Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Ny prorektors mål er flere KU-T-Shirts: »Jeg forstår godt, at det undrer folk«

Mange var skeptiske, da KU’s nyudnævnte prorektor Kristian Lauta annoncerede, at han vil måles på antallet af KU-T-shirts til landets gymnasiereunions. Men kan man få folk til at tage T-Shirten på, kan man løse alt fra trivsel til tværfaglighed, lyder det fra den nye mand i ledelsen.

Der er flytterod på Kristian Lautas kontor. De hvide vægge er så godt som tomme, og bag døren står en foldet flyttekasse. Juraprofessoren, der de seneste tre år har været prodekan for uddannelse på Jura, har fået nyt job i KU’ absolutte topledelse som prorektor for uddannelse.

Posten er kulminationen på et kometkarriere i universitetsverdenen for den kun 40-årige juraprofessor, der i 2011 blev færdig med sin ph.d. Alligevel er det ikke kometkarrieren, der har vakt størst opsigt ved Kristian Lautas nye ansættelse.

For som det første annoncerede han, at han vil måle sin succes på noget helt særligt. Det var hverken dimittendarbejdsløshed, trivsel eller karaktergennemsnit. Nej, den nye prorektor vil i stedet måles på, hvor mange, der dukker op til deres gymnasiereunion i en KU-T-shirt.

LÆS OGSÅ: Voxpop: Ville du tage en KU-T-shirt på til gymnasie-reunion?

Kristian Lauta griner da også højlydt, da emnet bringes på bane – for det er ikke første gang, han bliver mødt af flere skeptiske spørgsmål til det særlige mål, erkender han.

»Nu får jeg en helt unik mulighed for at forme universitetet som prorektor, og så fokuserer jeg på noget så inferiørt som en T-shirt – og jeg forstår da også godt, at det umiddelbart skaber undren.«

Man går i krig for nationen, men man dør for kammeraterne. Det er konkrete fællesskaber, der får folk til at trives i deres hverdag.

Kristian Lauta

Men for Kristian Lauta handler det ikke bare om »en forbandet T-shirt«, som han kalder det. Det handler om den stolthed, det fællesskab og den fælles identitet, der skal til for, at man har lyst til at tage T-shirten på til sin gymnasiereunion.

For det er i den identitet og det fællesskab, at man ifølge Kristian Lauta, skal finde løsningerne til mange af de store udfordringer, KU står over for, og der er næsten ikke grænser for, hvad fællesskabet kan være med til at løse, mener han.

Han nævner i flæng: Politisk pres, innovation, overgangen til arbejdsmarkedet, tværfagligheden, trivslen.

»Jo flere, der kan få den følelse i kroppen, jo nemmere tror jeg, at det bliver at tackle de store udfordringer. Selv om det kan lyde fjollet, er T-shirten på den måde en af de mange indikatorer, vi kan have på, hvor godt vi egentlig klarer os som universitet. Og derfor vil jeg gerne måles på en T-shirt, selv om det kan lyde åndssvagt.«

Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lykkes at skabe en fælles identitet på tværs af KU’s enorme universitet, der er spredt over fire campusser og 36 institutter med hver deres identitet. Og hvis identitet, traditioner og symboler er så vigtige på KU, hvorfor er eksamensbeviset så forvist til e-Boks og specialeforsvaret som tradition truet?

LÆS OGSÅ: Voxpop: Ville du tage en KU-T-shirt på til gymnasie-reunion?

Universitetet som samfund

Tanken om, at fællesskab er et afgørende værktøj har længe rumsteret hos den nye prorektor. I Politiken kunne man i april – i forbindelse med hans 40-års fødselsdag læse om Kristian Lautas stærke forbindelse til lokalsamfundet uden for Roskilde, hvor han i dag bor.

»Det er vigtigt at føle, man hører til et sted. Det skaber en robusthed både i medgang og modgang at være en del af et lokalsamfund,« fortalte Lauta til Politiken.

Man fornemmer, at han ser på Københavns Universitet på en lignende måde. Når han taler om de ansatte og studerende, bruger han udtrykket ’universitetssamfundet’ eller ’universitetsbefolkningen’, og når han fortæller om det fællesskab, han drømmer om, drager han paralleller til både lokalsamfund og nationale fællesskaber. Københavns Universitet er mere end en organisation, må man forstå.

Kristian Lauta

Født 1982

Tiltræder d. 15. juni som prorektor for uddannelse på Københavns Universitet

Har siden 2019 været prodekan for uddannelse på Det Juridiske Fakultet

Professor ved Center for International Law, Conflict and Crisis

Hans forskningsområde er samspillet mellem jura og katastrofer, klima og risici

Udgav sidste år bogen ”Katastrofer – og hvad de kan lære os om os selv”, der giver indblik i katastrofer, og hvordan vi som mennesker og samfund reagerer, når de opstår

»De studerende på KU skal have nogle af de samme følelser, man får af at være en del af Danmark, « erklærer han for eksempel.

Han fremhæver følelsen, man som dansker får, når man møder en anden dansker på en ferie i Grækenland.

»Man føler pludseligt det der stik i maven af, at der er noget, man hænger sammen med. Det giver en følelse af hjemve, af fællesskab, af identitet og ikke mindst af at høre til.«

Og den følelse ønsker han også, at KU’s studerende fremover skal have.

»Når man resten af livet møder en studerende, der også er kandidat fra KU, vil jeg gerne have, at man føler, at man har noget fælles. Og at det fællesskab er noget, man også kan søge tilbage i.«

Men den følelse er universitetet langt fra lykkedes med at skabe indtil videre. Der er så at sige ikke nok, der i dag dukker op til deres gymnasiereunions i en KU-T-shirt. Og forklaringen skal ifølge Kristian Lauta blandt andet findes i, at identiteten simpelthen ikke har været en stor nok prioritet hos ledelsen.

»Jeg synes ikke, at man har gjort nok forsøg på at skabe den identitet de sidste 30-40 år. Og der ligger ikke nødvendigvis en hård kritik af tidligere ledelser. Der har været rigeligt andet at se til. Men jeg tror, at vi nu er ved at være der – og at jeg kan overbevise universitetsbefolkningen om, at vi har brug for det.«

Man har set et KU, der har afskaffet det fysiske eksamensbevis og forringet mulighederne for et specialeforsvar. Er det ikke netop en forringelse af de ritualer og symboler, der ellers skal til for at skabe det fællesskab, du ønsker?

»I stedet for at rette kritik mod tidligere beslutninger, vil jeg hellere fokusere på, hvad vi nu kan gøre. Men jeg er helt med på, at de ting, der gør, at man faktisk føler sig forbundet, det skal vi holde fast i med alt, hvad vi har – og vi skal have mere af det. Om det så lige er specialeforsvar, en exmatrikulation på Vor Frue Plads eller nogle andre traditioner i festsalen, det ved jeg ikke. Det skal vi have fundet ud af i fælleskab.«

Katastrofefællesskaber

Fællesskabet er ikke kun et mål sig selv, understreger Kristian Lauta. Der er også et middel til at tackle mange af de udfordringer KU står over for. Det gælder for eksempel for trivslen, som han gerne ser forbedret blandt de studerende.

»Hvad gør, at man dukker op en regnfuld mandag?« spørger Kristian Lauta retorisk.

»Man går i krig for nationen, men man dør for kammeraterne. Det er konkrete fællesskaber, der får folk til at trives i deres hverdag. Man starter selvfølgelig for at blive noget og lære noget, men når det bliver svært – og det er det ofte at læse, for det at lære handler om friktion – så har man brug for nogen at støtte sig op ad, der er i samme situation. Det et spørgsmål om fællesskab.«

Al katastrofeforskning, der er lavet, viser, at mennesker først og fremmest vil hinanden.

Kristian Lauta

Faktisk har det aldrig været vigtigere for de studerende, at de får et fællesskab på universitetet, mener han.

»Det handler ikke kun om universitetet. Verden som helhed føles for mange gigantisk, kompleks og usikker, og den følelse kommer overhovedet ikke til at forsvinde. Derfor har vi så meget brug for nogle fællesskaber, vi kan finde mening og identitet i.«

Når juraprofessoren kaster sig op på den høje klinge omkring identitet og meningsfulde forbindelser, bunder det blandt andet i hans mangeårige forskning i menneskers konkrete adfærd under katastrofer. Katastrofer er en slags ’fremkaldervæske’, der kan vise vores samfund fra nye sider, mener han. Og en af de sider af vores samfund, som katastrofer såsom coronakrisen har gjort tydelige, er netop, at vi som mennesker gerne vil fællesskabet.

»Når det er katastrofer, ville nogle tro, at man begynder at kæmpe for hver sin sag. Men al katastrofeforskning, der er lavet, viser, at mennesker først og fremmest vil hinanden. Man ser, at naboer hjælper hinanden, og at der opstår en særlig type af solidaritet, hvor folk får ekstra energi til at gøre noget for hinanden. Det har vi både set med corona, men også lige nu med Ukraine. Og det er det potentiale, jeg også gerne vil have til KU.«

Den anden side af vejen

Et anden udfordring, som fællesskabet ifølge Kristian Lauta skal være med til at løse, er, at der ikke er nok tværfaglighed på universitetet.

»De fleste starter i dag på en 5-årig uddannelser og forbliver der med næsen i sporet. Men vi skal blive bedre til at lave uddannelsesforløb, hvor man kan være på forskellige fakulteter. Og hvis fællesskabet er der, tror jeg også, at det bliver lettere for en jurastuderende at gå over til den anden side af gaden, hvor humaniora ligger,« fortæller han.

For Kristian Lauta handler fællesskabet altså ikke kun om, at universitetet skal blive bedre forbundet til sig selv. Han peger også på, at en del af projektet er forbindelsen til omverdenen gennem vores alumner, som vi »slet ikke har brugt godt nok«.

Konkret ser han det ske ved, at flere alumner bliver inviteret ind på universitetet og fortæller om deres praksiserfaringer og de udfordringer, de studerende kan være med til at løse. Blandt andet gennem specialesamarbejder.

Hvis fællesskabet er der, tror jeg også, at det bliver lettere for en jurastuderende at gå over til den anden side af gaden, hvor humaniora ligger

Kristian Lauta

»De her specialer er gigaproduktion af viden fra dygtige mennesker, der for langt det fleste mennesker ender i en skuffe, og det er et kæmpe tab. Kan vi få studerende til at lave samarbejder med alumner og virksomheder, der faktisk løser ting i den virkelige verden, er det kun godt. Også fordi det bygger en bro til arbejdslivet efter universitetet.«

Det kan lyder abstrakt og fjernt med snakken om værdier, fællesskab og identitet. Og når man spørger den nye prodekan om, hvilke værdier der er tale om, og hvordan fællesskabet skal komme til i praksis, holder han tilbage med svar. Af en god grund, mener han selv.

»Jeg skal ikke være en prorektor, der skal sidder her og sige ’nu skal i høre venner, sådan her skal vi køre over det hele’. En del af identitetsskabelsen er netop, at beslutningerne er en proces, der går nedefra op, så vi sammen skaber noget, vi kan være fælles om. Hvis vi skal lykkes med at skabe en følelse af, at universitetet er et sted, vi ejer i fællesskab, er det ret vigtigt, at der er et vist spillerum på tværs af universitetet for, at det skal se forskelligt ud.«

Kan en del af forklaringen på, at folk ikke identificerer sig med KU som samlet fællesskab være forbundet med den kritik, der ofte er blevet fremført af KU som topstyret?

»Det tror jeg ikke. Jeg er med på, at det måske opleves sådan. Men jeg husker ikke, identitet som meget stærkere før 2003. Så det er i hvert fald ikke givet, at det at have et andet styresystem giver den identitet. Og så vil jeg sige, at på uddannelsesområdet, hvor jeg skal være leder, så ligger stort set al magten lokalt i studienævnene. Og jeg vil gerne arbejde for, at de bliver så stærke som overhovedet muligt, så de kan varetage ansvaret.«

Hvis det er så afgørende for fællesskabet, at tingene skabes nedefra, lægger der så ikke i det, at det som mange mener er topstyring generelt, går imod det mål? 

»Det virker skarpvinklet. Jeg kan tale for min eget område. Jeg tror, at man kan lave kvalitetsuddannelse ved at tage ejerskab. Og jeg tror ikke, at der er et modsætningsforhold mellem det, og at vi også skal træffe nogle beslutninger i fællesskab, der kan være svære.«

Seneste