Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektor: Forskningen skal ind i uddannelserne

DEN GODE UDDANNELSE 2 - Ralf Hemmingsen, mener, at Københavns Universitet i langt højere grad skal udnytte sin stærke position inden for forskningen til at skabe attraktive uddannelser af høj kvalitet

Københavns Universitet (KU) er bomstærk, når det gælder forskningen, men biceps er noget mindre imponerende, når det kommer til undervisningen.

Det misforhold vil rektor Ralf Hemmingsen nu lave om på, og han har derfor igangsat den strategiske satsning ’den gode uddannelse’.

En af målsætningerne er, at forskningens styrkeposition i højere grad end i dag skal komme uddannelserne til gode.

»Vi har længe haft fokus på at styrke grundforskningen. Det er godt, at KU har opbygget et image som et stærkt forskningsuniversitet, men vi skal sikre, at uddannelserne får fuldt udbytte af forskningen,« siger Ralf Hemmingsen.

Ingen skueproces

Rektor understreger, at han ikke har en færdig masterplan liggende i skrivebordsskuffen for, hvordan det skal gøres, eller hvad der skal komme ud af satsningen.

»Det er ikke en skueproces, men et reelt forsøg på at få idéer frem. Der er allerede en proces i gang for at forbedre uddannelseskvaliteten på samtlige fakulteter, men vi skal sikre, at fællesskabet får størst mulig gavn af alle de mange idéer og tiltag,« siger han.

Fyrtårne skal undervise

Noget Ralf Hemmingsen dog lægger vægt på, er, at samspillet mellem de mange nye eksternt finansierede forskningscentre, hvor forskerne ikke underviser, og resten af KU bliver bedre, så den nye viden bliver overført til de ordinære uddannelser.

Han holdt derfor møde med lederne af alle centre med eksterne bevillinger af en betydelig størrelse allerede i juni, og der var ifølge rektor en bred vilje til at indgå i processen.

»Centrene fylder efterhånden meget i det samlede billede, og alle kan indse, at hvis vi fortsætter udviklingen, hvor forskningsfyrtårnene ikke underviser, mister vi et vigtigt aspekt i forhold til den forskningsbaserede undervisning. Men det er ikke sådan, at de eksternt ansatte forskere skal overtage undervisningen, og vi så skal afskedige alle de fastansatte, for så kan de eksterne ikke passe deres forskning og leve op til kontrakten med bevillingsgiveren,« siger han.

Dilemma i vente

Ifølge Ralf Hemmingsen kommer KU og de andre danske universiteter til at stå over for et dilemma mellem at vægte forskningen og forbedre eller blot bevare uddannelseskvaliteten i de kommende år.

De større ungdomsårgange betyder, at KU skal optage ti procent flere svarende til yderligere 600 studerende i 2015 i forhold til i dag blot for at opretholde andelen af en ungdomsårgang, man optager.

Da flere rapporter samtidig har dokumenteret, at uddannelserne er underfinansierede, er der udsigt til, at der bliver færre penge per studerende i den nærmeste fremtid.

»Det forhold, at uddannelserne er underfinansierede, skal ikke bruges som en undskyldning for ikke at arbejde på at forbedre kvaliteten, men det er klart, at vi har et dilemma. Grænsen for, hvor meget der kan skæres på administrationen, er snart nået, så hvis vi skal tilføre undervisningen flere midler, kan de kun tages fra forskningen. Danmark står i en reel konkurrencesituation fra Asien, og erhvervslivet kræver både toptunede kandidater og topforskning, så der er behov for, at politikerne beslutter, om samfundet vil satse på et højt uddannelsesniveau eller ej,« siger KU-rektoren.

Alle skal medvirke

Ralf Hemmingsen mener, at første test af om den politiske vilje er til stede, bliver i november, når politikerne skal forhandle fordelingen af de 1,4 milliarder kroner i globaliseringspuljen, der er afsat for 2011. Hvis rektor kunne bestemme, blev pengene uddelt som basismidler, som universiteterne selv kan råde over, og til at forhøje de uddannelsestaxametre, universiteterne modtager, når en studerende består eksaminer svarende til et årsværk.

Uanset udfaldet af de politiske forhandlinger fortsætter processen med at forbedre uddannelseskvaliteten uanfægtet.

»Men det kræver alle parters konstruktive og iderige medvirke, hvis det skal lykkes,« siger Ralf Hemmingsen.

clba@adm.ku.dk

Seneste