Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Ledelsens hadegave til medarbejderne

DEBAT / NEDSKÆRINGER 1 - Endnu engang blev det december og endnu engang varsles der nedskæringer. Sidste år skulle Københavns Universitet ligeledes skære ned, og da gik det voldsomt ud over Nat og Sund. Det var dengang Folkesundhedsvidenskab fik at vide, at de skulle spare 50 procent – vel at mærke uden, at det måtte gå ud over kvaliteten af uddannelsen!

Derudover var der fyringer på Nat, og siden da har den ene debat om forringelser afløst den anden. Først havde humanisterne kun fem timers undervisning, og til sidst kom det for en dag at nogle blot havde to timers undervisning om ugen.

Studenterrådet har arrangeret en række aktioner for at skabe opmærksomhed om problemerne. Vi har ’blødt’ foran ministeriet, ageret kvalitetspatrulje og til sidst været på gaden i en kæmpe orange demonstration.

Nu er det så offentliggjort, at Københavns Universitet igen skal skære. Til trods for at Studenterrådet sammen med en lang række andre interessenter, heriblandt Dansk Industri (DI) og Akademikernes Centralorganisation (AC) gentagne gange har sat fokus på den manglende kvalitet af uddannelserne, der primært skyldes manglende midler.

Endnu engang får de studerende og medarbejderne hadegaver til jul. Der er ingen tvivl om, at nedskæringerne kommer til at ramme undervisningen, og vi er alvorligt bekymrede for, at humanisternes dårlige vilkår også bliver virkelighed på de andre fakulteter. Vi hører allerede nu, at tandlægeuddannelsens faglige kvalitet er nede på et niveau, hvor det gør ondt – især på de patienter, de skal behandle efter endt uddannelse – og de bliver ikke de sidste, der kommer til at klage over dette problem, som ellers oftest høres fra humaniora.

Vores repræsentanter på Life og Nat melder allerede nu, inden besparelserne er trådt i kraft, om tiltag til fyringsrunder på deres fag. Studenterrådets repræsentanter i alle fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd følger lige nu intenst med i budgetforhandlingerne, og sørger for at de studerendes stemme høres på alle niveauer.

I Købehavns Universitets bestyrelse sidder de studerende med ved bordet når budgettet for næste år skal vedtages. Her kan vi direkte være med til at forbedre de studerendes vilkår, og sidste år lykkedes det os at begrænse fyringerne til et minimum. Vi lover at vi igen i år vil arbejde for, at nedskæringerne mærkes mindst muligt i vores – de studerendes – hverdag.

Seneste