Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Du kan godt... få venner — Det kan være hårdt at være i politisk mindretal på KU. Men løsningen er ikke at sætte sig i et hjørne og klynke. Løsningen er at kæmpe de små kampe i auditoriet, i fredagsbaren og i studenterforeningerne.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
39 procent af de studerende, som opfatter sig selv som en politisk minoritet, føler sig ekskluderet fra deres studiemiljø. Det har tidligere fået Josefine Paaske, der er formand for Konservative Studerende på KU, til at sige til Weekendavisen: »Vi burde sige noget, men vi har ikke lyst til at blive dem, der bliver stemplet«.
LÆS OGSÅ: Her er de fem mest og mindst overraskende konklusioner i KU’s store inklusionsmåling
Det er ærgerligt, at mange borgerlige studerende vælger denne offerfortælling. I stedet bør vi tage et personligt ansvar for at skabe mere debat på vores studier ved at bidrage med minoritets-perspektiver. Det er ikke synd for os borgerlige studerende, at vi er på uddannelser med mange venstreorienterede.
Hvis du ikke føler dig som en del af dit studie, så er løsningen ikke at trække dig. Løsningen er at melde dig ind i studiemiljøet. Også den del, der ikke er politisk. Du kan ikke bare kæmpe din borgerlige kamp ved at melde dig ind i Konservative Studerende. Et højreorienteret bederum på et venstreorienteret studie er ikke løsningen. Du er nødt til at deltage i samtaler, hvor folk er uenige med dig. Et godt studiemiljø kræver, at vi bliver udfordret og selv udfordrer vores medstuderende.
Derfor er den borgerlige offerfortælling tragikomisk. Borgerlighed bygger på personligt ansvar, herunder personligt ansvar for at gøre sig selv gældende på sit studie. Hvis du gør dig umage, så er der også plads til dig. I stedet spiller borgerlige studerende konstant offerkortet.
Snart er der universitetsvalg. Igen i år er der sikkert nogen anti-demokrater, der river Konservative Studerendes plakater ned. Hærværk og mobning er selvfølgelig aldrig i orden. Men det er altså ikke hele dit stamhold, der har været ude at spytte på din valgplakat. Og lidt spyt gør dig ikke til en undertrykt minoritet. Det gør bare, at du skal hente en karklud.
LÆS OGSÅ: Konservative Studerende udsat for hærværk
Et højreorienteret bederum på et venstreorienteret studie er ikke løsningen
Borgerlige studerendes ytringsfrihed er ikke kun truet af hærværk. Den er også truet af den selvcensur, borgerlige studerende pålægger sig selv. Det er underviserens opgave at facilitere et åbent rum, men det er ikke universitetets ansvar at have et heppekor klar i kantinen bagefter. Hvis du ytrer dig, må du også kunne klare, at ikke alle dine medstuderende er enige. Det er ikke KU’s skyld, at du ikke tør sige noget i undervisningen.
Enhver konservativ, der kan sin Edmund Burke, bør vide, at ’alt ondt blot kræver, at gode mennesker intet gør’. Det gælder for al ligestilling, også for politiske minoriteter. Der bliver givet rigelig plads i auditoriet til, at kønsmæssige, etniske og politiske minoriteter kan deltage. Problemet er hverken en maskulin, hvid eller rød kultur. Problemet er, at du ikke rækker hånden op.
I sidste uge tog den ene af os, Mads, endnu en borgerlig kamp for det liberale demokrati i klasseværelset. Undervisningen handlede om ulige adgang til det offentlige rum. Som et eksempel nævnte han Black Lives Matter Danmark. Når nogle mennesker skal gå bagerst i demonstrationer, så er det offentlige rum ikke frit tilgængeligt for alle. Et borgerligt bidrag til undervisningen.
Også i studiemiljøet er det konstant vigtigt at præsentere borgerlige værdier. Da Mads var hovedtutor, var det en kamp at få valgt hjælpetutorer ud fra meritter. Alle havde skrevet ansøgninger, men ingen i optagelsesudvalget ville læse dem. I stedet blev der henvist til, hvem der ikke havde prøvet at være tutor før, eller hvem der var blevet hjemme fra udveksling for at være tutor.
LÆS OGSÅ: Fra krænkelser til fælleskram: Sådan ser et introforløb ud i 2025
Den anden af os, Mathilde, er troppet op til mange fredagsbarer på Det Humanistiske Fakultet. I baren har hun højlydt villet afskaffe SU’en og nedlægge studiepladser på uddannelser, som de andre i baren gik på. I stiletter og klædt i sort fra top til tå lignede hun ikke de andre i fredagsbaren, men hun har altid følt sig velkommen og blandt venner.
Forstår man ikke at skelne mellem auditoriet og fredagsbaren, kan man godt slå sig på sine medstuderende. På filosofistudiet har Mads set det i praksis. I forelæsningerne kan der argumenteres for vilde synspunkter: ’Er abort mord?’ var et eksamensspørgsmål på første semester i etik.
Men i fredagsbaren gælder der andre regler og forventninger. Selvfølgelig skal du ikke blande dig i dine medstuderendes underliv, selvom du for nylig har læst en interessant dydsetisk pointe. Lige så vigtigt som det er at række hånden op i auditoriet, lige så vigtigt er det at tale ordentligt i fredagsbaren. Hvis du ikke gør det, er det ikke synd for dig. Du har bare selv brændt den bro, du gerne ville over.
Vi siger ikke, at det ikke er hårdt at være i politisk mindretal. Det er det altid, både inden og uden for KU’s mure. Men at noget er hårdt, fratager os ikke ansvar.
Hvis du virkelig er borgerlig, vil ændre verden og er begyndt i det små på KU, så har du et ansvar. Et ansvar der strækker sig ind i auditoriet, fredagsbaren og studenterforeningerne. Fortæl dine medstuderende, at de ikke har brug for SU på kandidaten. Men gør det med et smil, høfligt og lad dine venner svare på, hvorfor de med udsigten til landets højeste lønninger har brug for KU’s rengøringspersonales skattekroner.
LÆS OGSÅ: Skal der spares, så tag min SU
Der skal ikke endnu et B for ’borgerlig’ for enden af LGBTQIA2S+
Kære borgerlige medstuderende, der er plads til os. Vi skal bare tage den. Vi kan være tutorer, arrangere fredagsbarer, skrive til Uniavisen – og stadig have venner, der stemmer på Enhedslisten.
Borgerlige studerende må stoppe med at efterligne de krænkelsesparate. Det kan godt være, at det er populært på dit studie at have ondt af sig selv, men det er den bølge, som du skal være en dæmning imod. Du skal ikke finde på endnu en minoritetskategori, man kan have ondt af. Der skal ikke endnu et B for ’borgerlig’ for enden af LGBTQIA2S+.
Hold nu op med at klynke. Ræk hånden op, tag ordet, og husk at tale ordentligt. Du kan godt … få venner.
Mathilde Colbjørn Holst læser jura, og Mads Fencker læser filosofi og forsikringsmatematik.