Europæiske studerende i fælles protest mod Bologna-proces

I Frankrig blokerer studerende universiteter til politiet trækker dem ud ved håret. I Kroatien tager studerende kontrol over fakulteter over hele landet. Spanierne sultestrejker og har besat det meste mellem himmel og jord det seneste halve år. Alt sammen i protest mod ensretning og markedsgørelse og mod alt hvad den liberale markedsmodel ifølge de studerende undergraver de offentlige uddannelser med.

På Københavns Universitet (KU) afsatte en gruppe studerende fra studenternetværket Reclaim Your Education i april den centrale ledelse i tre dage og indførte deres eget frie universitet. 40 af dem tog derefter til Belgien i slutningen af april for sammen med studerende fra hele Europa at protestere mod den såkaldte Bologna-proces der fungerer som ledetråd for 46 europæiske landes uddannelsesreformer.

Universitetsavisen tog med i bussen til Belgien for at overvære foreningen af en europæisk studenterbevægelse, der på overfladen ser noget broget ud.

Et omsonst projekt?

Helikopterne blafrer lavt over Leuven. Dagens demonstration er varslet flere uger i forvejen, og det belgiske politi tager ingen chancer. Rygterne vil vide at de har ladet sig inspirere af deres britiske kollegers nul-tolerance over for demonstranterne ved G20-mødet i starten af april.

Leuven er et gråt provinshul øst for Bruxelles på størrelse med Viborg. Dette provinshuls universitet lægger tilfældigvis bygninger til mødet den 28.-29. april mellem uddannelsesministrene fra 46 europæiske lande. Her skal ministrene diskutere og underskrive næste etape af Bologna-samarbejdet og fastsætte målene for landenes uddannelsespolitik frem mod 2020.

De tilrejsende studenteraktivister skal dog ikke regne med at se meget til politikerne. Politiet eskorterer høfligt, men bestemt de studerende rundt i en lille cirkel omkring universitetet hvor mødet finder sted. Og hvis nogle alligevel skulle føle sig fristet, sender vandkanoner på størrelse med små kampvogne et mere substantielt signal om at rette ind.

De studerendes projekt virker umiddelbart omsonst. Hvorfor køre 14 timer til en dødssyg belgisk flække for at råbe slagord ud i luften med risiko for at blive spulet til pindebrænde af belgiske betjente?

»Fordi det er vigtigt at vise politikerne at vi er en bred studenterbevægelse i Europa der er utilfredse med deres politikker,« siger Rasmus Nielsen, der er historiestuderende på KU. Han erkender at demonstrationerne muligvis ikke vil påvirke politikernes beslutninger i denne omgang.

»Først og fremmest handler det om at få samlet en europæisk studenterbevægelse med henblik på at lave koordinerede aktiviteter i fremtiden,« mener han.

Ens bagvedliggende idé

De konkrete tiltag som de enkelte landes studerende protesterer mod, er vidt forskellige. For eksempel blev Barcelona Universitet besat i knapt fire måneder i protest mod blandt andet ECTS-pointsystemet som Danmark har indført for længe siden. Men fundamentet for kritikken er det samme, mener Mette Stenby, som læser Religionshistorie på KU.

»Måske er der nogle ting der er gået hen over hovedet på de danske studerende fordi man i Danmark har implementeret politikkerne hurtigt og hårdt, men vores kritik af neoliberalismen er den samme som den de retter i de andre lande,« siger Mette Stenby, som også mener at protesterne kan være med til at styrke den danske studenterbevægelse.

»Internt har det en kæmpe effekt at vi kan opbygge denne gejst og rent faktisk sende en bus af sted til Belgien. Jeg har lavet studenterpolitik i årevis, og vi har aldrig gjort noget som det her.« Mette Stenby tilhører dem der stadig tror at man med demonstrationer kan påvirke politikerne.

Og den med at europæiske studerende kan samles i en bred bevægelse, er de med på i St. Etienne, fortæller en studerende under et grønt banner med tætskrevne franske paroler.
»I Frankrig protesterer vi især mod LRU (lov om reform af universitetet, red.) som medfører store privatiseringer i universitetssektoren.

Loven er et direkte resultat af Bologna-processen som udmønter sig forskelligt fra land til land, men bagved ligger den samme idé om at kommercialisere noget der egentlig ikke er en vare, nemlig viden. På den måde er de europæiske studenterbevægelser forbundet,« forklarer han.

Pressestunt

Foran banegården i Leuven står nogle hundrede aktivister samlet i enklaver. Ranglede autonome for sig, krøllede bohemetyper med halsklud for sig. Bannernes sprog afslører hvilket land man kommer fra, og der er ikke megen integration landene imellem.

Gråvejret dufter autentisk af espresso. De sidste demonstranter lader vente på sig, og ventetiden fordrives med joints og doughnuts. Til gengæld er den samlede belgiske presse mødt op til tiden og udfører interviews med indstuderet patos. Første mål opfyldt.

I bussen har den danske delegation diskuteret strategi. Franskmændene har forinden erklæret at »de altså ikke er taget til Belgien for at gå rundt i cirkler,« og man forventer at de sydeuropæiske studerende generelt vil forsøge at bryde politiets blokader for at komme tættere på politikerne og måske sabotere mødet. Indtil videre udgør studenterne dog en lidet skrækindjagende hob.

Da demonstrationen sætter i gang, består den af omkring 500 mennesker. Det er ikke nok til at udføre effektiv civil ulydighed, mener man i den danske gruppe, som vælger ikke at bakke op om en eventuel konfrontation med politiet.

Europas christianitter

Det katolske universitet i Leuven er Nederlandenes største og ældste universitet. Et af de fineste belgiske konservatorier ligger her i byen, og dusinvis af barer ligger på række i centrum. Leuven er med andre ord en rigtig studenterby.

Men dagens demonstration er stort set renset for lokalt islæt. Det er spanierne og franskmændene og den italienske Onda Anomala-bevægelse der fører an. De danske studerende indfinder sig bagerst i geledderne for at kunne trække sig ud hvis situationen eskalerer.

»Vi er Europas christianitter,« som en af de danske studerende siger. Dem der går nede bagved med cyklerne og barnevognene.

Demonstrationen er et besynderligt syn som den sjosker langsomt gennem Leuvens mondæne landskab af nydelige huse og veltrimmede parker. Det lader beboerne også til at synes. Der rynkes på næser, skuttes under paraplyer. Der filmes med mobiltelefoner. Nogle maskerede demonstranter snerrer ad pressefotograferne, men det er spildte kræfter. Stort set hvert eneste gadehjørne i Leuven er alligevel udstyret med et overvågningskamera.

I takt med at de studerende slanger sig tættere på universitetet hvor ministermødet finder sted, maskerer mange af de forreste aktivister sig. En smuk fransk pige i multifarvet regnjakke skiller sig ud fra den overvejende sortklædte hob. Hun har været med til at strejke i fire måneder, og hendes universitet i Amiens har været besat i to måneder, fortæller hun.

Hun smiler, da jeg spørger om hun er villig til at begå civil ulydighed?

»Ja, naturligvis.«

En madrilensk studerende svarer med samme selvfølgelighed.

»Vi er her for at forsvare fri, offentlig uddannelse, men politikerne lytter ikke til os, så vi vil forsøge at sabotere ministermødet.«

Med vold?

»Det afhænger af politiet,« siger han og dækker ansigtet til med sit halstørklæde.

Koreografi før vandkanoner

Langt foran universitetsbygningen står kampklædte betjente bag meterhøje ruller af pigtråd. Størstedelen af demonstranterne falder fra, mens omkring hundrede stiller sig ansigt til ansigt med panserbasserne, som til gengæld træder et par skridt frem og hanker op i skjoldene.

Det hele sker med en nærmest koreografisk indforståethed. Fra et pansret salatfad ytrer en skrattende stemme noget fransk og bistert som demonstranterne buher ad.

Et par æg og en fuldmoden appelsin splatter ud på asfalten foran betjentene. En demonstrant klipper et stykke pigtråd over, sutter på langfingeren og stikker den smilende i snuden på en betjent. Efter en halv time i den position vil ingen give sig, og der er ingen tvivl om at de studerende vil få med vandkanonerne. På et tidspunkt.

Lige nu ser alle ud til at kede sig lidt, og Universitetsavisen lader krigsreportage være krigsreportage, og tager med den danske delegation bussen mod Bruxelles hvor en større demonstration vil protestere foran Europaparlamentet.

Forskellige aktionsformer

Rasmus Nielsen og Mette Stenby fra KU mener ikke at civil ulydighed nødvendigvis er specielt effektivt, fortæller de.

»For mig personligt ville det ikke give nogen mening at kaste mig op ad pigtrådshegn og vandkanoner,« siger Rasmus Nielsen.

Men er I ikke bare gået i cirkler, som franskmændene på forhånd havde sagt de ikke ville nøjes med?

»Nej, det synes jeg ikke. Det er at negligere hele demonstrationsformen, og det er en forfejlet opfattelse af hvad demonstrationer også kan være,« siger Mette Stenby. De er begge enige om at grunden til at sydeuropæiske studerende er mere radikale i deres aktionsformer, hænger sammen med den måde de bliver behandlet på.

»Når franske studerende besætter universiteter, bliver de smidt ud med politimagt, mens vi blev taget imod med åbne arme. Vi blev udsat for en slags repressiv tolerance,« siger Rasmus Nielsen med henvisning til besættelsen af administrationen på KU, hvor rektoratet havde købt kaffe og stillede mødelokaler til rådighed for de studerende.

»Det fordrer jo nogle forskellige aktionsformer,« siger han.

En splittet bevægelse

Demonstrationen i Bruxelles er præget af en anderledes opløftet stemning. Her er vel et par tusinde mennesker, og belgierne er troppet op med klimagrønne og fagforeningsrøde bannere samt de obligatoriske Che Guevara-flag. Naturligvis. Ché ville sikkert også have været modstander af EU’s uddannelsespolitik.

Den danske delegation har kørt en ladvogn ind fra Gent i den nordlige del af landet til deres medbragte lydsystem. Det er muligt at de danske studerende ikke er de mest radikaliserede i Europa, men det er dem der har den bedste musik. Det klæder, objektivt set og helt indiskutabelt, de steriliserede EU-bygninger at blive smudset til med lun reggae, gadesamba og rebelsk halvfemser-hiphop. Enkelte buttede eurokrater i jakkesæt formaster sig sågar til at danse med på fortovet.

Men Bruxelles er en ordentlig by, og sådan skal den helst forblive, så tre store fejemaskiner kører ti meter bag demonstrationen, klar til at feje faldne punkere og brugte romerlys op og slette alle spor inden fyraften.

Om aftenen er der internationalt møde på et universitet i Bruxelles. I dagene forinden har delegationer fra otte lande, inklusive tre studerende fra KU, deltaget i et såkaldt modtopmøde – som en pendant til EU-ministrenes topmøde – for at planlægge disse dages aktiviteter som nu skal evalueres. Franskmændene og spanierne leder an.

»Formålet med et modtopmøde er at forhindre topmødet i at finde sted. C’est tout!« skriver to franske studerende på tavlen hvorefter de forlader auditoriet. Der bliver råbt tværs gennem lokalet når man vil sige noget. En tysk studerende henstiller til at man ikke ryger i lokalet. Han ignoreres ikke uvenligt, men ganske konsekvent.

Man kunne ønske sig at den europæiske integration og homogenisering var slået hårdere igennem i forhold til mødekulturen. Universitetsavisen har begyndende hovedpine og spørger en tysk studerende i den friske luft hvordan hun synes det går med den forenede europæiske studenterbevægelse.

»Det er fantastisk at vi har samlet 5-600 studerende efter kun at have mobiliseret i et par uger. Endda uden at belgierne selv har været særligt aktive.«

Det lader da ikke til at de studerende står særligt samlet?

»Jeg tror ikke der er nogen der mener at vi skal være en samlet konsensusbevægelse med manifest eller lignende, men nu kender vi hinanden og det gør det lettere at samarbejde i fremtiden,« siger hun.

Platformen er vigtig

Og det er Mette Stenby og Rasmus Nielsen fra KU enige i da Universitetsavisen snakker med dem på vejen hjem.

»Der er klart nogle udfordringer, men det er meget positivt at disse demonstrationer og møder overhovedet finder sted,« siger Rasmus Nielsen og fortæller at den fransk-belgiske studenterbevægelse Vague Européenne efter mødet gav danskerne en takketale og udtrykte glæde over at have danske studerende med i det internationale netværk.

Bologna-samarbejdet er kun vejledende og derfor harmløst hvis man har en national regering som ikke vil implementere det. Ville det ikke give mere mening at rette jeres kritik mod den danske regering frem for at tage helt til Belgien?

»Det giver mening at fokusere flere forskellige steder,« siger Mette Stenby.

»Det er rigtigt at Bologna-processen er vejledende, men så snart linjerne er lagt på europæisk plan, bliver den meget let implementeret. Det har vi allerede set. Derudover er det vigtigt at tage vores erfaringer med ud i Europa og fortælle hvor hårdt processen er blevet implementeret i Danmark,« siger hun og mener ligesom Rasmus Nielsen at det vigtigste resultat af turen til Belgien har været skabelsen af en international platform for fremtidige studenteraktiviteter.

»Vi er ikke ekstreme«

De danske studerende i Reclaim Your Education har løbende udsendt kronikker og erklæringer med studentikos kapitalismekritik og skældsord som ‘neoliberalisme’ og sågar ‘lakajer’. Det er lige så old school som Jomfru Ane Band, og det er slagord der i høj grad knytter sig til venstrefløjen.

Hvad er forskellen på det her og en almindelig venstrefløjsdemonstration?

»Forskellen er for det første at vi er en bred gruppe studerende. Vi har nogle konkrete krav, både mod Bologna-strategien og mod new public management i den offentlige sektor i det hele taget. Og det har et bredere perspektiv end kun den regulære venstrefløj,« mener Rasmus Nielsen.

Hånden på hjertet, hvor mange her i bussen er aktive i Enhedslisten?

»Det ved jeg ikke noget om, men studenterbevægelsen i Danmark er jo ikke kun ude på venstrefløjen,« siger han.

Hvor stor en del af de studerende på KU repræsenterer I?

»Jeg tror der vil være bred opbakning hvis vi formår at kommunikere vores budskaber ordentligt ud,« siger Rasmus Nielsen, og Mette Stenby er enig:

»Det har ikke været min personlige overvejelse hvor mange der har følt sig repræsenteret, men jeg mener ikke vi er ekstreme. Det kan man også se ud fra hvor mange der har været med,« siger hun.

Der var cirka 200 studerende med til at besætte administrationen på KU. I er lige under 50 i Belgien. Er det mange?

»Ja, det synes jeg. Især når man tænker på at vi forsøger at gå nogle nye og utrådte veje for den danske studenterbevægelse,« mener Mette Stenby.

ser@adm.ku.dk