Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Univalg — Det giver ganske enkelt ikke mening, at KU stadig nægter at optage undervisningen her i 2025, hvor teknologien findes, og både efterspørgslen og gevinsterne er tydelige.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Vi er trætte af at høre på den forældede forestilling om, at engagement måles i, hvor mange timer man sidder i et auditorium.
Det er et argument, der lugter af dovenskabsbeskyldninger og overser, at studieliv i dag ikke ligner det for tyve år siden. Mange af os arbejder ved siden af studiet, engagerer os i foreninger og forsøger at få økonomien til at hænge sammen. Det burde ikke ses som manglende engagement – men som ansvarlighed.
Derfor giver det ganske enkelt ingen mening, at Københavns Universitet stadig nægter at optage forelæsninger. Vi lever i 2025, ikke 1995. Teknologien findes, efterspørgslen er tydelig, og gevinsten for både læring og fleksibilitet er åbenlys.
Når vi tager et studierelevant job, gør vi det ikke for at slippe for undervisningen, men fordi vi – ligesom mange andre – gerne vil stå stærkere, når vi engang skal ud på arbejdsmarkedet. Virksomheder efterspørger kandidater med erfaring, og det bør universitetet understøtte, ikke modarbejde.
Frihed og fleksibilitet er ikke modsætninger til engagement – de er forudsætninger for det
Vi hører ofte modargumentet om, at optagede forelæsninger vil svække det faglige fællesskab. Men hvis fællesskabet kun kan overleve, når alle sidder på samme række i et auditorium, er problemet ikke optagelserne – men måden, universitetet tænker fællesskab på.
Frihed og fleksibilitet er ikke modsætninger til engagement – de er forudsætninger for det. Når studerende kan tilrettelægge deres hverdag, lærer de bedre, deltager mere aktivt og får større ejerskab over deres uddannelse.
KU skal ikke påskønne passivitet – men ansvarlighed. Og ansvarlighed er netop at kunne tage sit studie seriøst, samtidig med at man har et arbejdsliv og et fritidsliv, der hænger sammen.
Derfor kæmper vi i Konservative Studerende for, at forelæsninger skal optages og gøres tilgængelige for alle.
Det er sund fornuft, det er moderne – og det er på tide.