Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

TAP-prisen vender tilbage

Hæder — Efter et års pause vender TAP-prisen tilbage for at fejre 'teknisk/administrativt ansatte, som gør en helt særlig forskel for uddannelsesmiljøet på KU.' De studerende kan nu indstille kandidater til prisen, som bliver uddelt på Forårsfestivalen.

Studenterhuset og Studenterrådet melder, at de er klar til at modtage indstillinger til TAP-prisen 2018, som uddeles på KU’s Forårsfestival den 25. maj.

Efter at have været uddelt i 2015 og ’16 var prisen ellers forsvundet fra sidste års festivalprogram, men nu er det altså igen tid til at hylde én eller flere fra KU’s teknisk-administrative stab.

Det kan være studievejlederen, der altid har overskud, når man er faret vild i studieordningen, betjentene der lige bliver en time ekstra til et arrangement …

Fra Studenterhuset og Studenterrådets pressemeddelse om TAP-prisen

Arrangørerne beder i en pressemeddelelse de studerende »indstille den gruppe af TAP’er eller den enkeltperson, som du synes, gør den største forskel for dit studieliv eller for KU generelt«.

De studerendes værdsættelse

Om baggrunden for at uddele prisen skriver stud.mag. Mathias Kortegaard, forperson for Studenterhuset, i en pressemeddelelse:

»Dagligdagens møder mellem studerende og KU’s administrative personale kan nogle gange være konfliktfyldte. Vi er sikre på, at ansatte lejlighedsvis tænker ‘hvorfor roder de studerende sådan rundt?’, og at studerende nogle gange tænker ‘hvorfor er der ikke styr på eksamenstilmeldingen?’. Men faktisk er der langt flere gode end dårlige møder, og rigtig mange yder en indsats above and beyond for at få KU’s tandhjul til at dreje rundt og for skabe et positivt uddannelsesmiljø.«

»Derfor tog vi initiativ til prisen, som er de studerendes synlige værdsættelse af de mennesker, som gør en helt særlig indsats for at understøtte KU’s uddannelser«.

Sådan indstiller man til TAP-prisen

Prisen – og 10.000 kroner – blev i 2015 delt mellem studiemiljøkoordinator Bente Markussen fra SCIENCE og eksamenssekretær Helle Abbasi fra HUM, mens den i 2016 gik til studienævnssekretær Hanne Busch fra Saxo-instituttet.

Dagligdagens møder mellem studerende og KU’s administrative personale kan nogle gange være konfliktfyldte. […] Men faktisk er der langt flere gode end dårlige møder.

Mathias Kortegaard, forperson for Studenterhuset

I pressemeddelelsen opfordrer Studenterhuset og Studenterrådet de studerende til at tænke bredt, når de indstiller:

»Det kan være studievejlederen, der altid har overskud, når man er faret vild i studieordningen, betjentene der lige bliver en time ekstra til et arrangement, eller arkitekten som sørgede for at de studerende blev inddraget i lokaleplanlægningen. Eller måske nogen, som man ikke lige møder i det daglige, men som gør forskel.«

Indstilling af kandidater til TAP-prisen foregår ved at hente et indstillingsskema på www.kufestival/tappris og indsende det til kontor@studenterhuset.com senest fredag den 6. april kl. 12.00.

En priskomité bestående af studerende vil herefter udvælge årets prismodtagere, som altså hædres 25. maj i Universitetsparken under Forårsfestivalen.

Seneste