Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Boliger — Studenterrådet samler underskrifter: Den 20. juni vil et flertal i Borgerrepræsentationen som konsekvens af ghettopakken stemme for at sælge almene boliger til private investorer. Men boligerne bør omdannes til bofællesskaber for københavnske unge.
Da vi i 2017 valgte en ny Borgerrepræsentation i København stod politikerne i kø for at love flere studievenlige almene boliger. I dag er der et flertal af selvsamme politikere, der er klar til at sælge ud af de almene boliger i Mjølnerparken til private investorer. Jeg synes det er uambitiøst, endda useriøst, at sælge ud af de begrænsede betalelige boliger til private fonde som Blackstone, når vi allerede står og mangler mere end 8.000 studieboliger i København!
Det er ikke fordi, at jeg har lyst til at smide nogen ud af deres hjem – overhovedet ikke. Men som konsekvens af Folketingets ghettopakke står boligerne til at skulle rives ned. Københavns Kommune står derfor med tre muligheder: 1) rive boligerne ned, 2) sælge til private kapitalfonde eller 3) ommærke boligerne til senior- og ungdomsbofællesskaber. Lige nu peger pilen på mulighed 2, men sådan behøver det ikke være.
At ommærke boligerne til senior- og ungdomsbofællesskaber kan nemt og billigt gøres, mens man stadig lever op til ghettoplanen. Så hvis Borgerrepræsentationen beslutter at ommærke boligerne til ungdomsbofællesskaber, så undgår vi at skulle rive gode almene bygninger ned, samtidig med at vi kan sikre en masse boligløse studerende et tag over hovedet – det er win-win.
Det fornuftige valg er klart. Alligevel er situationen lige nu, at et flertal af politikerne i Borgerrepræsentationen hellere vil sælge boligerne fra. Et af de centrale argumenter er, at politikerne, herunder overborgmester Frank Jensen, ikke tror på, at unge mennesker gerne vil bo i bofællesskaber. Men det er jo noget værre vrøvl.
Frank Jensen tror ikke på, at unge mennesker gerne vil bo i bofællesskaber. Men det er jo noget værre vrøvl.
Hvis jeg stod med valget mellem ikke at kunne finde noget sted jeg har råd til at bo som studerende og at bo sammen med andre unge mennesker og medstuderende i Mjølnerparken, er jeg ikke i tvivl, og det er der heller ikke nogen af mine medstuderende, der er. Vi har behov for flere betalelige boliger i København, så vi studerende ikke skal forgælde os i Københavns boligjungle.
Der er tid endnu til at tale politikerne til fornuft – den endelige beslutning skal først træffes den 20. juni. Derfor er vi i Studenterrådet i gang med at indsamle underskrifter fra studerende der gerne vil bo i ungdomsbofælleskab i Mjølnerparken, hvis det skulle være nødvendigt for dem.
Hvis du er enig med mig, så skriv under her, og vær med til at vise politikerne, at flere billige almene boliger er vejen frem – ikke færre.
LÆS OGSÅ: 12.000 billige studieboliger (og 8 grunde til at Frank ikke får dem bygget)