Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Velkommen til Københavns Universitet – wunderkind og gammel knark

Rektors klumme — KU er en gammel knark med 541 års erfaringer på sin LinkedIn-profil, siden universitetet første gang loggede ind i verden i 1479. Alligevel er universitetet til alle tider som et wunderkind, der, uanset begivenhedernes pres, evner at genopfinde sig selv og verden.

Kære nye studerende! Velkommen på Københavns Universitet.

Gåsehudsgivende wow-oplevelser. Vanedannende som at binge Netflix med suspense fra det faglige stof. Glæd jer til erkendelsens sindsstemning – i sine stjernestunder præsenteret i samarbejde med KU’s strålende forskere.

På KU deler I livsbane med notabiliteter fra et imponerende persongalleri, som det er let at namedroppe sværvægtere fra: Tycho Brahe, Søren Kierkegaard, Niels Bohr eller Inge Lehmann.

Ja, KU er en gammel knark med 541 års erfaringer på sin LinkedIn-profil, siden universitetet første gang loggede ind i verden i 1479: Reformation, enevælde, Lord Nelsons kanonkugler, statsbankerot & guldalder, stormagtsdrømme & nederlag, pest & kolera, demokrati, verdenskrige, våbenkapløb, kvindefrigørelse, ungdomsoprør, klimakrise – og nu corona. Alligevel er universitetet til alle tider som et wunderkind, der, uanset begivenhedernes pres, evner at genopfinde sig selv og verden.

Hvordan det? Jo, forskerne leverer ny viden, netop undfanget i laboratoriet eller erkendelsen, som kan bidrage til at løse ethvert problem. Som coronakrisen, der kalder på hele KU’s faglige mangfoldighed: Vaccine, behandling, forebyggelse, adfærdsændringer, online læring, statslig krisestyring, psykosocial heling, økonomisk og kulturel genopretning.

Samtidig får universitetet lykkeligvis en infusion af jer nye studerende, der stiller kritiske spørgsmål til etablerede sandheder om alt fra klima til køn.

Det magiske nybrud på universitetet sker, når de to – forskere og studerende – smelter sammen til én i den forskningsbaserede uddannelse. En uovervindelig konstruktion, der udstyrer jer studerende med en altid fornybar evne til at åbne enhver pakke af viden – en ny teknologi, et nyt job eller en ny krise.

Hytteture, sovesal og fællesdans venter vi med. Og I skal nok belave jer på mere skærmtid i en periode.
*

Store ord. Høje forventninger? Fortvivl ikke, for I har den bedste boss. Nemlig jer selv. Sig farvel til skoleeleven, der lærer efter pligt og skema – og goddag til den studerende på universitetet, der tager ansvar for eget liv og læring. Den, som betjener sig af egen fornuft, vil også mærke motivationens bæredygtige energi.

Der er ikke kun én rigtig måde at studere på. Find jeres egen. Men vær forvisset om, at uddannelsen kræver fuld opmærksomhed. I skal komme til undervisningen og på campus, og det vil periodevis være slidsomt, før I knækker studiekoden, og der opstår en velsignet følelse af, at brikkerne falder på plads.

Vigtigst: I klarer det bedst sammen. Studiegruppens faglige dyster er mindst lige så værdifulde som de guldkorn, I kan opsamle ved forelæsningen. Og husk nu at hygge sammen. Gå ture i det grønne. Frem med rundboldbattet. Op med brætspillene. Invitér til picnic eller bogklub.

At vælge universitetet viser, at uddannelse og videnskab er jeres kloge svar på krisen. Tænk, at så mange vil studere på KU, der virker som en talent-magnet. Vi har optaget flere end nogensinde før – og også fundet ekstra plads, hvor det er fagligt forsvarligt.

I år bliver studiestart anderledes og blended med både fysiske og online elementer, der flugter med myndighedernes anvisninger. Hytteture, sovesal og fællesdans venter vi med. Og I skal nok belave jer på mere skærmtid i en periode. Men bare rolig: Studievejledere, undervisere og medstuderende vil diske op med kreative idéer. KU – det evige vidunderbarn – skal nok genopfinde sig selv og skabe en ny, god begyndelse på jeres studieliv.

Annonce

Seneste