Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Online-afstemninger holder studerende vågne

UNDERVISNINGSFORMER – 40 undervisere har selv været en tur på skolebænken for at lære at engagere deres studerende i undervisningen med online afstemninger. Værktøjerne, de såkaldte clickers, kan benyttes gratis af alle undervisere på KU.

Syv minutter. Måske ti, hvis man er heldig.

Længere har en underviser ikke til at fange de studerendes opmærksomhed, inden de begynder at drømme sig væk til en varm sandstrand, sms’e med vennerne eller tage sig en lille lur, viser flere undersøgelser.

Faktorer som underviserens evner, faget, stolenes komfort, temperaturen i lokalet og tidspunktet af dagen spiller dog ind på, hvornår koncentrationen ryger sig en tur.

Gode råd er under alle omstændigheder dyre, hvis du står over for et auditorium fyldt med 200 studerende, hvor de fleste er ved at falde hen. Ifølge Ian Bearden, professor på Niels Bohr Institutet, er der dog hjælp at hente.

Pimp din undervisning

Han bruger selv clickers, små elektroniske apparater, som de studerende får udleveret til at stemme med og besvare spørgsmål online i løbet af forelæsningen for at engagere dem.

Fire til seks afstemninger per undervisningstime er passende til at holde de studerende vågne, mener han.

Det er også muligt at benytte sin smartphone eller bærbare computer, hvor der er trådløst netværk.

Nu kan alle undervisere på Københavns Universitet lære tricksene ved at tilmelde sig en af de mange workshops, der afholdes af e-læringsenhederne på KU, som stiller udstyr gratis til rådighed for dem, der selv vil eksperimentere med at pimpe undervisningen.

Deltagerne lærer blandt andet at bruge teknikken til at formulere gode, relevante spørgsmål, hvilket er en videnskab i sig selv, og lærer, hvordan man kan udnytte statistikken med de studerendes svar til at tilpasse sin undervisning.

Midlerne til at sprede brugen af online afstemninger kommer fra 2016-puljen til undervisningsudvikling, som rektor har afsat.

En ny streng

Helle Overgaard Larsen, der underviser i Research Planning ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, havde meldt sig til workshoppen den 8. april for at få ny inspiration til sin undervisning.

Hun benytter allerede blended learning, hvor ansigt-til-ansigt-undervisning kombineres med brug af computere, men hun har ikke prøvet at bruge online afstemninger før.

»Det er en ny streng på instrumentet og en måde at gøre din undervisning mere levende på. Jeg mener, at du som underviser skal reflektere over, hvordan du udvikler dig og fremmer læringen bedst,« siger hun.

Det svære er ikke at få ideer til spørgsmål, men at formulere dem og finde nogle gode svarkategorier, oplevede hun.

Et kommunikationsredskab

Ian Bearden understreger, at online afstemninger ikke er et mirakelmiddel, men et redskab til at skabe kommunikation mellem underviseren og de studerende og de studerende indbyrdes, forklarer han.

En anden fordel er, at man hurtigt kan se, om de studerende svarer rigtigt eller forkert og dermed kan danne sig et overblik over, hvor de står fagligt, og om undervisningen virker eller ej.

Hvis underviseren i stedet havde stillet spørgsmålet ud i lokalet, er det de færreste, der har mod til at række hånden op og svare.

Erfaringerne viser, at hvis mindst 25 til 30 procent i auditoriet svarer korrekt på et spørgsmål, er det mest effektive at lade dem lære hinanden stoffet ved at lade dem diskutere indbyrdes i nogle minutter.

clba@adm.ku.dk

Seneste