Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Liv på Life

Den sidste fredag i februar var de studerende på Det Biovidenskabelige Fakultet til fødselsdag hos en trofast ven. Acaciavej, A-vej mellem venner, fyldte ti år

Hvis du gik et par skridt ned ad Dyrlægevej fredag, var det tydeligt at der var noget i gære. Ud over flag og balloner var der to rolige, jyske arbejdsheste spændt for en af Carlsbergs vogne. Heldigvis var det ikke dem alene der skulle bringe forsyningerne ud. Da A-vejs egen øl, Den Levende Øl, blev frigivet, var der gratis prøvesmagning på de første 100 liter. Og det tog ikke timer, før de var væk.

Fest til den lyse morgen
I dagens anledning var åbningstiden udvidet til 36 timer, så festen fortsatte til den lyse morgen. Efter den gratis morgenmad gik de sidste gæster kolde. De genopstod dog om aftenen, og festen fortsatte ufortrødent indtil der blev sagt godnat klokken et. Ud over release af Den Levende Øl havde programmer stået på 36-timers maratonbar, bordfodboldturnering, tømmermændsfilm lørdag morgen og meget mere.

Meget mere end en
fredagsbar
For de studerende er A-vej ikke kun en fredagsbar, det er en institution.
Ud over de studerendes minder, fra den ene eller den anden side af baren, er der udsmykningen: De originale Storm P-tegninger som han selv malede på væggen, det historiske skilt fra Daells Varehus og ærestavlen over de studerende der har solgt mest øl.
Skulle du have fået lyst til at lege med, så husk dit studiekort til det Biovidenskabelige Fakultet, eller kom med en du kender der har et.

Seneste