Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Konservative Jurister: Vi kan ikke genkende, at vi skulle have kuppet nogen

Univalg 2022 — Konservative Jurister arbejder seriøst for de studerende i både studienævn og Akademisk Råd.

Jeg kan ikke genkende Shila Pourdeylamis udlægning af generalforsamlingen på Jura. En række studerende, som er medlemmer af Studenterrådet, (som vi åbenbart alle sammen er) mødte op.

LÆS OGSÅ: Derfor stemmer jeg blankt til valget på Jura

Mødet blev afholdt i god ro og orden, og folk der havde lyst, drak en øl, hvilket de også skal have lov til, da de jo er voksne mennesker.

Hvad der er sket efterfølgende, ved jeg ikke, men jeg ved, at vi hos Konservative Jurister, KJ, har kæmpet for alle jurastuderende i begge studienævn og Akademisk Råd i mellemtiden.

Det har vi konkret fået ændret

Vi er uafhængige af politiske partier, og vi repræsenterer alle de studerende. Her er et udpluk af de resultater, vi har opnået i år:

I BA-studienævnet har vi har været med til at forlænge eksamen i både obligationsret og ting- og kreditorret med en time, så de studerende får bedre mulighed for at vise deres evner. Dette er sket på baggrund af opfordring fra og dialog med faglederne.

Efter det nye eksamenshus er taget i brug på KUA, har KJ’s repræsentanter haft fokus på at indsamle erfaringer med faciliteterne, både fra jurastuderende og andre studier. Vi har påpeget de mangler og problemer, som er ved eksamenslokalerne, samt forskellene på muligheder, alt efter om man tilfældigt tager eksamen i et undervisningslokale, en forelæsningssal, eller i eksamenshuset.

Gennemgående har KJ været drivende for en dialog om undervisningsform og gruppearbejde – og vi har fået hul igennem hos fagledelsen. Dette er et fokuspunkt for næste års studienævn. Det samme gælder den overordnede fagsammensætning på jurauddannelsens bachelor.

I Akademisk Råd har vi sørget for, at der bliver sat et større fokus på de jurastuderendes trivsel, hvor vi i samarbejde med ledelsen har igangsat en række initiativer for bedre trivsel.

Seneste