Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Om dagen smadrer han partikler, om natten klatrer han på tage. Fysiker Troels C. Petersen får ti millioner til sin forskning
Lundbeckfonden giver den fremtrædende unge fysiker Troels C. Petersen ti millioner kroner til forskningsprojektet ’Searching for Dark Matter at CERN’s LHC accelerator’.
Troels Petersen er uddannet fysiker fra Niels Bohr Institutet hvorfra han blev kandidat i 2001. Han blev ph.d. i partikelfysik i 2004 fra Laboratoire de l’Accélérateur Linéaire, LAL Universitet i Paris og har siden arbejdet på Niels Bohr Instituttet; i San Francisco; på Sidney Universitet i Australien; og har i fire år været ansat på det europæiske center for atomforskning, CERN i Schweiz.
»Når Large Hadron Collider, LHC-acceleratoren i CERN starter op til efteråret, vil det blive begyndelsen på en helt ny æra i partikelfysik – en æra af optrevlende fysik hinsides partikelfysikkens Standard Model i søgningen efter oprindelsen af universets mystiske mørke stof,« forklarer Troels Petersen i sin projektbeskrivelse.
En kometkarriere
Lundbeck Fondens Junior Group Leader Fellowship fordeler de ti millioner kroner over fem år, og stipendiet går til løn til Troels selv, driftsudgifter samt til to postdocs og to ph.d.- studerende.
Troels Petersen tiltræder 1. januar 2010. Han får ansættelse på Niels Bohr Institutet, og forskningsgruppen bliver en integreret del af højenergifysikgruppen HEP der arbejder med ATLAS eksperimentet på LHC-acceleratoren på CERN i Genève i Schweiz.
Ud over »at smadre partikler sammen for at finde ud af hvad det hele egentlig drejer sig om,« som Troels beskriver sin kometkarriere, er hans hobbyer squash, fodbold, sejlads, litteratur, opdagelsesrejser samt den lidt sjældnere hobby at klatre på storbytage om natten.