Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SYNSPUNKT - Hvorfor har ledelsen valgt at introducere kolossale forandringer uden at tage de studerende i ed? spørger nystartet studerende.
Det er ikke så lidt forvirrende at begynde på nyt studium. Nye mennesker, nye undervisningsformer, nye foreninger. Det hele er nyt. Jeg har knapt nok fundet ud af at forklare hvad mit nye studium, Naturressourcer, egentlig handler om.
Der er dog én ting som jeg er ret afklaret med, nemlig at Life, altså Det Biovidenskabelige Fakultet, er det helt rigtige sted for mig. Faciliteterne her er gode, kollegiet ligger lige om hjørnet, fredagsbaren er legendarisk, de studerendes engagement er til at føle på, og så er det i øvrigt en grøn oase i hjertet af København. Life er et campusmiljø, som jeg allerede er fan af.
Men nu er jeg blot endnu mere forvirret end jeg var, lige da jeg startede.
I mandags sendte Per Holten-Andersen, vores dekan, en mail rundt til os alle med en orientering om, at Life bliver slået sammen med Det Naturvidenskabelige Fakultet, (Nat). Faktisk bliver alle fire ’våde’ fakulteter under Københavns universitet (Life, Nat, Sund og Farma) slået sammen til to.
Mailen startede mildest talt en eksplosion af spørgsmål i mit hoved. Hvad kommer det til at betyde for mig? Vil campusmiljøet på Life være et overstået kapitel? Skal jeg have timer andre steder end på Frederiksberg? Hvad betyder de ’våde’ fakulteter egentlig? Osv.
Det største spørgsmål, og dét som stadig hænger ved, er: hvorfor?
Per Holten-Andersen havde dog også en anden agenda med sin mail, nemlig at invitere til stormøde dagen efter. Jeg havde derfor mindre en 24 timer til at sætte mig ind i de nye tiltag, og samtidig tænke over, hvordan de kunne forbedres. En ret umulig situation for en russer som mig.
Det største auditorium blev da også fyldt til randen med mere eller mindre utilfredse tilhørere. På de afsatte 45 minutter lykkedes det mig på ingen måde at forstå baggrunden for det store tiltag, og kun en brøkdel af salens spørgsmål blev besvaret. Jeg står stadig med en følelse af, at Berlinske Tidende, som bragte en artikel samme morgen, havde fået flere informationer end jeg.
En funny-fact: på mit studiekort kan man ikke se, at jeg er en del af Life, kun en del af Københavns Universitet. Hvorfor mon?
Det undrer mig, at det beslutningsgrundlag, som blev præsenteret på stormødet, ikke blev lavet i samarbejde med ansatte og studerende fra de pågældende fakulteter. Det undrer mig, at man fra ledelsens side vælger at indkalde til stormøde mindre end 24 timer efter en orientering.
Men mest af alt undrer det mig, at min såkaldte medbestemmelse består i at gøre beslutningen bedre – dvs. der ikke mulighed for at stille spørgsmålstegn ved den.
Fra 1. januar 2012 er jeg studerende på Nat-Life, og det skal nok blive anderledes, interessant og ikke mindst forvirrende. Måske er det slet ikke så dumt endda. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal omstille mig til endnu flere nye ting.