Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Nu bliver teologernes og juristernes gamle bygninger sat til salg

Her er en potentiel løsning til den, der måtte savne de gamle universitetsbygninger i Indre By: Køb dem. Pris endnu ukendt.

Staten vil nu sælge fem bygninger, som Københavns Universitets teologiske og juridiske fakulteter efterlod, da de rykkede til nye bygninger på Søndre Campus (der før hed KUA) på Amager.

KU ejede ikke de gamle bygninger, der ligger i Købmagergade, Studiestræde, Sankt Peders Stræde og på Bispetorvet. De var lejet hos staten.

Derfor er det statens ejendomsselskab, Freja, der skal stå for salget i løbet af efteråret 2017.

Branchemediet Estate skriver, at de fem tidligere uni-bygninger har en bogført værdi på knap 400 millioner kroner.

Flere bygninger til salg: Jurahuset i Studiestræde er også til salg...
billede: Carsten Seidel
og Bispetorvet 1-3, som blandt andet huser denne smukke læsesal.
billede: Carsten Seidel
billede:

Flytningen til Amager var ikke populær hos alle forskere, studerende og ansatte på Jura eller Teologi. De gamle huse havde sjæl, og placeringen i centrum af København var attraktiv for mange.

En ombygning i Indre By var ikke på tale, siger Anders Boe Hauggaard, vicedirektør på KU med ansvar for Campus Service, der administrerer universitetets ejendomme.

»Man kan ikke forestille sig at bygge om i de ejendomme, som er gammel karrébebyggelse, på en måde så teologerne og juristerne ville få noget, der bare minder om, hvad de nu har på SøndreCampus,« siger Anders Boe Hauggard.

»I sin tid, da beslutningen blev taget, handlede det ikke primært om at spare husleje, men om, at Københavns Universitet skal tilbyde tidssvarende lokaler, der tåler sammenligning og kan konkurrere med, hvad man kan finde ude i resten af verden. Men selvfølgelig har der også været taget hensyn til økonomien i skiftet fra Indre By til Søndre Campus, hvor staten krævede at KU brugte færre kvadratmeter samlet set,« siger Anders Boe Hauggaard.

»Tilbagemeldingerne fra de daglige Teologi- og Jura-brugere på Søndre Campus er i øvrigt langt overvejende meget positive.«

I en pressemeddelelse skriver Freja, at der har været stor forhåndsinteresse for at købe de gamle KU-bygninger i Indre By.

Freja har tidligere solgt forhenværende KU-adresser, fx bygningen i Klerkegade 2, der husede uddannelsen i Musikvidenskab (og oprindelig blev bygget til en frimurerloge i 1867-69).

Ifølge Freja blev den bygning solgt på tre måneder, efter at musikforskningsmiljøet forlod den i 2013. Nu er den indrettet med lejligheder til beboelse. 200 kvadratmeter kan fås for cirka 12 millioner.

Seneste