Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Studerende opruster til international kamp

PROTESTER - Fra Ukraine over Italien til Argentina er studerende begyndt at kæmpe mod politikernes spareplaner, som de mener truer uddannelsessystemerne. Den internationale studenterbevægelse er ved at vågne igen, men uden deltagelse fra danske studerende.

Sparekniven svinger over Europa. I England har regeringen netop fremlagt en hidsig hestekur, og i Frankrig rullede unge demonstranter i går biler rundt på hovedet i protest mod regeringens hævning af pensionsalderen.

Uddannelsessektoren går heller ikke fri af den økonomiske krise, og på universiteterne rundt omkring i verden, ikke blot i Europa, er de studerende begyndt at ruste sig til protest.

Nogle steder er protester allerede brudt ud, og de seneste uger har elever, studerende og undervisere fra forskellige steder på kloden demonstreret mod forringelser af deres uddannelser og arbejdspladser.

Ny international bevægelse

Flere af protesterne er centreret omkring The International Student Movement, der er udsprunget af initiativet ’Reclaim Your Education’, som arrangerede demonstrationer rundt omkring i Europa sidste år.

LÆS: Europæiske studerende i fælles protest mod Bologna-proces.

Blandt andet demonstrationerne i Ukraine den 13. oktober, hvor tusindvis af studerende protesterede i 15 byer landet over mod indførelsen af nye studieafgifter. Heriblandt i Kharkiv, hvor kvinder valgte at illustrere, hvordan de ikke engang har råd til klæder på kroppen – ved at tage tøjet af.

Også demonstranterne i Østrig, som i denne uge marcherede mod studieforringelser, har forbindelse til The International Student Movement. 20.000 østrigere var på gaden, heraf 15.000 i Wien, hvor studerende besatte universitetets største auditorium.

BESØG: The International Student Movements Facebookside.

Langvarige protester i Sydamerika

Aktionerne er ikke centralt, internationalt koordineret, men de aktivister, der anerkender grundlaget for The International Student Movement, betragtes som en del af bevægelsen. Uafhængigt af denne bevægelse har der imidlertid også været andre store protester.

I Italien gik 30 procent af de ansatte i de offentlige skoler den 15. oktober i strejke – på tværs af hele uddannelsessektoren.

Og i Argentina har Buenos Aires Universitet i ugevis været belejret af strejkende studerende, som har protesteret mod elendige undervisningsforhold. Strejken blev afblæst i sidste uge efter, at både universitets- og gymnasiestuderende havde strejket i 45 dage.

Ingen dansk deltagelse

Argentina er ikke det eneste sydamerikanske land, der har set protester. I Chile tørnede studerende og politi sammen i hovedstaden Santiago, hvor op mod 3.000 studerende i august demonstrerede mod regeringens privatiseringer af uddannelsessystemet. Politiet greb ind med knipler og tåregas, og 66 studerende blev anholdt.

The International Student Movement er i øjeblikket i undervejs i sin Global Wave of Action for Education, som udspiller sig i oktober og november. Demonstrationerne er planlagt til at kulminere i ugen omkring den Internationale Studenterdag den 17. november.

Der er indtil videre ikke knyttet nogen danske grupper til bevægelsen.

SE: Kort over bevægelsens planlagte og afholdte demonstrationer.

ser@adm.ku.dk

Seneste