Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Fiskegarn af edderkoppespind og muslingesilke giver guldmedalje

Verdensmestre — Ni studerende vinder VM Guld i syntesebiologi. De har udviklet et hybridfiskegarn, der kan være med til at sætte en stopper for forurening af havet med mikroplastik.

Hvem er de?

Et hold på ni studerende fra Det Bio- og Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet deltog i verdensmesterskabet i syntesebiologi i Paris fra 26.-28. oktober, hvor de vandt hovedprisen for at udvikle et hybridgarn af fibre, der ikke er lavet af plastik.

»Det har været en kæmpe oplevelse at være med. Vi har lært rigtig meget af at skulle stå på egne ben med vores eget projekt og selv at skulle lave alle eksperimenterne i laboratoriet,« siger Joachim Ibsen.

Han læser Bioteknologi på tredje semester af sin bachelor og er det eneste dansktalende medlem af gruppen. De øvrige otte er alle udenlandske kandidatstuderende inden for Food science, Bioteknologi, Bioinformatik, Biologi og Bioentrepreneurship.

Bag konkurrencen står iGem, der arbejder med at fremme oplysning, undervisning og forskning i syntesebiologi.

Dommerne i konkurrencen finder hvert år, under en konference i Paris, frem til den gruppe af unge forskere, der har lavet det mest innovative projekt – som i år blev det danske holds projekt Netlantis.

Hvorfor læser jeg om dem nu?

Holdet er lykkedes med at knække koden til et problem, som mange før dem forgæves har forsøgt at løse uden held. Den præstation har indbragt dem guldmedalje ved VM i syntesebiologi.

»Vi har haft en ingeniøragtig tilgang til opgaven. Vi har taget forskellige komponenter i naturen og lavet noget nyt af dem i laboratoriet. Edderkoppespind er meget stærkt, og muslingesilke er godt til at beskytte imod vand, så vi pakker vores fiber af edderkoppespind ind med muslingens silke på overfladen, så garnet holder længere,« siger Joachim Alexis Ibsen.

De ni studerende blev sat sammen i november 2021 af vejledere på Københavns Universitet. Vejlederne er tilknyttet iGem, og allerede i januar stod de studerende klar med en færdig idé, så de kunne begynde at arbejde med den i laboratoriet.

Gruppen fik, som en del af deres research, talt med fiskere for at finde ud af, hvor længe et garn skal kunne holde. Fiskernes garn holder i op til tre år, så de studerendes garn skal kunne holde lige så længe. Til gengæld mister mange fiskere deres plastik-baserede garn i havet, og dermed er der en stor risiko for, at fisk vikler sig ind i dem og dør langsomt. Desuden bliver garnene nedbrudt til mikroplastik, der forurener verdens have.

Det gør guldmedaljevindernes hybridgarn ikke. Det er lavet af proteiner, som fisk strengt taget kan spise, efterhånden som nettet bliver opløst i havet.

Selv stod Joachim Alexis Ibsen for at lave modellering. Det går ud på at bruge matematik og computere til at lave en model af, hvordan edderkoppespind bliver dannet, og hvordan det sker på mikroskopisk plan, så gruppen vidste, hvad det ville give mening at bruge tid på i laboratoriet, hvor de har arbejdet tæt sammen.

»Det har været positivt for gruppen, at alle medlemmer har haft en finger med i spillet i næsten alle projektets aspekter,« siger Joachim Alexis Ibsen.

Hvor er det nu lige, jeg kender dem fra?

Alle gruppens medlemmer er kommet i mediernes søgelys for første gang via konkurrencen. De har blandt andet været med i Go’ Morgen Danmark på TV 2,  Go’ Morgen P3 samt i den grønlandske avis Sermitsiaq og i videnskab.dk.

De har bevist, at det er muligt at lave et hybridgarn, selv om de mangler at lave forsøg, der viser, hvor egnet materialet er til at spinde et færdigt fiskenet med, men de studerende har indtil videre dedikeret al deres tid til at arbejde i laboratoriet med den oprindelige idé – som heldigvis endte med at give bonus.

»Det føltes helt sindssygt at vinde, for det er første gang, et hold fra et universitet i Skandinavien vinder iGem, så det var imod al forventning, at det skete, og det var en fantastisk følelse at få så meget anerkendelse af dommerne,« siger Joachim Alexis Ibsen.

Skal jeg gøre noget?

Vidste du, at fiskere i Nordatlanten hvert år mister 25.000 af deres garn, og i teorien kan de mistede garn fortsætte med at fange fisk og andre havdyr og lemlæste dem, selv om det ikke er meningen?

Et fiskenet af nylon ligger 600-800 år i havet for at blive fuldkommen nedbrudt, og i al den tid spreder det mikroplastik til omgivelserne.

Du kan høre og se mere om det i en video med præsentationen af medaljevindernes færdige projekt fra finalen i Paris.

Endelig kan alle studerende holde øje med det nye iGem-hold, der er ved at blive dannet på Københavns Universitet. iGem er en interdisciplinær konkurrence, der ikke kræver nogen specifik faglig baggrund for at deltage – der har fx også været studerende med fra Det Humanistiske Fakultet.

Der er infomøde på Københavns Universitet om det den 7. december, og tidsfristen for tilmelding er den 15. december.

Seneste