Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
Navne — Den 73-årige hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj får den store kulturpris for sine barske værker om sovjettidens menneskeskæbner og grusomheder.
Okay, det er ikke sikkert, Svetlana Aleksijevitj er et af de forfatternavne, der ligger allerlængst fremme på din litteraturtunge. Men det burde navnet på den verdenskendte forfatter og journalist måske.
Hun er født i Ukraine i 1948 og opvokset i Hviderusland, og i 2015 blev hun tildelt Nobelprisen i Litteratur for sine bøger, der er fulde af vidnesbyrd om undertrykkelse, krig og grusomheder i sovjettiden.
Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab har gjort hende særdeles upopulær hos det hviderussiske diktaturstyre, og hun lever og skriver i dag i eksil i Berlin.
Fordi hun er modtager af Sonningprisen 2021, der bliver uddelt torsdag den 23. september i Festsalen på Københavns Universitet.
»Aleksijevitj har beriget vores fælles europæiske fortælling med oversete og ukendte aspekter, blandt andet oplevelsen af Anden Verdenskrig set med sovjetiske børn og kvinders øjne,« siger Tine Roesen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, der har indstillet forfatteren til prisen, i en pressemeddelelse.
Listen over Sonningprismodtagere er ikke noget dårligt sted at være. Modtagerne får en million kroner og kommer i fornemt selskab med seje typer som Winston Churchill, Simone de Beauvoir, Niels Bohr, Hannah Arendt, Günter Grass, Orhan Pamuk og senest Lars Von Trier.
LÆS OGSÅ: Lars Von Trier fik en pris og en million – her er 18 citater fra hans takketale
Måske har du set miniserien Chernobyl fra 2019 på streamingtjenesten HBO? Den er baseret på Svetlana Aleksijevitjs bog Bøn for Tjernobyl fra 1997, hvor dem, der oplevede ulykken på tætteste hold tænker tilbage.
Det kan også være, du er stødt på hende, hvis du har fulgt det hviderussiske folks protester mod despoten Aleksandr Lukasjenko, der fuskede sig til en valgsejr i 2020.
Svetlana Aleksijevitj er nemlig medlem af det såkaldte Koordineringsråd, som den hviderussiske opposition nedsatte efter valget.
Du skal da læse en af hendes bøger!
Svetlana Aleksijevitj er indstillet til Sonningprisen for værket Det røde menneskes historie, der består af fem bøger.
Vær dog forberedt på, at det er ret hård læsning. En af bøgerne hedder Zinkdrengene (1989) med henvisning til de kister af zink, faldne soldater kom hjem fra krig i.