Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Vi håber nærmest det er en misforståelse«

SU - Studenterrådet er glade for Sophie Løhdes (V) invitation til at deltage i debatten om SU-systemet. Men de studerende vil under ingen omstændigheder gå med til at bruge SU’en som reguleringsmekanisme, som regeringen har i sinde

SU-ordfører for Venstre, Sophie Løhde, fortalte tidligere i dag i et interview i Universitetsavisen, at regeringen ønsker at ændre SU-systemet. Det skal i højere grad virke som et incitament for studerende til at gennemføre på normeret tid, og et af midlerne kunne være en økonomisk gulerod til de hurtige. I samme forbindelse inviterede Sophie Løhde landets studenterorganisationer til at deltage i debatten med konstruktive forslag.

Universitetsavisen spillede bolden videre til Studenterrådet på KU, hvor næstformand Bjarke Rubow er glad for at blive inddraget i debatten, men meget skeptisk over for regeringens planer om at justere på SU’en.

Han er uenig i, at studerende skal hurtigere igennem uddannelserne, og mener, at det er en helt forfejlet politik at bruge SU’en til at opnå det.

Giv os en SU, det er muligt at leve på

»For det første er det ikke nødvendigvis et plus at blive hurtigt færdig. Som Sophie Løhde også selv nævner, er det vigtigt at nå at få erfaring med erhvervsarbejde eller praktik. Vi mener, at alle studerende skal ligestilles, og at det skal være muligt for alle at komme igennem studierne på en god måde. Derfor vil det være en meget dårlig idé at indføre en økonomisk gulerod for at gennemføre hurtigt,« siger Bjarke Rubow.

Han mener også, at hvis regeringen virkelig ønsker at hjælpe de studerende til at blive hurtigt færdige, er det en helt forkert måde, de griber det an på.

»Hvis man ønsker at gøre det muligt at studere på fuld tid, er det dummeste man kan gøre da at tage vores livsgrundlag fra os. I stedet for burde man snarere give de studerende en SU, det rent faktisk er muligt at leve på,« mener Bjarke Rubow.

Klar til protest

Men de studerende kan godt skyde en hvid pil efter en hævet SU, hvis det står til Sophie Løhde, som ikke er enig i argumentet om, at studierne kunne gennemføres hurtigere uden erhvervsarbejde ved siden af. Bjarke Rubow forstår ikke den retorik:

»Hvis Sofie Løhde vil både blæse og have mel i munden, så må hun forsøge det. Men det hænger bare ikke sammen« siger han.

Han fortæller, at Studenterrådet meget gerne vil deltage i en debat om SU’en, hvis regeringen inviterer dem. Men som det ser ud lige nu, kan de slet ikke acceptere grundlaget for regeringens vurdering af SU-systemet.

»Vi håber nærmest, det er en misforståelse, det her – det er fuldstændig hovedløst at bruge SU’en som reguleringsmekanisme. Vi har fået massevis af tilkendegivelser fra studerende, som er sure og frustrerede, så hvis regeringen virkelig har tænkt sig at gøre alvor af det her, så er vi klar til at protestere – det skal de vide.«

ceca@adm.ku.dk

Seneste