Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Religionernes rumble in the jungle

HJERNESPORT - Universitetsavisen bringer en øjenvidnerapport fra religionsvidenskabens svar på Clash of the Titans – tre af landets religionsvidenskabelige professorer og syv københavnske topforskere i blodig infight

9:50: En oppisket stemning behersker menneskemængden foran KUAs stadion. Dørene er endnu ikke åbnet til den voldsomt eksponerede fem-dobbelte tvekamp. Lektorer og studerende klumper sig nervøst sammen i tætte rundkredse. Faglig stolthed og forskningskæpheste står på spil i de kommende 7 timers videnskabelige maraton.

10:06: Første taler, ekstern lektor og Mesopotamien-ekspert Peter Westh, står foran menneskehavet iført en “Chaos Reigns”-t-shirt med ræven fra von Triers “Antichrist” påtrykt og propaganderer kognitionsforskningens betydning for faget med sin gravrøst. På forreste række sidder hans opponent, Islands Brygge-skolens grå eminence, Jørgen Podemann, og nidstirrer den unge forsker bag sine brilleglas.

10:39: Jørgen Podemann hiver tyske slagere op ad den retoriske sæk, og masserne går amok. Wilhelm Wundt, Kant og begrebet Urdummheit udstiller elegant moderne kognitivisters skalkeskjulte reduktionisme – og da den erfarne ægyptolog slutter sit overbevisende indlæg med nådigt at stille sin unge modstander i et flatterende lys, er pointsejren tydelig.

Rugbrød og religion

11:16: Anden inning indledes med et stormvejr af PowerPoint-slides, der viser Århus-professoren Armin Geertz i kontrol fra start. Religionsdefinitioner flyver over scenekanten og opponenten, studieleder i København Morten Warmind, noterer kritikpunkter på sin notesblok i en hvirvelvind af blyantstumper.

12:07: Dagens første knockout lader vente på sig. Religionsdefinitioner er tricky business, selv for fagets mastodonter, og diskussionen ender i en slags forbrødring. En fortvivlet studerende rejser sig op og råber: »Jamen, så kan rugbrød jo være religion?!«, hvortil professoren fra Århus replicerer: »Ja, præcis!«

12:16: Arenaen tømmes, og den næste kamphøne, lektor Tove Tybjerg, fortrækker til frokost med replikken: »Det bliver det rene ragnarok!« tydeligt nervøs for den kommende dyst med Indiens-ekspert og afdelingsleder Erik Reenberg Sand.

13:51: Efter at have driblet med sit emne, sammenligningen af religioner, i samfulde tyve minutter uden at have mistet blikket for målet undervejs, overlader Tove Tybjerg scenen og ordet til en tour de force i metatypologier; forskningshistorien løsnes op som knuder i en bedekrans af lektor Sand uden dog på noget tidspunkt at lade tvekampens snærende rammer indfange sig. En fuldstændig lige kamp ender retfærdigt uafgjort.

Radiopigekor og Jellingesten

14:29: Helt ureglementeret er publikum gået spontant i kødet på kaffe-og-kagebordet, der er leveret for tidligt af kantinepersonalet. Fjerde inning starter i et orgie af engangskaffekrus og kagekrummer.

15:18: To kraftpræstationer i kanalens genspejlede eftermiddagssol leveres af professor, dr. phil., Margit Warburg, og in-house teolog og kristendomshistoriker Lars Kjær Bruun. Begge jonglerer behændigt med emnet ”civilreligion”. Det drejer sig om dyrkelse af nation og stat med tekstlig, billedlig eller rituel symbolik såsom Radiopigekor ved årsskiftet, Jellingesten i passene og flagdage.

16:02: Dagens sidste par går i ringen i hælene på den uafgjorte match om dyrkelse af staten. Post-doc og posterboy fra Teologisk Institut, Lars Sandbeck, sender lammende bredsider af sted mod den såkaldte nyateisme, som forgæves ønsker en verden uden religion. Klædt som en rockstjerne og med en retorik, der rammer alle, er han trods udebanen fuldstændig eminent. Hans planlagte modstander har meldt afbud, og der er ingen spænding om udfaldet, blot glæden ved veltilrettelagte argumenter. Det er utopisk at forestille sig en verden uden religion, siger Sandbeck, og at basere sin modstand mod religion på et argument om, at tro skyldes uvidenhed, kan vist dårligt stemme overens med alverdens empiri, skønt nyateister frådende bekender sig til scientisme.

Udebanesejr til topteolog

16:37: Ikke så snart professor Catharina Raudvere har leveret sit perspektiv på nyateismen – at man måske kunne studere fænomenet som religion i sig selv – før en skov af hænder melder sig for at kommentere Sandbecks indlæg. Dommer og ordstyrer kan slet ikke følge med, og ordet flyver hid og did i en sal, der åbenbart provokeres af en så velformuleret gæstestjerne som den unge post-doc’er. Men udebanesejren er aldrig i fare, og alverdens nyateister kan være glade for ikke at have været i ringen med en topmotiveret teolog.

Efter sidste duel modtager arrangørgruppen, bestående af studerende og lektorer, tilskuernes hyldest for at have givet folket både brød og underholdning. Dagens gladiatorer går til omklædning og massage i eftermiddagssolens blændende stråler, mens de standhaftige folkemasser på tribunerne vidende sender blikke til hinanden – alle ved, at de vil huske denne dag for de talentfulde tæmninger og berigende indlæg langs kanterne, de inspirerede spilninger og spidsfindige off-sides.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste