Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

7.727 nye studerende fik ja

OPTAGELSE 2013 - Københavns Universitet (KU) har tilbudt 7.727 ansøgere en studieplads fordelt på i alt 82 bacheloruddannelser. En stigning på to procent i forhold til 2012 og i øvrigt det højeste antal nogensinde. 12.785 havde søgt KU som deres første prioritet, så mange er også blevet skuffet med et nej.

Et brev med Københavns Universitet som afsender har i dag glædet og skuffet en stor del af de danske unge, der havde søgt om at blive optaget på universitetet.

7.727 unge er blevet tilbudt en studieplads, men i alt 12.785 havde søgt KU som deres 1. prioritet, så lidt under 5.000 har altså fået nej til at komme ind på deres drømmeuddannelse.

Ud af de 5.000 er de 2.000, hvad Videnskabsministeriet kalder totalt afviste. Det vil sige, at de heller ikke er blevet optaget på en alternativ uddannelse hverken på KU eller på en anden uddannelsesinstitution. På landsplan er i alt 20.654 ansøgere ikke blevet optaget på en af de uddannelser, de har søgt.

»Der er tale om en lille stigning i antallet af totalt afviste i forhold til året før, men situationen er ikke værre end for ti år siden. Generelt er der oprettet flere studiepladser, så mulighederne for at komme til at studere er blevet bedre,« siger Claus Nielsen, studiechef på KU.

Fremgang for naturvidenskab

På KU har Det Humanistiske Fakultet med 2.471 optagne tilbudt flest en studieplads.

Derefter følger Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Nat) med 1.989 optagne.

Det er i øvrigt femte år i træk, at optaget er steget på Nat. Denne gang er stigningen på cirka fire procent i forhold til 2012, hvor 1.898 blev tilbudt optagelse.

»Den øgede søgning til de naturvidenskabelige uddannelser betyder, at flere af de uddannelser også får højere kvotienter. Fx kunne Biologi sidste år tilbyde plads til alle kvalificerede ansøgere. I år er ansøgere med kvotienter lavere end 6,2 blevet afvist,« udtaler Claus Nielsen i en pressemeddelelse.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har optaget 1.263, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet 1.062, Det Juridiske Fakultet 816, mens 126 er kommet ind på Det Teologiske Fakultet.

Flere pladser og ansøgere

KU har øget antallet af studiepladser med 741 siden 2010, men i år er der kun oprettet 54 nye pladser.

Problemet er, at antallet af ansøgere og ansøgninger samtidig er steget fem år i træk. I år modtog KU 3,6 procent flere ansøgninger sammenlignet med 2012, i alt 28.540 ansøgninger fra 18.806 ansøgere.

Det betyder, at adgangsbilletten til at komme ind på KU nu er meget høje karakterer på en del uddannelser. Den højeste garantikvotient findes på uddannelsen i molekylær biomedicin, hvor kravet til snit er så højt som 11,8.

clba@adm.ku.dk

Seneste