Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Anmeldelse — Fem fysikstuderende vil gøre alt for et godt spil bordfordbold. Derfor cyklede de rundt på alle campusser og anmeldte faciliteterne. Her ser du deres dom.
For de fem fysikstuderende Anders Wolstrup, Aske Rasmussen, Pelle Rechnagel, Rasmus Ahrensberg og Sagar Clemensen er bordfoldbold noget af det bedste ved hverdagen på Københavns Universitet.
De læser på deres tredje semester, men allerede under introforløbet og rusturen sidste år fandt de sammen om at spille en masse bordfodbold.
»Bordfodbolden er det bedste samlingssted for os. Vi kan komme af med vores overskud af energi, som vi får brugt til noget sjovt. Og så spiller vi næsten altid i frokostpauserne, eller vi skynder os at regne vores opgaver færdig for at finde et sted at spille i et par timer,« siger Sagar Clemensen.
Hans studiekammerat Anders Wolstrup tilføjer:
»Det er også skægt for os at opleve, at vi bliver bedre hele tiden. Ingen af os får overtaget, og derfor skiftes vi til at kunne vinde over hinanden.«
De fem venner deler en passion for sporten, der er så stor, at de satte sig for at bevæge sig væk fra deres stamsted for at teste bordfodboldborde på andre fakulteter. Og de er villige til at bruge lang tid på at finde frem til et bestemt bord, som de har hørt om skulle befinde sig et sted på KU’s vidtstrakte campus.
De har sammen haft et ønske om at komme til at spille på så mange forskellige borde som muligt for at komme omkring på KU, møde nye mennesker og opleve de bedste spil.
Det har givet dem et grundigt kendskab til i alt ni spillesteder på Panum, i Universitetsparken, Biocenteret og på Frederiksberg, Søndre og City Campus. Og de tror, at de efterhånden har fundet og testet alle bordfodboldborde på campus.
Når de anmelder bordene, har de nogle overordnede kriterier.
Det betyder for eksempel meget for dem, at stængerne er helt lige. De skal nemt kunne dreje rundt og skubbes hurtigt ud og ind, som var de smurt i olie.
Uniavisen fulgte dem med et kamera under evalueringen af ni borde, hvor alle tænkelige forhold blev inddraget.
På Panum står fx et bord i et lækkert lokale, men det bliver holdt sammen af gaffatape, og det kan rokke, så de fem anmeldere er enige om, at det er virkelig dårligt at spille på.
De hæfter sig også ved, at stængerne kører sløvt, og i øvrigt kan de blive ved med at finde fejl på det. Derfor lider det den kranke skæbne at blive anmeldelsens dårligste.
På fire måleparametre giver de fem studerende en karakter fra 1 til 5. Desuden får hvert bord en kommentar med på vejen.
Tilgængelighed: Hvor nemt er det at komme til bordet, og kan man spille der uden at forstyrre andre?
Stemning: Hvor rart er der at være – er der for eksempel lækkert lys?
Sjovhedsfaktor: Har bordet indbyggede finurligheder eller mærkværdigheder, og er det underholdende at dyste på?
Kvalitet: Hvor velsmurt er bordet, og hvor godt er det generelt at spille på? Teknisk dygtige spillere har bedre udfoldelsesmuligheder på de gode borde, og på borde af dårligere kvalitet kan både dygtige og utrænede spillere hamre lige hårdt igennem.
Den samlede vurdering er udregnet som et gennemsnit af de fire måleparametre.
Samlet vurdering: 4,8
Tilgængelighed: 5
Stemning: 5
Sjovhedsfaktor: 4
Kvalitet: 5
»Roland Bar er et fedt sted med god stemning, og bordene er let tilgængelige. Der er flot og lyst, og det er et hyggeligt område. Bordene er også virkelig gode. De er velsmurte, og der er ingen problemer med nogen af dem. Spillerne har god tyngde, så de teknisk dygtigste spillere kan drage fordel af dem, og der kan opstå fremragende spil.«
Samlet vurdering: 4,3
Tilgængelighed: 5
Stemning: 5
Sjovhedsfaktor: 3
Kvalitet: 4
»Stedet har en virkelig fed stemning og ligger i sociologernes og antropologernes fælles lokale med masser af lys og hygge, og det er let tilgængeligt og alle er velkommen. Selve bordet er i super god stand, men vi savner lidt tyngde i spillerne, som er lavet af plastik.«
Samlet vurdering: 3,8
Tilgængelighed: 4
Stemning: 2
Sjovhedsfaktor: 4
Kvalitet: 5
»Et velholdt bord og en klassiker for os at spille på. Det er let tilgængeligt, kvaliteten er god, og der kommer altid nogle gode spil ud af det. Men det trækker ned i den samlede vurdering, at selve rummet ikke er så interessant at være i«
Samlet vurdering: 3,8
Tilgængelighed: 5
Stemning: 3
Sjovhedsfaktor: 4
Kvalitet: 3
»Bordet står i nordenden af en lang gang. Det er lettilgængeligt og nemt at finde. Der er ikke så meget stemning som nogle af de andre steder, men der er nogle borde, hvor man kan sidde og hygge sig. Selve bordfodboldbordet er af middel kvalitet, ikke specielt velsmurt og er derfor ikke blandt de bedste.«
Samlet vurdering: 3,8
Tilgængelighed: 5
Stemning: 5
Sjovhedsfaktor: 3
Kvalitet: 2
»Bordet er okay tilgængeligt, nemt at spotte, men det er ikke supergodt at spille på, selv om det er flot pyntet. Til gengæld er der en god stemning i den nærliggende bar, og der står et bordtennisbord tæt på.«
Samlet vurdering: 3,5
Tilgængelighed: 4
Stemning: 2
Sjovhedsfaktor: 5
Kvalitet: 3
»Kvaliteten er ret dårlig i forhold til andre borde, men det er alligevel underholdende at spille på. Det laver for eksempel nogle ukurante lyde, så der opstår en lidt useriøs og sjov stemning omkring bordet.«
Samlet vurdering: 2,8
Tilgængelighed: 4
Stemning: 3
Sjovhedsfaktor: 2
Kvalitet: 2
»Fin tilgængelighed, let at spotte langt væk fra, og alle kan komme til det. Borde står et flot og lyst sted, men er i rigtig dårlig stand. Det er sløvt og decideret svært at bevæge spillerne ordentligt. Men det har potentiale, hvis det fik lidt smørelse.«
Samlet vurdering: 2,5
Tilgængelighed: 3
Stemning: 3
Sjovhedsfaktor: 2
Kvalitet: 2
»Bordene står på hjørnet mellem bygning 4 og bygning 8. Stemningen er ok, sikkert meget sjovere til fredagsbarer, som vi regner med, rummet også bruges til. Der er godt med naturligt lys fra vinduer. At der er to borde tæller op, men kvaliteten af dem er dårlig. De er ligesom på Panum, hvor alt er i plast, så spillerne har ingen tyngde. CSS er generelt også svært at finde rundt på, hvilket gør bordene mindre tilgængelige.«
Samlet vurdering: 2,5
Tilgængelighed: 4
Stemning: 4
Sjovhedsfaktor: 1
Kvalitet: 1
»Står i et rigtig flot rum og har god tilgængelighed. Bordet er synligt langvejs fra, og rummet er rigtig hyggeligt, selv om der sidder andre rundt omkring og studerer. Selve bordet er til gengæld virkelig dårligt. Der er ingen tyngde i spillerne, og bordets stand er dårlig. Der er gaffatape omkring et par stænger, nogle greb er i stykker, og det giver en dårlig oplevelse.«