Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Tarmbakterie-professor vinder Forsknings-kommunikations-prisen

Navne — KU-professor Oluf Borbye Pedersen vinder Forskningskommunikationsprisen for sin entusiasme for at formidle sin udforskning af menneskets utallige sundhedsfremmende tarmbakterier. Prisen overrækkes 20. april af Søren Pind.

Voksne mennesker har omkring 50.000.000.000.000 bakterier i tarmen. For ti år siden vidste forskerne ikke hvilke, og deres formål var omgærdet med usikkerhed, fordi flertallet af bakteriearterne ikke kan dyrkes i en petriskål i laboratoriet.

Men professor Oluf Borbye Pedersen og en række forskerkolleger i ind- og udland har med dna-baserede teknikker vist, at tarmbakterierne udgør et organ i sig selv, som tilsyneladende har stor betydning for vores sundhed og risiko for en række sygdomme.

Borbye Pedersen er årets modtager af Forskningskommunikationsprisen, som han får for sin engagerende formidling til den brede offentlighed om sit forskningsfelt. Det gør han i interview til radio, aviser og tv; foredrag, kronikker, bøger og museumsudstillinger. Formidlingen har afsæt i hans mere end 800 videnskabelige artikler.

Sammen med sine forskerkolleager undersøger Oluf Borbye Pedersen om den ny viden om tarmbakteriernes kemifabrik kan bidrage til fremtidig forebyggelse og behandling af komplekse sygdomme som diabetes, fedme, hjertekarsygdomme, skizofreni, sklerose og anoreksi.

Pind: »Oluf Borbye Pedersen er et førsteklasses eksempel«

Forsknings-kommunikationsprisen

·        Forskningskommunikationsprisen uddeles hvert år til en forsker, der gennem vedkommende formidling formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.

·        Med prisen følger 100.000 kroner.

·        Uddannelses- og forskningsministeren uddeler prisen under Forskningens Døgn på baggrund af en indstilling fra Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation, der vurderer de indsendte indstillinger.

·        De indstillede kandidater vurderes på baggrund af følgende kriterier:

·        Evnen til at engagere publikum uden for videnskabelige kredse og samtidig fastholde et højt fagligt niveau i såvel forskning som formidling.

·        Evnen til via formidling at øge forståelsen for forskningens betydning for samfundet

·        Evnen til at formidle på inddragende og dialogskabende vis og dermed bidrage til en positiv vekselvirkning mellem videnskaben og det øvrige samfund.

 

Prisuddelingen foregår ved et debatarrangement om, hvordan vi får flere videnskabelige fakta ind i nyhedsmedierne og derigennem kvalificerer den offentlige debat. Søren Pind styrer løjerne. Om Oluf Borbye Pedersen siger han i en pressemeddelelse:

»Bag de mange tusind timer i laboratoriet gemmer sig vigtige historier, som kan begejstre, gøre os klogere, give nye indsigter. Det er vigtigt at få ny viden ud til os alle. Oluf Borbye Pedersen er et førsteklasses eksempel på en forsker, der aktivt gør en indsats for at få sine forsknings-resultater ud til borgerne. I dag hylder vi hans store arbejde.«

Oluf Borbye Pedersen kvitterer for prisen sammesteds:

»Jeg er meget taknemmelig og glad for anerkendelsen. Egentlig synes jeg, at formidling af videnskabelig indsigt til ’familien Danmark’ bør være en naturlig del af enhver forskers arbejde. Men det er ikke altid ligetil at bevæge sig ud af sin professionelle comfort zone og bruge et ikke-videnskabeligt og måske forenklet sprog for at lukke tilhøreren/læseren ind i et fortryllende, men særdeles komplekst videnskabeligt univers. Det kræver lyst og vilje til at omstille sig og blive inkluderende. Lidt som det må være at bede en klassisk Rachmaninov-virtuos spille og synge de populære og fængende tekster, som Rasmus Seebach mestrer.«

I debatpanelet sidder Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, professor Maja Horst, ansvarshavende chefredaktør for BT/MetroXpress Michael Dyrby og Oluf Borbye Pedersen.

Prisen overrækkes den 20. april kl. 13:30 i Mogens Dahls Koncertsal, Snorregade 22.

Seneste