Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studenterrådet i velkomst: Der er 37.000 måder at være studerende på

Studiestart — Velkommen i KU-klubben! Engager dig, hvis det føles rigtigt. Læs hele pensum, hvis det føles rigtigt. Studenterrådet byder velkommen til nye studerende og minder om, at der ikke er én måde at være studerende på.

Velkommen til!

Som ny på Københavns Universitet bliver du en del af en broget skare på 37.000 studerende. Men der ér en ting, vi har til fælles, hvad enten vi læser filosofi, sundhed eller informatik: En passion for det, vi studerer.

I skal glæde jer til at blive en del af det fællesskab, I får på jeres studie, hvor I kommer til at møde mange andre, der har den samme passion som jer. Men I skal også glæde jer til at møde folk, som har en helt anden faglighed end jer. Det er altid en øjenåbner.

Fællesskabet til lige præcis dig findes

I Studenterrådet varetager vi vores interesser som studerende på tværs af hele KU. Vi kæmper for et federe studiemiljø. Det er os, der arrangerer dagens rusarrangementet. Men der er også os, som kæmper for, at I får høj uddannelseskvalitet.

Lige nu arbejder vi benhårdt for, at alle kan forsvare deres speciale. Du kan komme med ombord ved at komme til dit fagråds opstartsmøde – eller bare ved at have en holdning til, hvordan dit universitet skal se ud. I fællesskab kan vi skabe forandringer.

Men du kan også engagere dig i din faglige forening, løbeklubben på dit studie eller fredagsbaren. Der er helt sikkert også et fællesskab for dig.

Engager dig! Hvis det føles rigtigt

De næste uger vil I blive bombarderet med alle de fede ting, som man kan engagere sig i på universitetet. Men bare husk: Ligesom der er 37.000 studerende på universitet, er der også 37.000 måder at være studerende på. Så engager dig, hvis det føles rigtigt. Læs hele pensum, hvis det føles rigtigt. Vi har i hvert fald aldrig fortrudt, at vi er engageret på vores universitet.

Vi glæder os til, at du er med til at skabe vores universitet.

Seneste