Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Usmageligt — I uge 45 siger vi farvel til mange af vores administrative kolleger på KU. Der er nemlig fyringsrunde som følge af administrationsreformen. Samme uge inviterer ledelsen til årsfest med storladen pomp og pragt. Lad dem feste alene.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Alle underskrivere fremgår i bunden af indlægget.
Kære kollega og kære studerende på KU
Måske har du lagt mærke til, at KU er i gang med den største reorganisering af administrationen i mands minde?
Reorganiseringen eller administrationsreformen, som den også kendes som, skyldes et ønske i KU’s bestyrelse og topledelse om at omfordele flere penge til forskning og undervisning.
Uheldigvis betyder dette, at der i uge 45 skal afskediges dygtige kolleger i administrationen over hele KU. Dette berører både alle de afskedigede og deres kolleger og samarbejdspartnere rundtom på universitetet.
Men har du også lagt mærke til, at KU holder årsfest samme uge – helt upåvirket af afskedigelserne?
Som medlemmer af Hovedsamarbejdsudvalget inviteres vi automatisk med til årsfesten.
Vi har ikke lyst til at feste og skåle for KU under disse omstændigheder
I år forventes det så, at vi tillidsvalgte, som har været bisiddere for vores fyrede og følelsesmæssigt dybt berørte kolleger, har lyst til at komme til årsfest med stadig våde skuldre efter kolleger, som har grædt ud. Og at vi har lyst til at feste med en ledelse, som udviser uklædelig følelseskulde over for de fyrede ved at gennemføre årsfesten i vanlig storladen pomp og pragt, fordi administrationsreformen jo »ikke er en spareøvelse«, som en prorektor har forklaret det.
LÆS OGSÅ: Her er historien om reformen af KU’s administration
Vi har ikke lyst til at feste og skåle for KU under disse omstændigheder.
Vi finder det uforståeligt, at universitetsledelsen på denne måde udviser mangel på empati og respekt for de medarbejdere, som bliver ramt af fyringsrunden. For selvom KU for det meste har meget at fejre, er det simpelthen ikke det rigtige tidspunkt at feste – tværtimod.
Derfor ønsker vi at sende et tydeligt signal til topledelsen om, at de står alene med festhumøret. Derfor deltager vi ikke i den kommende årsfest. Og derfor opfordrer vi alle til at blive væk fra årsfesten i år – både dem, som er inviteret, og dem, som overvejer at købe billet til festen.
Vis på den måde respekt for de fyrede og deres kolleger og lad det være tydeligt, at topledelsen står alene med festligt humør midt i en tid, hvor både trivslen og driften er maksimalt presset. Et pres, som desværre ser ud til fortsætte et godt stykke ind i 2025. Et pres, som vi tillidsvalgte hellere så ledelsen bruge tid på at løse i samarbejde med os end at klappe sig selv på skulderen ved en årsfest.
I 2016, hvor der sidst var fyringer i større antal på KU, valgte ledelsen at nedskalere årsfesten i respekt for de voldsomme konsekvenser, besparelserne havde blandt de ansatte. Det er ærgerligt, at ledelsen nu kommer til at fremstå følelsesmæssigt distanceret ved at afholde festen præcis som vanligt; effekten er jo den samme som i 2016.
Så kære kollega og studerende, bliv væk og lad ledelsen stå alene i deres fejring, mens medarbejdere og kolleger kæmper med konsekvenserne af afskedigelser og et presset arbejdsmiljø.
De bedste hilsner
19 medlemmer af Hovedsamarbejdsudvalgets kontaktudvalg
Alexander S. Memedi, fællestillidsrepræsentantsuppleant for AC-TAP
Allan Randrup Thomsen, tillidsrepræsentant for DADL
Anders H. Hartzen, tillidsrepræsentant for AC-TAP
Anders Milhøj, fællestillidsrepræsentant for VIP
Anita Kildebæk Nielsen, fællestillidsrepræsentant for AC-TAP
Carsten Eckhart Thomsen, fællestillidsrepræsentant for IDA
Dorte Brix, fællestillidsrepræsentantsuppleant for HK Laborant
Dorthe Duncker, fællestillidsrepræsentant for VIP på HUM
Gert Schønberg, fællestillidsrepræsentant for 3F KBH, dyrepassere, veterinære sygeplejersker og betjente
Henriette Lerche, fællestillidsrepræsentant for HK Laborant
Ingrid Kryhlmand, fællestillidsrepræsentant for HK Kontor, tandklinikassistenter og grafikere
Mia Kristine Grønning Høg, tillidsrepræsentant for bioanalytikere på SUND
Nadja Månsson, fællestillidsrepræsentantsuppleant for HK-Kontor, tandklinikassistenter og grafikere
Nynne Christensen, fællestillidsrepræsentantsuppleant for AC-TAP på SCIENCE
Ole Bested, fællestillidsrepræsentant for håndværkere og teknikere
Otto I. Kirk, fællestillidsrepræsentant for PROSA
Peter W. Thulstrup, fællestillidsrepræsentant for VIP på Science
Tina Hansen, fællestillidsrepræsentantsuppleant for VIP på Science
Tom Sejr, fællestillidsrepræsentantsuppleant for håndværkere og teknikere