På Roskilde Festival lærer de, at hjernen belønner det uperfekte

Forestil dig det her: du står på floor. Du kender ikke helt sangen og måske heller ikke de mennesker, du danser med. Du svajer frem og tilbage til musikken, men hovedet et helt andet sted. Ser jeg mon mærkelig ud? Er jeg ved at danse ind i sidemanden? Synes de andre overhovedet, at det er fedt? Danser jeg for meget? Eller for lidt?

Selvom kroppen elsker at bevæge sig til musik, synes de fleste det er akavet, og mange har brug for at få et par genstande indenbords, før de kaster sig ud i det. Og netop spændet mellem, hvad kroppen synes er fedt og naturligt, og hvad hovedet synes er akavet, forsøger Anke Karabanov, lektor i neurofysiologi og forsker i body-brain-connection, og Clara Hermann som er koreograf, at demonstrere en søvnig tirsdag formiddag på Roskilde Festival til eventet Den Ultimative Fællesdans.

Den dejligste morgen

Mens morgensolen allerede har gjort teltene på campingpladsen til små stegeovne, og de tømmermændsramte festivalgæster kravler ud af saunaerne og bereder sig på endnu en dag med musik, fest og høj sol, står Anke Karabanov og Clara Hermann klar på et stort udendørs dansegulv.

Det er KU-forskeren Anke Karabanovs festivaldebut. Og selvom hun ikke har planer om at blive hængende til meget andet end en fyraftensøl bagefter, har hun glædet sig til at komme herud. Her får hun nemlig mulighed for at tage sin forskning med ind i nye rammer.

»Jeg elsker det her lidt større formidlingsforum. Jeg får en masse energi og inspiration ud af det. Jeg synes, det skæve møde mellem forskning og kunst er vildt fedt,« siger Anke Karabanov.

Det er småt med deltagere, så Clara Hermann sætter ’Den dejligste morgen’ med Gnags på. Folk strømmer til. Nogle går målrettet herhen – de havde allerede planer om at komme – mens andre bliver fanget af musikken, stopper op og beslutter sig for at blive hængende.

Koreografen Clara Hermann kaster sig ud i en opvarmning. Når hun viser trinnene, er der store smil på de fremmødtes ansigter, og alle rækker hænderne op og klapper i takt på Clara Hermanns bud.

Hun stopper musikken og beder nu deltagerne om at lukke øjnene og improvisere deres egen dans.

Flere forsøger lidt forfjamsket at finde en passende rytme. Nogle få giver slip, læner sig ind i musikken, totalt upåvirket af, at klokken er 11 om formiddagen og de er omgivet af fremmede. Langt de fleste klamrer sig til de få instruktioner, som Clara Hermann giver, vifter med armene eller drejer rundt i cirkler. Efter få minutter stopper musikken.

»Hvor mange syntes, det var lidt akavet?« spørger Anke Karabanov.

Størstedelen af hænderne skyder i vejret.

Hjernen er en sansemotorisk legeplads

Hun forklarer, at vores hjerne bruger en stor del af sin energi på at forudsige, hvad der kommer til at ske de næste sekunder. Når man bliver sluppet løs på floor uden at have en koreografi, forsøger hjernen at forudsige, hvad de andre gør, og hvordan man selv skal agere for at passe ind.

»Musik og bevægelse åbner op for en sansemotorisk legeplads, som kan føre til rigtigt meget dopaminfrigivelse. Men sideløbende med det bruger vi også sanserne til at forudsige, hvordan vi skal opføre os i sociale sammenhænge. Og det er her, akavethedsfølelsen opstår.«

Når man beder deltagerne om at improvisere, opstår der et spænd mellem noget, som på den ene side frigiver dopamin og på den anden side føles utrygt. Det fjerner de sociale spilleregler, og den del af hjernen, som laver sociale forudsigelser, kommer på overarbejdet:

»Det får så meget af vores opmærksomhed, at det nemt kan komme til at overvinde den del af hjernen, som får et dopamin-kick ud af at kunne forudsige bevægelser,« siger lektoren.

Dans og musik er særligt godt for hjernen, fordi det er nemt at forudsige rytmen. Men ofte er der små overraskelser i musik, hvor mønsteret bliver brudt.

»Det, hjernen elsker allermest, er ikke at gøre det perfekt hver eneste gang. Det er faktisk kedeligt for den. Den trives i de situationer, hvor den en gang imellem får muligheden for at gøre det bedre end forventet. Det frigiver et lille skud dopamin.«

Ifølge Anke Karabanov trives vores hjerne allerbedst, når den oplever 80 procent forudsigelighed:

»De sidste 20 procent skal være et legende frirum. Glæden i rytme og musik ligger i den overordnede forudsigelighed, hvor der alligevel altid sker noget, som bryder med det. Det hele handler om at opnå en balance mellem forudsigelighed og uforudsigelighed.«

Koreografi giver frirum

Clara Hermann går i gang med at lære deltagerne en koreografi. Smilene kommer tilbage på deltagernes læber, som alle opmærksomt følger instruktøren, når hun beder dem gå frem og tilbage, krydse armene eller dreje rundt i cirkler.

Når hjernen bliver introduceret for en koreografi, bliver der opsat nogle sociale regler, som mindsker hjernens forsøg på at forudsige, hvordan man bedst gebærder sig socialt i situationen. Nu laver alle det samme, og de sociale spilleregler bliver genetableret. Når der bliver lukket lidt ned for akavethedsfølelsen, bliver det nemmere at give sig hen til dansen, og så kommer den sansemotoriske del af hjernen til at trives og udløse mere dopamin, fordi hjernen nu igen kan fokusere på at forudsige de næste dansetrin.

Efter at have danset to forskellige variationer af koreografien – en, hvor deltagerne i grupper skulle danse over for hinanden, og derfor blev udfordret på det sociale, og en variation hvor musikken var ny og hjernen derfor skulle lære dansen til et andet beat, takker Anke Karabanov og Clara Hermann af.

Efter 45-minutter undervisning i bagende sol skynder deltagerne sig alle sammen ud for at tanke op på vand, inden de spreder sig for alle vinde ud på festivalpladsen.

Anke Karabanov håber, at de går derfra med et andet syn på behovet for at gøre alting perfekt. For hjernen belønner ikke den perfekte præstation, men den, hvor der i usikkerheden er plads til at eksperimentere og excellere:

»Jeg håber, de vil begynde at sætte mere pris på det uperfekte, det legende og det eksperimenterende. Der er så stort et fokus på, at alt skal kunne optimeres, og at det kun er det perfekte, der er godt nok. Det spænder i virkeligheden ben for en glad, sund og kreativ hjerne.«