Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Voxpop: Ville du tage en KU-T-shirt på til gymnasie-reunion?

Merch — Den nye prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, vil måles på, hvor mange studerende, der dukker op i en KU-T-shirt til deres gymnasie-reunion. Vi har spurgt fire studerende, om de er med på den.

»Det ville føles lidt for blære-agtigt«

Michala Jeldorf
Læser matematik-økonomi på bacheloren

Kunne du finde på at dukke op til din gymnasie-reunion i en KU-T-shirt?

»Nej, det kunne jeg ikke. Jeg tror, jeg ville føle mig lidt for meget sådan: ‘Hej, jeg læser på KU’-agtig. Det ville føles lidt for blære-agtigt eller ‘Se, hvad jeg laver nu’. Det ville være mærkeligt. Med mindre det var en ting, som vi alle sammen aftalte at gøre lidt for sjov.«

Har du noget KU-merchandise?

»Jeg har et net, som jeg fik gratis. Det synes jeg faktisk er meget cool. Jeg har ikke noget imod merch som sådan, og jeg kunne godt finde på at købe en hoodie. Jeg ville nok synes, at det var mærkeligt at tage den på til en gymnasie-reunion. Men jeg ville ikke have noget imod at gå rundt i den til daglig.«

På amerikanske universiteter går alle jo rundt med merchandise. Hvorfor tror du ikke, at man gør det på KU?

»Skoleuniformer har jo heller aldrig været en ting, så vi er ikke rigtig vokset op med merch. Vi får heller ikke merch af universitetet, så det er noget, man aktivt skal vælge at købe. Min opfattelse er, at i USA presser universiteterne mere på for, at man skal gå i merch. Det er mere hypet

LÆS OGSÅ: Ny prorektors mål er flere KU-T-Shirts: »Jeg forstår godt, at folk undrer sig«

»Hvis han laver nogle DIKU-T-shirts, er jeg frisk«

Jonathan Wenshøj
Læser machine learning på bacheloren

Ville du tage en KU-T-shirt på til din gymnasie-reunion?

»Det er ikke noget, jeg har gjort mig så mange tanker om. Det kunne jeg vel godt, hvis jeg fik en T-shirt.«

Hvad skal der til for, at du ville gøre det?

»Måske ville jeg gå i den, hvis jeg blev opfordret til det. Er det meningen, at KU skal være ligesom MIT, eller hvad handler det om? Jeg tror egentlig heller ikke, jeg ville tage en MIT-T-shirt på, hvis jeg kom ind der. Det betyder ikke så meget for mig, hvor jeg læser, især ikke når det er så tæt på.«

Den nye prorektor vil gerne styrke den fælles identitet på KU. Kan du forstå det mål?

»Jeg tror, vi er mere forbundet til DIKU eller Datalogisk Institut. Vi er en lille local tribe. Så hvis prorektoren laver nogle DIKU-T-shirts, er jeg frisk. Men det bliver måske en lille smule nedladende over for resten af KU.«

Har du noget merchandise fra KU?

»Nej, nej. Men jeg glæder mig til at få en kæmpe goodiebag efter det her.«

»Så skulle det være en intern joke«

Ida Frandsen
Læser statistik på kandidaten

Kunne du overveje at dukke op til din gymnasie-reunion i en KU-T-shirt?

»Nej, jeg er ikke den store tilhænger af merchandise. Specielt ikke til en gymnasie-reunion. Det ville være mærkeligt. Hvis du kigger rundt på campus, er der ikke nogen, der går rundt med en KU-T-shirt til daglig. Hvorfor skulle man så tage en på til en reunion?«

Hvad skulle der til for, at det ændrede sig?

»Så skulle det være en intern joke. Der skulle meget til.«

I USA er det helt normalt, at studerende går rundt med merchandise. Hvorfor tror du ikke, at det er tilfældet her?

»Jeg ved ikke engang, hvor man kan købe KU-merch. Så måske handler det også om tilgængelighed.«

»Jeg var slet ikke klar over, at de eksisterede«

Carl Jarner
Læser matematik på bacheloren

Ville du tage en KU-T-shirt på til din gymnasie-reunion?

»Det kunne jeg godt forestille mig, men det er ikke sikkert, at jeg ville gøre det. Men jeg har engang fået et KU-indkøbsnet, og det vil jeg gerne tage med til min reunion.«

På amerikanske universiteter går alle jo rundt med merchandise. Hvorfor tror du ikke, at man gør det på KU?

»Er det ikke lidt mere et prestige-game på de fancy universiteter i USA? Der skal man vise til alle, at man er kommet ind på et godt universitet. Jeg tror, at der ligger mere identitet i det. Alle jeg kender tager bare på KU, så der er ikke så meget grund til at vise det frem. Jeg er superglad for at gå her, men det krævede ikke så meget at komme ind. Derfor har jeg har heller ikke et stort behov for at have en T-shirt på, der siger: Se, hvor god, jeg er.«

Hvad skal ændre sig for at du køber en T-shirt?

»Først skulle jeg lige finde ud af, hvor man køber dem. Jeg var slet ikke klar over, at de eksisterede. Det kunne være, at KU skulle skilte lidt mere med det. Men jeg er glad for nettet, det er super fedt.«

Seneste