Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Redningskrans til Øresundsakvariet

KU's museer — Akvariet, der hører under Københavns Universitet, har underskud. Nu får det sandsynligvis en fireårig saltvandsindsprøjtning på finansloven.

For blot en uge siden bragte vi historien om, at Øresundsakvariet i Helsingør, der ejes og drives af Københavns Universitet, var lukningstruet.

Det er et voksende underskud, der ser ud til at runde 2,2 millioner kroner i 2017, som ifølge akvariechef Jens Peder Jeppesen kan betyde, at Øresundsakvariet må lukke. Underskuddet vokser år for år – og en fremskrivning lader ane, at det i 2019 vil runde de 4 millioner kroner.

Stigende entrépriser, nye rabatordninger for skoler og diverse nye publikumstiltag har ikke kunnet vende udviklingen, hvor antallet af årlige gæster er faldet fra 50.000 (2007-2012) til 40.000 siden 2013.

Fladfisk på finansloven

VLAK-regeringen har afsat en millionpulje på den kommende finanslov til ‘mindre initiativer’, som regeringspartierne hver især har fået lov til at tage æren for i offentligheden.

Og det er den konservative gruppeformand Mette Abildgaard, der er valgt i Nordsjælland, der er kommet akvariet til undsætning og vil sikre et driftstilskud på to millioner kroner til Øresundsakvariet i årene 2018-2021.

Regeringens forslag til finansloven for 2018 blev fremsat torsdag den 31. august i Folketinget. Nu skal der samles et flertal, før den endelige Finanslov kan vedtages – som regel i december måned.

I mellemtiden kan man tage et kig på hjemmesiden – eller et smut med kystbanen til Nordhavn i Helsingør:

»Her kan du tage med ned under havoverfladen, og oplev det fantastiske dyre- og planteliv, der er i Øresund. Mød farvestrålende fisk, hajer, rokker, blæksprutter og store hummere. Se en torsk i øjnene, mærk en søstjerne, klap en fladfisk og en krabbe, hvis du tør.«

Seneste