Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Syddansk Universitet rykker ind i Juras gamle lokaler

Flytning — Syddansk Universitet overtager nu en af de historiske adresser på Københavns Universitet.

Studiegården, der før husede Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, bliver nu overtaget af Syddansk Universitet (SDU).

Den ældste af de fire bygninger – som udgør Studiegården – er fra 1760erne, Københavns Universitet (KU) har benyttet dem til forskellige formål siden 1890erne, og KU-ikonet H.C. Ørsted havde embedsbolig der. 

Det er dog kun bygningen med navnet Studiegården, Sankt Pederstræde 13-15, som SDU flytter ind i, mens de øvrige bygninger er solgt.

Tilknytningen til KU stoppede i januar i år, hvor Jura flyttede fra latinerkvarteret i indre by til nye bygninger på Søndre Campus på Amager.

Et skifte, der splittede både ansatte og studerende på Jura, hvoriblandt en del længes tilbage til historien og atmosfæren i Studiestræde, mens andre foretrækker det nye praktiske, minimalistiske og moderne kontorbyggeri på Amager.

Folkesundhed flytter ind

Det bliver de cirka 100 medarbejdere ved Statens Institut for Folkesundhed (SIF), som hører under Syddansk Universitet, der i fremtiden får glæde af det historiske byggeri.

Jeg kan berolige med, at SDU ikke langsomt er ved at rykke ind på KU´s område i hovedstaden.

Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør på Syddansk Universitet

Dermed får SDU adresse et langt stenkast fra rektoratet på KU i Nørregade.

SIF var oprindeligt en statslig sektorforskningsinstitution, men blev fusioneret med Syddansk Universitet i 2007.

Studiegården er ejet af statens ejendomsadministrator –  Bygningsstyrelsen, der efter juristerne flyttede ud, gjorde klar til at sælge ejendommen gennem Freja Ejendomme, der står for salget af statens bygninger.

Salget er nu aflyst, oplyser Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør på Syddansk Universitet.

»Vi har lejet os ind med ti års opsigelse gennem Bygningsstyrelsen, og når en anden statslig institution melder sig som interesseret, bliver ejendommen ikke sat til salg,« siger Thomas Buchvald Vind.

Andre bygninger solgt

Ifølge Karen Mosbech, adm. direktør i Freja Ejendomme er det Studiegården, Sankt Pederstræde 13-15, som SDU har lejet.

Studiestræde 34 og Sankt Pederstræde 19 er derimod solgt, og Bispetorvet er solgt betinget, hvilket vil sige handlen ikke er endelig endnu.

Freja oplyser ikke navnet på køber, før der er en aftale om det, og det er der ikke på nuværende tidspunkt, siger Karen Mosbech.

Ønske fra KU

SDU’s Institut for Folkesundhed er i dag placeret på Center for Sundhed og Samfund (CSS) – det tidligere Kommunehospital –  hvor KU har sit Samfundsvidenskabelige Fakultet samt en lille del af Sundhedsvidenskab.

Ifølge Thomas Buchvald Vind har KU længe ønsket at kunne råde over lokalerne som bruges af SDU på ‘Kommunen’, som det hedder i folkemunde på KU.

»Det er ikke sådan, at vi meget gerne ville flytte, men vi har igennem længere tid forsøgt at finde en løsning, som kommer KU til gode. Vi har blandt andet kigget på andre lokaler i Carlsberg Byen, men nu opstod muligheden for at leje Studiegården, og så slog vi til,« siger han.

En snedig plan

En vittig eller konspiratorisk sjæl har på Facebook gjort opmærksom på, at rektor på Syddansk Universitet, Henrik Dam har en fortid som dekan på Det Juridiske Fakultet på KU.

Thomas Buchvald Vind var selv vicedirektør for økonomi på KU, inden han skiftede til SDU.

Brugeren skriver på Facebook:

»For de konspiratorisk inklinerede: Den kontroversielle beslutning i sin tid om at lade Det Juridiske Fakultet flytte ud af de historiske bygninger i latinerkvarteret blev truffet af daværende dekan Henrik Dam. Han er i dag rektor på Syddansk Universitet.«

Thomas Buchvald Vind får grineflip, da han bliver bedt om at forholde sig til, om SDU har haft en diabolsk plan om at overtage KU’s historiske bygninger.

»Det er morsomt fundet på, men jeg tør godt afvise, at Henrik Dams fortid på KU har spillet en betydning. Jeg kan berolige med, at SDU ikke langsomt er ved at rykke ind på KU’s område i hovedstaden,« siger han og griner.

SDU er ikke det eneste andet danske universitet, der er tilstede i København. Aalborg Universitet har en afdeling i Sydhavnen, og Aarhus Universitet har DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) i Emdrup.

Seneste