Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Manden, der hev Studenterhuset ud af kaos

SYSTEMVÆLTER - Kristian Skjøth Madsen er 100 procent autodidakt. Han er passioneret drinksgourmet, cafébestyrer ansat på direktørkontrakt og har givet kunstigt åndedræt til Studenterhuset i København. Hvilket har givet ham en del uvenner på halsen.

»Jeg har rigtig mange fjender,« siger han afslappet, imens han sætter kaffe over. »For mange mennesker er jeg den helt store satan. Men altså, sådan er det.«

Han trækker på skuldrene. T-shirten er slidt, og de mørke jeans viser tegn på metaltræthed. Med god grund.

Deres ejermand har nemlig boet i Studenterhuset de sidste tre uger op til den store genåbningsfest på lørdag. Han har været hjemme sølle to gange.

Lejligheden hjemme på Nørrebro ligner et bombet lokum, der er ikke mere rent tøj og som et resultat heraf, har han netop været ude for at proviantere en stak nye boxershorts.

For når Kristian Skjøth Madsen engagerer sig i noget, så bliver projektet fulgt til dørs. En grundighed der afspejles i hans ret imponerende cv.

Selvlært på Library Bar

»Jeg er fra Aalborg, så jeg startede min karriere i Jomfru Ane Gade,« siger han med et stort smil. »Men det blev sgu hurtigt kedeligt, og så tog jeg ud at sejle som bartender med DFDS.«

Et par år senere blev Nordsøen skiftet ud med et gigantisk krydstogtskib i Caribien, hvor han bestyrede sin egen bar på dæk 11.

Da han kom hjem fik han arbejde på den lille Michelin-blåstemplede gourmetrestaurant Frederikshave på Frederiksberg, indtil han søgte en stilling som concierge på Hotel Plaza.

Her blev han efter blot en måned og en masse interne omrokeringer forfremmet til restaurantchef, hvilket blandt andet gav ham ansvar for Library Bar – en af Københavns bedst gemte hemmeligheder, hvor drinks snildt løber op på halvandet hundrede kroner – because they’re worth it.

Om at kunne noget, de andre ikke kan

Er han forpustet? Ikke synderligt. Han er mest af alt bare 100 procent autodidakt med let til kedsomhed, når et nyt job bliver til grå hverdag.

»Men jo,« erkender han. »Det er da lidt spøjst at rende rundt i et hus propfyldt af akademikere. Og det er vildt deprimerende at være med til quizzerne, for så føler man sig virkelig dum! Men på den anden side, så kan jo jeg noget, de ikke kan.«

Hans 16 år lange erfaring i restaurationsbranchen har nemlig givet pote. Og da han opdagede stillingsopslaget fra Studenterhuset en aften, han var på arbejde i Library Bar, fik han blod på tanden. Efter tre samtalerunder var jobbet som cafébestyrer på direktørkontrakt hans.

»De havde brug for en med en profil som min. En, der kunne gå ind og sige ’Det er dét her, der er galt med den her bar. Og det er dén vej, vi skal’.«

LÆS ARTIKEL: Studenterhuset skal tilbage til de studerende.

Nye fjender og boller på suppen

Han har fået langt mere ansvar, end han i sin vildeste fantasi havde forventet. For som noget helt nyt har Kristian indført lønnet personale i baren. Og så er vi tilbage ved de mange fjender, han nævnte henover kaffebønnerne.

»Det var noget, jeg insisterede på,« forklarer han. »Der er rigtig mange der mener, at jeg er ved at køre hele huset i sænk. Men det er jo bare en fed mulighed for, at de studerende kan tjene nogle penge på siden – samtidig med at jeg kan give dem noget mere ansvar. For hvis der er svind i baren, så er det sgu svært at fyre en frivillig«.

Han mener selv, at han med sin facon bringer huset ind i det nye årtusinde, hvor de studerendes velvillighed til frivilligt arbejde, som dét at stå bag baren, kan ligge på et meget lille sted.

»Det var et megakaos«

For alting tyder på, at det ikke kun er Studenterhusets fysiske rammer, Kristian har været med til at lave gevaldigt om på. Han har også væltet et årgammelt system af frivillige, der måske følte sig lidt for godt hjemme på Købmagergade 52.

»Første aften jeg kom ind til samtale var en mandag, hvor huset er lukket. Alligevel sad der to brugere i baren og drak bajere og røg cigaretter. Der tænkte jeg ’Okay, det er sgu op af bakke, det her… ’«

»Mit skrivebord var kæmpestort. Jeg kunne bare ikke se det, fordi det flød med papirer overalt. Alt sejlede. Det var et megakaos.«

Med sin direktørkontrakt i ryggen fik han inden længe fyret den tidligere barchef samt to nøgleansvarlige. Han følte ikke, at han havde et valg.

Hader Breezers og Jule-Tuborg

Til gengæld har han lavet Studenterhuset om i en stil, han mener, er den bedst tænkelige for KU’s studerende – fagligt, såvel som socialt. Og hans krav er tårnhøje.

»Ja. Jeg er megakrukket og snobbet på mange punkter. Jeg hader popkultur, Bacardi Breezer, Jule-Tuborg og alt det crap. Tingene skal gøres ordentligt – og det kan godt gøres billigt. Det skal være enkelt og lækkert.«

Og sådan er det blevet. Det eneste der mangler er chefens egen selverkendelse.

»Hvis nogen havde sagt til mig dengang for 16 år siden, da jeg startede i restaurationsbranchen, at jeg som 33-årig ville blive direktør, så havde jeg sgu nok bedt vedkommende om at ryge lidt mindre tjald.«

uni-avis@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste