Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Susanne Ditlevsen er ny præsident for Videnskabernes Selskab

Navne — Hun er tidligere kåret som årets underviser, og sidste år gik hun verden rundt med et opsigtsvækkende videnskabeligt fund. Nu er KU-professor Susanne Ditlevsen valgt som ny præsident for Videnskabernes Selskab.

Hvem er hun?

Susanne Ditlevsen er professor på Institut for Matematiske Fag, SCIENCE. Her forsker hun i statistiske metoder og matematiske modeller, der beskriver biologiske og fysiske systemer.

Selv forklarer hun, at hun arbejder med såkaldte stokastiske dynamiske systemer – systemer, der udvikler sig tilfældigt over tid. Metoderne bruger hun i flere forskellige sammenhænge.

»Jeg har arbejdet meget på tværs af fag – særligt de sidste 12 år, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med biologer, som arbejder med havpattedyr, primært hvaler, i Grønland og Arktis. Sammen prøver vi at forstå havets økosystemer, og hvordan de er påvirket af klimaforandringerne,« siger Susanne Ditlevsen.

Hun forklarer, at forskerne sætter måleudstyr på hvalerne, som dykker ned på op mod tusind meters dybde og på den måder skaffer data om, hvor dybt de dykker, hvordan de bevæger sig, hvilke lyde de laver, og hvor de befinder sig.

Måleudstyret samler også data om havmiljøet, blandt andet data om temperaturer og saltindhold ned igennem vandsøjlen. Alt sammen data, som forskerne ikke ellers ville have adgang til. Susanne Ditlevsens arbejde består primært i at analysere de data.

Hvorfor læser jeg om hende nu?

Susanne Ditlevsen er netop blevet valgt som ny præsident for Videnskabernes Selskab, der har mere end 280 år på bagen. Tidligere præsidenter tæller en række prominente navne – blandt andet Kong Christian VIII og Niels Bohr, for bare at nævne et par stykker.

»Det er fuldstændig fantastisk at være blevet valgt til præsident for Videnskabernes Selskab. Jeg føler mig meget ydmyg og meget stolt,« siger Susanne Ditlevsen og fortsætter:

»Nogle af de fremmeste forskere i Danmark på tværs af alle fagområder er medlem af Videnskabernes Selskab. Det er fantastisk at have en organisation, hvor man kan diskutere grundvidenskab, forskningens vilkår og fremme det tværfaglige samarbejde. Samfundets kriser kan ikke løses fra ét felt alene, og Videnskabernes Selskab giver en helt unik mulighed for at tale sammen på tværs af fag.«

Susanne Ditlevsen kommer fra rollen som vicepræsident i Videnskabernes Selskabs Naturvidenskabelige Klasse. Fremover vil hun fortsætte i rollen som professor på KU fire dage om ugen, mens hun vil forvalte rollen som præsident for Videnskabernes Selskab den sidste dag.

Hvor er det nu lige, jeg kender hende fra?

Susanne Ditlevsen er ikke gået den lige vej til forskningsverdenen. Med sig i bagagen har hun en uddannelse som skuespiller og 10 års arbejde i forskellige teaterkompagnier som både skuespiller og instruktør. Til Science Report har hun tidligere fortalt, at hun følte sig »intellektuelt understimuleret,« hvorfor hun skiftede skuespillet ud med matematikken.

Susanne Ditlevsen blev professor i statistik og stokastiske modeller på Institut for Matematiske Fag, SCIENCE, i 2011. I sin karriere har hun ledet flere både store og mindre forskningsprojekter, hvoraf flere har krævet tværfagligt samarbejde.

»I min forskning har jeg arbejdet med biologer, fysikere, læger og mange andre. Det er vidunderligt at få mulighed for diskutere problemstillinger fra en masse forskellige faglige synsvinkler,« siger hun.

Sammen med sin bror, klimafysiker Peter Ditlevsen, publicerede hun i sommeren 2023 nogle opsigtsvækkende resultater i tidsskriftet Nature Communications, som efterfølgende blev citeret i mere end 3.000 nyhedsartikler overalt i verden, fortæller Susanne Ditlevsen.

»Resultaterne drejede sig om en stor havstrøm i Atlanterhavet – The Meridional Overturning Circulation – som vi estimerer kan passere et såkaldt tipping point og kollapse i midten af dette århundrede, hvis den globale opvarmning fortsætter som nu. Det vil være katastrofalt for klimaet og menneskeheden,« siger professoren og uddyber:

»Det er svært at forudse, præcis hvad der vil ske, men man regner med, at kollapset af netop den havstrøm vil medføre markant koldere temperaturer i Nordeuropa og omkring Grønland, mens det i stedet vil blive markant varmere omkring ækvator,« siger hun.

I 2017 vandt Susanne Ditlevsen desuden prisen som årets underviser på baggrund af sin visuelle og praktiske tilgang til undervisningen – herunder aktiv brug af quiz og spørgsmål i forelæsningssalen.

LÆS OGSÅ: Statistik-professor er årets underviser 

Skal jeg gøre noget?

Susanne Ditlevsen blev valgt som præsident for Videnskabernes Selskab 16. maj 2024 og sidder på posten de næste fire år.

I perioden vil hun særligt fokusere på at fremme grundforskning og tværvidenskabelig forståelse i både forskningsverdenen, samfundet, den brede offentlighed og blandt beslutningstagere, siger hun.

Hun peger på, at der i løbet af året vil være en række foredrag og arrangementer i selskabet, som er åbne for alle. Du kan danne dig et overblik over arrangementerne på Videnskabernes Selskabs hjemmeside.

Seneste