Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Blokade — Vi har lagt alle kort på bordet. Du behøver bare at slå til, skriver studerende fra blokaden på Humaniora til deres dekan.
Vi studerende har bemærket, at der er ved at indfinde sig en vis træthed blandt vores medstuderende og undervisere på KUA.
Sagaen om blokaden er blevet lang og uigennemskuelig, og der er så mange modsigende udsagn fra ledelse, presse og så videre, at overblikket er blevet svært at finde. Derfor vil vi gerne sige til jer alle sammen: Vi er også trætte, og vi forstår jer godt.
Over de sidste par uger er kommunikationen mellem os og dekanen gået fra ikke-eksisterende, til positiv, til bekymrende.
Over de sidste par uger er kommunikationen mellem os og dekanen gået fra ikke-eksisterende, til positiv, til bekymrende.
De første to uger hørte vi ingenting fra ledelsen. Efter mange opfordringer blev vi endelig inviteret til forhandling, men begrænset til to møder om ugen a én times varighed.
Da blev det hurtigt klart, at pointen fra ledelsens side var at trække tiden ud – ikke at finde en løsning. Hele møder måtte spildes på at diskutere, hvorvidt referatet fra sidste møde kunne godkendes, eller på ligegyldig diskussion om internet-memes.
LÆS OGSÅ: Ledelse: Retorik fra blokade-studerende er over stregen
Hver gang vi nåede til nogen form for aftale, gik ledelsen straks i medierne og modsagde den. Pludselig, i begyndelsen af denne uge, var der ikke længere ‘forhandlinger’, men ‘dialogmøder’.
Dekanen anerkendte ikke vores repræsentanter, ville ikke høre tale om mæglere, og da der endelig kom noget, der lignede en aftale på plads, aflyste dekanen alle fremtidige møder og gik i pressen med beskeden om, at en (for os ukendt) ”2021-2024-målplan” ville åbnes for høring, og derfor var problemet nu løst. Det er det ikke.
Derfor sidder vi på ledelsesgangen endnu. Fordi dekanen reelt ikke har indfriet nogen som helst del af vores krav. Vi har ingen aftale fået, bare flere dårlige undskyldninger og spin i pressen. Og tro os, når vi siger: Vi har heller ikke lyst til at sidde her. Der er ingen som helst grund til, at denne konflikt skulle vare så længe, som den har gjort.
Vi har gang på gang bedt ledelsen om at holde flere og længere møder. Vi har i samarbejde med underviserne i Akademisk Råd udarbejdet en alternativ målplan, der er fagligt funderet, samt støttet af de ansattes tillidsrepræsentanter, og som har været klar til underskrivelse i ugevis.
Jesper Kallestrup: Vi har lagt alle kort på bordet. Du behøver bare at slå til.
Vi har skrevet og foreslået en skriftlig aftale om den kommende proces, så vi kan få det her overstået og komme hjem. Men ingenting vil dekanen gå med til.
Det klinger meget hult, når han siger, at konflikten stresser hans medarbejdere eller går ud over administrationen; for han har ingenting gjort for at få den overstået. Ikke andet end at tale udenom, trække tiden ud og ændre forklaringer.
Så til jer, der er trætte: Det er vi også. Men der er kun én part i denne konflikt, der ikke er interesseret i at finde en løsning.
Og derfor, til Jesper Kallestrup: Vi har lagt alle kort på bordet. Du behøver bare at slå til. Lad os nu få det overstået.
Mange hilsner fra alle os på blokaden