Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Entreprenørskab — Hvis du gerne vil være din egen chef, kan du se frem til flere kontorpladser og kurser på Københavns Universitet.
Studerende og forskere kan se frem til mere hjælp fra Københavns Universitet (KU) til deres projektideer og start-up-virksomheder. Der er et innovationscenter på vej, der vil omfatte faciliteter, kurser, rådgivning og feedback fra andre studerende, der også er iværksættere.
Iværksætter og studerende på KU
Mere end halvdelen af de virksomheder, der kommer ud af Københavns Universitet, bliver startet af dimittender, der netop har sluttet deres uddannelse. En tredjedel bliver startet af nuværende studerende. Resten startes af forskere eller andet personale.
De studerende der starter egen virksomhed kommer fortrinsvis fra Det Samfundsvidenskabelige og Humanistiske Fakultet, mens forsker-iværksætterne primært er fra natur-og sundhedsvidenskaberne.
37 procent af KU-iværksætterne er kvinder. Blandt alle danske iværksættere er antallet 25-28 procent.
Kilde: Rapporten ‘Iværksætteri på Københavns Universitet’ af Iris Group.
Centret, der overtager kontorer ved Green Lighthouse og det tilstødende KUB Nord bibliotek på Nørre Campus, er det seneste tiltag i kølvandet på en 2016-rapport, der dokumenterede en stigning i antallet af studerende og forskere, der starter egen virksomhed på Københavns Universitet.
4.600 nye virksomheder er i alt startet af studerende, forskere, eller nyuddannede fra KU i perioden 2001-2016. Det er cirka 290 virksomheder om året. Rapporten ‘Iværksætteri på Københavns Universitet’ af Iris Group viser, at en svag stigning i antallet af nye virksomheder fra KU kommer i en periode, hvor entreprenørskab i Danmark som helhed ellers har oplevet en svag nedgang.
Uniavisen beskrev for nylig hvordan flere virksomheder, der var startet af studerende, faktisk trivedes under coronanedlukningen.
Centret, der supplerer allerede eksisterende innovation hubs (se faktaboks nederst til højre), skal ledes af Marius Sylvestersen, der er sociolog med ekspertise i offentlig-private partnerskaber, og som tidligere har arbejdet for CPH Solutions Lab i Københavns Kommune.
LÆS OGSÅ (på engelsk): These 11 Copenhagen-based student start-ups are crushing it
»Formålet med det nye innovationscenter er at motivere de studerende til at tænke i at etablere egen virksomhed – og at nudge forskerne til at bruge deres forskning til at skabe forretningsværdi. Hele bygningen vil være i innovationens tjeneste: Vi vil være et fysisk mødested for kurser, der er relevante for iværksættere, og vi vil tilbyde ‘hot desks’ — skriveborde, så nye virksomheder af studerende har plads til at arbejde. Derudover vil vi hjælpe fakulteternes lokale innovation hubs,« siger Marius Sylvestersen.
Centret er allerede i færd med at blive etableret med kontorer og lokaler. Imens det sker, skal Marius Sylvestersen være med til at søge om 40 millioner kroner udefra til yderligere at udbygge og integrere Green Lighthouse og KUB Nord biblioteket.
INNOVATIONsHUBS
Københavns Universitet har på nuværende tidspunkt tre innovation hubs, Sund Hub, Science Hub, samt Human and Legal Innovation. Det nye innovationscenter, der endnu ikke har fået et navn, skal hjælpe dem med tematiske kurser, arrangementer og ekstra kontorpladser til iværksættere.
KU udbyder flere kurser, hvor studerende kan optjene ECTS point, der omfatter entreprenørskab og innovation.
Du kan læse mere om entreprenørskabs- og innovationsprogrammerne og de forskellige tilbud på KU her.
Ifølge Marius Sylvestersen kan studerende henvende sig til et af de tre lokale hubs, hvis de har et koncept eller ide, de skal have udlevet som virksomhed.
»Det er ikke en bureaukratisk proces, og vi ser ikke os selv som et sted hvor vi vil screene indkommende ansøgninger fra iværksættere. Vi er åbne over for enhver studerende eller gruppe af studerende, der har en start-up idé.«