danskafghaner skal jo ikke retfærdiggøre Taliban-regimet, og en danskiraner skal heller ikke retfærdiggøre det fundamentalistiske regime i Iran. Det er som om, jeg automatisk bliver delegitimeret i samtaler, medmindre jeg på forhånd proklamerer, at jeg ikke går ind for nationalistisk, religiøs zionisme og uddrivelsen af det palæstinensiske folk. Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør. Derfor tier jeg ofte om min herkomst.«

Alligevel opfordrer Jonathan Keren-Klaris alle studerende til at snakke med hinanden om konflikten i forlængelse af den offentlige debat:

»For nylig snakkede jeg i to timer med en medstuderende af palæstinensisk ophav. Vores samtale var meget saglig, respektfuld og konstruktiv – også følelsesmæssigt. Det er som om, omverdenen forventer fjendtlighed mellem os, men det er min opfattelse, at mange herboende palæstinensere og israelere er rimelig moderate. Og når man har lidt mere intime samtaler, hvor man lader hinanden tale, også om de nuværende begivenheder, er der rigtig mange emner, vi faktisk er enige om. For eksempel ønsker vi fred og ro for hinanden og vores familier. Vi er også enige om, at retorikken i debatten generelt er for skarp og unuanceret, hvilket ødelægger solidaritetsgrundlaget mellem israelere og palæstinensere i et land som Danmark.«