Op med halen, Humaniora

Der er en Bo Bojesen-tegning fra 1963, som forestiller en nordmand. Stor og stærk og flot erklærer han »uten å skryte«, at intet land har et større mindreværdskompleks end netop Norge.

Ham kunne man måske godt komme i tanke om den onsdag morgen i januar, da spidsen af dansk humanistisk forskning stod forsamlet i Niels Bohrs æresbolig for at drøfte, ja, selve humanioras berettigelse. Er humaniora legitim i sig selv, spurgte arrangørerne blandt andet.

Kunne nogen forestille sig en fysiker stille sådan et spørgsmål? Her var en vrimmel af svimlende dygtige mennesker med flotte karrierer i et af landets fineste rum, og så var de, hvis man sætter det lidt hårdt op, mødtes for at tale om, hvorvidt der var noget, de kunne. Jøsses.

Er det al den humaniora-bashing, humanisterne skriver om, der har spillet ind her? De boksestød, som dekan på KU’s humanistiske fakultet Ulf Hedetoft i Politiken for et par år siden har beskrevet som »den herskende mytologi« om humaniora, en strøm af kritik om overuddannelse, overudbud af studier, dovne studerende og slappe uddannelseskrav – alt sammen med bund i omverdenens insisteren på at måle humanvidenskaberne ud fra deres bidrag til væksten.

Har de seneste årtiers tæsk gjort noget ved selvforståelsen?

Ja, siger kvinden, der, ifølge onde tunger, hvert halve år får en kalenderreminder om at hun skal huske sige, at der bliver uddannet for mange humanister, Charlotte Rønhof, underdirektør i DI (Dansk Industri). Og, nej, hun kalder selvfølgelig ikke sig selv for humaniora-basher. Faktisk siger hun, at hendes drøm for humaniora er, at de kunne beholde de penge, de har, men uddanne færre studerende og styrke forskningen.

»Hver gang man beskylder andre for at bashe, sker der det, at man kommer til at tale sig selv ned,« siger hun.

Humanister marginaliserer sig selv

»Humaniora er offer for sin egen selvmarginaliseringsstrategi,« samstemmer David Budtz Pedersen, professor mso på Aalborg Universitet og leder af forskningsprojektet Humanomics, der er en kortlægning af humanioras samfundsmæssige værdi.

»De humanistiske discipliner opfatter i vid udstrækning sig selv som under belejring og har vænnet sig til en offerrolle i stedet for at formulere progressive – og ekspansive – bud på, hvilken rolle, de bør spille i samtiden,« siger han.

Det betyder ikke, at de senere årtier har været nogen humaniora-heyday. Selv om den samlede forskningsbevilling er steget – også til humaniora – har studiereformer og nedskæringer på statens tilskud til studerende presset universiteternes uddannelsesbudgetter og er en væsentlig årsag til, at fx Det Humanistiske Fakultet på KU i flere år har manglet tocifrede millionbeløb på regnskaberne, fyret og lukket uddannelser.

Hvorfor har vi ikke lavet vores egen scientometri, der viser værdien af vores discipliner?

David Budtz Pedersen, professor MSO, Aalborg Universitet

Oveni har humaniora ifølge David Budtz Pedersen befundet sig uden for den økonomiske konsensus, der kun ser teknologi som kilden til vækst og fremgang.

»Diskussionen af humanioras bidrag er diskursiveret på en bestemt måde,« siger lektor i filosofi på KU Morten Ebbe Juul Nielsen:

»Humaniora er ikke nyttig på samme måde som fx medicinsk videnskab, der udvikler nogle piller, så vi kan kurere sygdomme og tjene nogle penge. Når vi så taler om, hvad vi så skal, bliver det sgu ofte nogle defensive klichéer om åndelighed eller dannelse. Jeg kan godt forstå, hvis man er regnearksdreng eller driver en virksomhed med 5.000 ansatte, at man gerne vil have noget, der er en lille smule mere konkret. Det er vi ikke gode til.«

Ud med sproget, definer dit bidrag

Morten Ebbe Juul Nielsen har ikke svært ved at være konkret om humanioras tilførsel af videnskabelig værdi.

»Filosofiprofessor Finn Collin har sagt meget fint, at humanister er unikt godt udrustet til at forstå tegnsystemer, hvordan folk møder verden, hvordan de opfatter symboler, traditioner og værdier. Men vi er ikke gode til at tale om det. Folk er måske lidt bange for at blive sat op på væggen og spurgt: hvad er det så!? Hvorfor er det så utrolig vigtigt at høre om kartoffelskrællerens udvikling på Lolland i 17-1800-tallet? Tell me! Det er et karikeret eksempel, men når vi bruger kræfter på kartoffelskrællerhistorie skal vi dælendunseme italesætte, hvordan det bidrager til en bedre forståelse af menneskers forståelse af deres tegnsystemer og deres værdier. Det er svært at tale om det, uden at falde tilbage på økonomidiskursen, men det bliver vi nødt til,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen.

Selv har han i de senere år arbejdet sammen med forskere fra alle KU’s fakulteter. Ikke mindst i et »intenst tværvidenskabeligt« flerårigt projekt om danskernes problem med fedme. Han har ikke spor svært ved at definere humanioras bidrag:

»Sæt en million læger til at undersøge fedmeproblemet, og så kommer der hundredevis af rapporter, der siger, at folk taber sig, hvis de indtager færre kalorier, end de forbruger. Fedt nok! Men hvorfor er det så, at folk bliver fede? Hvorfor lader de ikke bare være at indtage kalorierne? Det kan læger jo ikke svare på. Det er humanister, der kan svare på, hvordan folk lever, hvilke omstændigheder og værdier, de har, og her bliver der brug for filosofiske vurderinger: er det retfærdigt at holde folk ansvarlige, har folk en fri vilje, eller er de bare biologiske mekanismer, der reagerer på deres miljø? Her kan vi sige noget relevant og vigtigt.«

Humanist: Se lige mig

En fremtidsvision i dag er – populært sagt – at robotterne kommer. Det bør vække enhver humanist op til dåd, siger Juul Nielsen:

»Mange hævder – med rette, tror jeg – at vi går ind i den fjerde industrielle revolution, altså automatiseret arbejdskraft og kunstig intelligens, hvor fx software er bedre end dommere til at sige, om folk er skyldige eller ej, og hvilken straf, de skal have, og hvor lægerobotter heller ikke er langt væk. Et realistisk scenarie er, at det vil skubbe mange ud af arbejdsmarkedet, fordi maskiner kan gøre deres job billigere,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen.

Han siger, at økonomerne kan lave beregningerne. Men det er humanister, der kan besvare de normative spørgsmål: Bør vi gå den vej? Hvilken betydning har det for mennesker at føle sig som bidragsydere, og hvilken værdi har det?

»Det bliver noget sjask, hvis vi overlader det til økonomerne. Samme med klimaproblemet – det skal også forstås som en etisk udfordring, ellers var det jo ikke et problem,« siger han.

Hvorfor er det så utrolig vigtigt at høre om kartoffelskrællerens udvikling på Lolland i 17-1800-tallet? Tell me!

Filosof Morten Ebbe Juul Nielsen, KU

Også Charlotte Rønhof fra DI taler om humanioras særlige mulighed for at knytte forståelsen af menneskers adfærd til samfundets og teknologiens udvikling, men hun efterlyser, at flere humanister tager initiativet ligesom fx Morten Ebbe Juul Nielsen.

»Der er lidt just do it over det,« siger hun.

Men er humaniora virkelig ikke med? Ifølge David Budtz Pedersen producerer humanisterne ’tavs viden’ i et enormt omfang. Men sådan behøvede det ikke at være:

»Det er vildt, at der er mange situationer, hvor humanisterne er til stede i civilsamfund og kulturliv, som de ikke gør opmærksom på som et samfundsbidrag. De lever under selvfølgelighedens paradoks, det bliver taget for givet, at de er massivt til stede i den offentlige debat og kulturlivet.«

Humanisterne burde kæfte mere op om deres meritter, siger Budtz Pedersen:

»Hvorfor har vi ikke lavet vores egen scientometri, der viser værdien af vores discipliner? Man har ladet sig køre over af et patent- og bibliometri-regime, og så har man siddet måbende tilbage og forsøgt at udgive så mange internationale publikationer så hurtigt som muligt, i stedet for at diskutere, hvad værdien af vores forskning er,« siger David Budtz Pedersen.

Lone Frank: Humaniora er indlysende vigtig

Egentlig lyder det ikke så mærkeligt, at humaniora bør måles humanistisk, og at det kan fremme påskønnelsen. Videnskabsjournalist Lone Frank – der selv er ph.d. i neurobiologi – var ordstyrer ved den konference i Niels Bohrs gamle æresbolig, som denne artikel indleder med at karakterisere som et udtryk for mindreværd. Sådan ser hun den ikke.

»Hvis man beskæftiger sig med noget og tager det alvorligt, må man reagere på, at det er under pres. Det er rimeligt, men det er også en anledning for humaniora til at tage et reality check og spørge sig selv: gør man det, man gør, godt nok,« siger Lone Frank og nævner, at humanistiske specialer møder kritik for i for høj grad at være bearbejdninger af andres forskning, snarere end ny viden.

Lone Frank er selv kendt for sine artikler, radioprogrammer og bøger om naturvidenskabelige og medicinske temaer – ikke som nogen humaniora-aficionado, men hun er ved at komme efter det.

»Når jeg breder mit radioprogram ud og forlader min comfort zone og for eksempel taler med en arkæolog, der har udforsket Palmyra, eller diskuterer Cæsars tid med en ekspert, er det hamrende spændende. Viden om hvordan mennesket har skrevet og tænkt til forskellige tider siger noget om menneskets vingefang, og hvordan det kan agere og tænke i forskellige kulturelle rammer. Det er indlysende vigtigt,« siger hun.

I sit ’stop humaniora-bashingen’-indlæg fra Politiken har KU’s humanioradekan også formuleret, hvordan humaniora »bidrager til dannelse, udsyn og oplyste diskussioner. Til borgernes generelle tilfredshed med deres livsvilkår. Til løsninger på velfærdsproblemer. Til et fornuftigt civilsamfund baseret på tillid og ligeværdighed.« Det er multivitaminversionen af akademisk lærdom. Synes Lone Frank ikke også, at den type selvforsvar for humaniora klinger alt for abstrakt og højtsvævende?

»Nej,« siger hun. »Det er ikke så højtsvævende, egentlig. Viden om verden er til menneskets bedste. Jo mere viden vi har om verden, jo dybere oplever vi den, og jo bedre forudsætninger har vi for at gøre den så god som mulig. Det gælder også viden om kultur, og det er det, humaniora i virkeligheden er.«