Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Uniavisens
guide til KU's Forårsfestival 2018

Bucket list — 25. maj fester 15.000 studerende og ansatte fra KU igennem i Universitetsparken. Her er 17 tip, der vil give dig en fantastisk festival.

1. Start med det bedste

Hvis du kun skal se én ting på Forårfestivalen, så lad det være Forårsrevyen: Det bedste fra KU’s bedste studenterrevyer samlet i en times show med liveband på TOTEM-scenen.

Greatest hits-revyen starter allerede kl. 14.15 – og det vil være jammerligt ærgerligt at gå glip af, fordi man sad og smølede med en opvarmningsøl i et kollegiekøkken eller passede sit arbejde eller sin eksamenslæsning, eller hvad ved jeg.

Så vær der 14.15. Altså, det er et frit land. Men vær der.

2. Kom tidligt, gå sent

Det sjoveste i dagsprogrammet starter tidligt (fx Forårsrevyen), og det sjoveste i musikprogrammet (og festen) kommer sent. Afsæt hele dagen. Man kan spise på pladsen. Der er toiletter. Hvad mere vil I ha’?

3. Spis, min dreng/pige

Apropos punkt 2: Mens øl har det med at finde naturligt vej ned i festivalmaver, glemmer mange det mere substantielle. Medbring penge nok til at blive fodret i en af madboderne – eller smør en madpakke. Kærlig hilsen mor. (For god ordens skyld: Det er IKKE ok at medbringe drikkevarer. Kærlig hilsen arrangørerne).

4. Grin

Der masser at grine af på en festival: Dine egne vittigheder, dine venners/underviseres/kollegers vittigheder, folk der sent på aftenen sætter sig ned, hvor bænken ville have været, hvis den var en halv meter længere.

Og så er der MAGT, politisk satire forklædt som kælne korharmonier. Dem skal du grine med på Bjørnholm-scenen kl. 19:45.

5. Se fodbold

Hvem skal have magten på KU og i fremtiden bestemme al undervisningens indhold på Danmarks største universitet?

Det bliver ikke afgjort, når et hold udvalgte studerende møder et hold udvalgte ansatte på fodboldbanen kl. 14.45 – men måske er der nogen, der vinder en håneret?

Til Forårsfestivalens Facebookside udtaler Kristian Cedervall Lauta, lektor på det Juridiske Fakultet og anfører for de ansattes hold: »Vi planlægger at dø med støvlerne på for KU’s ære. Tilsammen dækker vores hold angreb, forsvar, eksaminationer og administrative udskrivninger af studerende. Så vi mener at vi har et godt udgangspunkt for kampen på fredag.«

6. Hop i dekanbaren

Har du nogensinde set en dekan tæt på? Måske, men har den også skænket øl til dig og givet alfaderlige/moderlige råd? Næppe, og derfor skal du i dekanbaren ved fodboldbanen mellem 15.30 og 16.30.

7. Helbred verden

Det skal ikke være hedonistisk sjov og ballade det hele, vel? Forårsfestivalen byder nemlig også på verdensforbedrende sjov og ballade – og vi regner med, at du gør dit for at frelse moder jord efter et ophold i Heal The World-teltet. Her er to KU-professorer og en Director for Group Sustainability hos et firma, hvis logo også er at finde på festivalens ølkrus, værter for tre såkaldte sustainability talks – med god hjælp fra ph.d.-studerende og ansatte fra KU.

De tre talks går i gang kl. 14.30. Møder du op en halv time tidligere, kan du gafle dig et stykke ’free organic cake’ fra KU’s Green Campus-folk – officielt fordi KU ifølge Heal The World-teltets præsentationstekst er »closer than ever to reaching its sustainability CO2 goals«, men måske også fordi kage gør verden til et bedre sted.

8. Se Melodi Grand Prix

Highlights fra Musikvidenskabs Melodi Grand Prix. Ikke et ondt ord om israelsk kyllingepop og danske heltekvad ft. afviste-statister-fra-Vikings, men det her er SÅ meget bedre. Mød op ved Bjørnholm-scenen kl. 17.30.

9. Snak med en stranger

Hele KU-landsbyen er til stede: Studerende, undervisere, vicedirektører, gartnere, HR-medarbejdere, universitetsavisjournalister, you name it. Når du har nydt opturen over, hvor mange du kender, så skål med en KU-fremmed.

10. Innovér!

Der findes en del mennesker – på redaktionen er det cirka 90% – som har fået totalt geniale, absolut innovative ideer, mens de stod på en festivalplads, selv om de dagen efter godt nok ikke kunne huske så meget andet om ideerne, end at de i øjeblikket havde føltes vildt disruptive og hvorfor-har-ingen-tænkt-på-det-før?-agtige.

Men på Forårsfestivalen er det muligt at arbejde mere målrettet og potentielt alkoholfrit med innovation.

Det sker i Copenhagen Science Citys telt, hvor du mellem klokken 14 og 18 kan høre mere om mulighederne for at arbejde med innovation og start-ups på KU – og deltage i flere innovationsworkshops.

11. Vind en quiz

Bliv kåret som KU’s klogeste til Uniavisens quiz. Enhver idiot med en mobil kan deltage. Det er i Det Fede Telt kl. 14.45. Fik vi sagt, at der er fadøl til de 40 første deltagere, der signer up? Og bobler til vinderen?

12. Hør musik

Er Forårsfestivalen en musikfestival med unikrydderi eller en unifestival med musikkrydderi?

Det har vi spekuleret over i i hvert fald to sekunder, men anyway, faktum er, at festivalens musikprogram er vældigt respektabelt og inkluderer:

·        Soleima (electro-pop, årets talent ved P3 Guld sidste år – Frekvens kl. 15.15)
·        The Savage Rose (rockkoryfæer – Totem kl. 16.25)
·        Uffe Lorensen (beåndet soloværk fra Spids Nøgenhat- og Baby Woodrose-forsangeren – Frekvens kl. 18)
·        Go Go Berlin (electro-rock – Frekvens kl. 20)
·        Nelson Can (BBC-spillet rocktrio – Totem kl. 19)
·        Veto (alternative/electronic/modern progressive rock … ish – Totem kl. 21)
·        Von Dü (øhm … øh … Reggae? Ska? Pop? Vanvid? – Frekvens kl. 22:15)
·        Benal (elektronisk hiphop – Totem kl. 23.15)
·        Graded (DJ, 5-dobbelt vinder af DM i mix – Totem kl. 00:15)

Vores journalist Nanna Balslev, som om natten iklæder sig spandex og bekæmper forbrydere, nej, sludder, iklæder sig hørebøffer og vender plader som DJ Nannalicious, har sammensat en Forårsfestivalsopvarmningsplayliste til dig her.

13. Undgå røde øjne

Forårsfestivalen ligger i græspollensæsonen. Husk dine piller. Kærlig hilsen far.

14. Hyld en TAP’er

Mød op i Totem-teltet sådan omtrent kl. 17.55 – og vær med til at hylde den medarbejder fra KU’s teknisk-administrative personale, der her får overrakt årets TAP-pris.

15. Se alt det andet!

Har du fulgt vores guide slavisk, har du et sted mellem 2 og 217 ledige minutter til andre gøremål på festivalpladsen. Brug dem på at høre Balkan Bstrds i Det Fede Telt kl. 14, danse til festmusik spillet af fællesadministrationsansatte i FA Allstars i Bjørnholm kl. 14:30, hilse på KU Studenteridræt på fodboldbanen mellem kl. 14 og 18, vælge emner til Pelle og Klaskefar under deres freestyle rapbattle i Bjørnholm kl. 15:25, blive overtalt af retoriske begavelser til Epideitic Encounters-konkurrencen i Det Fede Telt kl. 15.40, prøve at skille rigtige fra falske ph.d.-projekter i The PseudoScience Slam i Bjørnholm kl. 18:30, se Sweet Burlesque i Bjørnholm kl. 22:10 og alt det, vi lige har glemt.

16.  Vær eventyrlysten

Apropos nr. 15: Se ting, du ikke havde planlagt at se. Kig ind i et tilfældigt telt. Sidste år var der for eksempel nogle, der lige før lukketid fik lov at tømme en fustage. Vi siger det bare.

17. Og husk dit KU-kort!

Indgangen er gratis. Men du kommer kun ind, hvis du husker din adgangsbillet.

Vi ses på fredag!

Se hele festivalprogrammet på kufestival.dk. Festivalpladsen åbner fredag 25/5 kl. 14.00.

Seneste