Når du tør at gøre din uddannelse til dit fokus

»You should be proud of yourself, you are among the smartest young people not only in Canada but in the whole world!«

Sådan lød velkomsten på første skoledag af mit femte semester på Musikvidenskab, men København og KU var midlertidigt skiftet ud med Montréal og McGill University, for jeg var på udveksling. Jeg betragtede hvordan de studerende stolt klappede af sig selv og deres universitet efter rektors tale – nogle var sågar iført T-shirts med skriften: McGill – Canada’s Yale. Jeg følte mig fremmedgjort, især fordi jeg mærkede hvor stor en rolle universitet spillede for de studerendes identitetsfølelse.

Fuldtidsstudium – hvad er det?

Jeg fandt snart ud af, at det at være fuldtidsstuderende betød noget andet på denne side af Atlanten. Jeg startede mit semester og opdagede, at for at være fuldtidsstuderende her skulle jeg tage fire-fem kurser hvert semester – to kurser mere end jeg var vant til på Musikvidenskabs teoretiske linje – og hvert fag indeholdt, foruden tre obligatoriske timer hver uge, øvelsestimer og studiegrupper med tilknyttet TA(teaching assistant). Det stod klart, at jeg ville få travlt.

At gå på universitet her giver i sig selv nok arbejde til at kunne fylde al min tid, og i starten måtte jeg da også nærmest tvinge mig selv ud af biblioteket, som i øvrigt altid er fyldt med studerende – sågar fredag og lørdag aften. Karaktererne er inddelt i mange kategorier: aktiv undervisningsdeltagelse, mid-terms, diverse opgaver og selvfølgelig den afsluttende eksamen; et system der unægteligt giver associationer til gymnasiet og derfor alene i sin struktur kan og skal indbyde til kritik, men én afgørende ting har ændret sig: jeg føler at mit studie er vigtigt og at jeg er vigtig for mit studie.

Forventninger og ressourcer

Lærerne forventer at jeg deltager, at jeg er interesseret og tager min uddannelse seriøst. Til gengæld forventer jeg, at universitetet stræber efter at give mig den bedste uddannelse. Principper der virker selvfølgelige, men som jeg faktisk ikke rigtigt havde oplevet tidligere i mit studie. Dette viser sig konkret på flere planer: at mine lærere kender mit navn; at de har tid til og prioriterer individuel vejledning – vel at mærke efter behov; at vejledningen rent faktisk er mulig, fordi lærerne er fastansatte og har et kontor; at min deltagelse i timerne og engagement betyder noget og forventes; at universitetet har gode faciliteter og at der rigeligt med undervisningstimer.

Alt sammen bidrager til, at min uddannelse er blevet mit centrale fokus, herom kredser de fleste af mine tanker, og min uddannelse giver mening nok i sig selv til, at jeg tør lade dem gøre det. Jeg behøver ikke nødvendigvis at kombinere den med for eksempel et studiejob, før jeg føler, at jeg lærer nok – uddannelsen har indhold og udfordring nok til at stå alene.

Cand.mag i studiejob

Mit indlæg er ikke så meget en hyldest til det canadiske/amerikanske uddannelsessystem – slet ikke i dag hvor jeg skal terpe titler, årstal og solister på 50 jazznumre før min mid-term i jazzhistorie på tirsdag – men snarere en kritik af, at min uddannelse i Danmark ikke formåede at give mig grund til at betragte hverken mit studie eller mig selv som studerende som betydningsfuldt nok i sig selv.

Dermed ikke sagt at erhvervsarbejde ikke kan være gavnligt, men når det nærmest er flovt at sige i Danmark, at du ikke arbejder ved siden af dit studie – fordi du måske kun har fem undervisningstimer om ugen – udfylder universitetet så sin rolle og løfte om et fuldtidsstudie?

Når ens CV med studiejob synes at tælle mere end resultaterne fra selve studiet, er det så ikke et tegn på at vi tvivler på universitetet?

Jeg oplever ofte, at min omverden sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af min humanistiske uddannelse og hvis mit universitet i sin struktur ikke forventer, at jeg har den som mit fokus, er den det så egentlig?