Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Fremtidens spøgelser er skabt af AI

Genskabt — Kunstig intelligens gør det muligt at fortsætte samtalen med et menneske længe efter dets død. Teknologien er allerede udbredt i nogle dele af verden, og spørger man KU-professor Anders Søgaard, kan det også blive almindelig praksis i Danmark. Men hvad betyder det for sorgen, når vi puster digitalt liv i de døde?

Når et menneske dør, efterlader det sig spor hos dem, som lever videre.

Der findes billeder, der viser, hvordan de så ud. Måske endda videoer, hvor deres unikke stemme, toneleje og mimik træder tydeligt frem.

KU skriver bøger

Der bliver skrevet bøger overalt på Københavns Universitet – både i forskningsprojekter og frokostpauser og til langt ud på aftenen. Ansatte og studerende udgiver fagbøger, debatbøger og skønlitteratur.

I denne serie spørger Uniavisen ikke kun, hvad der bliver skrevet, men også hvorfor.

Hvad sætter gang i skrivearbejdet, og hvad vil forfatterne med deres bøger?

Men billeder kan ikke svare, og videoer fortæller kun det, der allerede er blevet sagt.

Og som årene går, svinder erindringen om mennesket, der var, ind.

Men hvad, hvis det ikke behøvede at være sådan? Hvis man kunne fortsætte samtalen med et menneske, man havde kært, længe efter dets død?

Det spørgsmål rejser bogen Genskabt, som techjournalist Marie Høst og forfatter og professor i datalogi på Københavns Universitet Anders Søgaard udgav sammen tidligere på efteråret.

Gennem samtaler med hinanden, interview og med filosofiske perspektiver undersøger de, hvordan kunstig intelligens påvirker vores forhold til døden.

Søgaard har i mere end 15 år arbejdet med at udvikle sprogmodeller. Hans vej ind i kunstig intelligens begyndte i filosofien, og i dag omfatter hans forskning blandt andet de filosofiske og etiske spørgsmål, teknologien rejser.

Du forsvinder aldrig

Arbejdet med Genskabt startede med et telefonopkald.

I røret var Katrine Martinussen, som kort forinden havde mistet sin mand, Stephan. Under Stephans sygdom havde parret sat sig for at genskabe ham som en chatbot med en tilhørende avatar, så hun kunne blive ved med at tale med ham efter hans død.

Katrine Martinussen kunne ikke forestille sig et liv uden sin mand, og selvom både pårørende og psykologer advarede hende mod at forlænge sorgen unødigt, stod hun fast. Nu havde hun brug for at tale med en ekspert om, hvad det var for en teknologi, hun var i færd med at kaste sin lid til – en del af den samtale er med i TV2-dokumentaren Du forsvinder aldrig, som følger Katrine og Stephans rejse.

»Katrines oplevelse var jo, at hun var nødt til at gøre det her, hvis hun skulle kunne holde gejsten oppe. For hende var det en nødvendighed,« siger Anders Søgaard, da vi mødes til en snak om bogen en solrig efterårsmorgen på en cafe på Nørrebro.

»Hun var samtidig meget kritisk over for den måde, vi taler om sorg i vores kultur. Som noget, man skal komme sig over. Hun mener, det er et vilkår, hun skal leve med resten af livet.

Samtalen gjorde indtryk på Søgaard og blev begyndelsen på arbejdet med bogen, der både anskuer døden som eksistentielt spørgsmål og behandler den teknologi, der gør det muligt at tale med en afdød.

»Jeg har altid syntes, det her var interessant, men da jeg talte med Katrine, kunne jeg pludselig mærke på egen krop, hvor interessant, det egentlig er,« siger han og tilføjer:

»Og så blev kunstig intelligens i dette tilfælde min vej til at få lov til at beskæftige mig med noget, som egentlig er above my paygrade: Døden.«

Død blandt levende

Markedet for digitale genskabelser af både nulevende og afdøde mennesker har været i eksponentiel vækst de seneste ti år, fortæller professoren. Han kan opremse en lang række firmaer, som på forskellig vis har specialiseret sig i at bruge kunstig intelligens til at skabe digitale kloner.

»Denne type af teknologi bruges i alle mulige sammenhænge: CEO’er i store virksomheder genskaber sig selv, så de kan tale med medarbejdere, influencere laver digitale kloner, så de kan tale med deres fans – og i mere end ti år har folk kunnet bruge teknologien til at klone afdøde,« siger Anders Søgaard.

Teknologi har længe været med til at forme både vores liv og forhold til døden, påpeger han.

»De sidste 100 år har teknologi påvirket vores forhold til døden: Vi kan se på fotografier og videoer af de døde, når de ikke længere er her, og vi kan ringe til deres telefonsvarer, indtil abonnementet lukker,« siger han.

Selvom teknologien har ændret de dødes tilstedeværelse i de levendes verden på globalt plan, er der store forskelle på, hvilken plads de døde har i forskellige kulturer, mener professoren.

I Mexico fejrer man De Dødes Dag, inviterer dem til middag og mindes dem. På Madagaskar graver man dem ligefrem op for at fejre dem. Men i den vestlige verden – og måske navnlig i Norden – mangler vi ifølge Søgaard et fælles sprog for, hvordan vi håndterer døden.

I bogen henviser Søgaard og Høst til en begivenhed sidste år, hvor forfatter Naja Marie Aidt på De Dødes Dag læste op fra sin bog Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage på Vestre Kirkegård. Bogen handler om sønnen Carls død, og ved oplæsningen fortalte forfatteren, at hun havde følt sig uforberedt i mødet med døden – ikke mindst kulturelt.

Hvis ikke vi regulerer os ud af det, så tror jeg, at det kan blive en helt standardiseret del af kistepakken hos bedemanden – også i Danmark
Anders Søgaard, professor

»Hun læste om andre kulturers sorgritualer og følte sig ladt i stikken af sin egen kultur,« skriver Søgaard og Høst i bogen.

Herhjemme kan tanken om at genskabe de døde som digitale kloner stadig virke fremmed. Men det er langt fra utænkeligt, at teknologien på et tidspunkt bliver »mainstream«, mener professoren.

»I Danmark løfter folk stadig øjenbrynene ved ideen om, at man skal kunne tale med de døde gennem en chatbot. Men andre steder i verden er det allerede en integreret del af bedemandsforretningen. Og jeg tror, man kan forvente, at det også vil blive langt mere udbredt i Danmark,« siger Søgaard.

Han tilføjer:

»Jeg er på ingen måde overbevist om, at den her teknologi er den rigtige måde at udfylde det hul, der er i vestlig kultur, når det kommer til døden,« siger han.

Mennesker er i det hele taget dårlige til at modstå fristelser, der stimulerer os på de rigtige måder, påpeger professoren. Samtidig har mange virksomheder kommercielle interesser i at udbrede teknologien.

Det kan gøre det svært at modstå muligheden for at tale med et menneske, man har mistet og savner.

»Hvis ikke vi regulerer os ud af det, så tror jeg, at det kan blive en helt standardiseret del af kistepakken hos bedemanden – også i Danmark.«

Den digitale genopstandelse

Det næste spørgsmål er: Er det et problem?

I bogen taler Høst og Søgaard med Allan Køster, der forsker i sorg og grundlæggende er kritisk over for sorgrobotter som koncept. De kan forstyrre den naturlige sorgproces, siger han.

»En vellykket sorgbehandling kan ses som en måde at hjælpe med at placere den døde et sted, hvor den døde kan være med dig, men uden at stå i vejen for dig,« siger sorgforskeren i bogen.

Samtidig spøger spørgsmålet om, hvad det er, vi får tilbage, når vi forsøger at genoplive de døde digitalt? Og hvor langt kan teknologien gå?

I bogen beskriver Høst og Søgaard en række dystopiske fortællinger fra fiktionens verden om mennesker, der forsøger at bringe de døde tilbage. Blandt andet et afsnit af sci-fi-serien Black Mirror, hvor en kvinde mister sin mand i et trafikuheld og i sorg og afmagt får skabt en fuldstændig virkelighedstro robot i mandens billede. Og – spoiler alert – det ender ikke helt, som hun havde drømt om.

I den virkelige verden skelner Søgaard mellem, hvad der er teoretisk muligt, og hvad der i praksis vil blive udviklet. Han ser ingen principiel grund til, at teknologien ikke skulle kunne genskabe oplevelsen af at være sammen med et bestemt menneske.

For – som han siger – det at være sammen med et andet menneske er langt hen ad vejen noget, der foregår i hjernen: Sanseindtryk, forestillingsevne og kemiske signaler udgør alt sammen en persons oplevelse af at være sammen med en anden.

Det, at man kan genskabe oplevelsen af en anden person, er for mange også blevet en anledning til at fantasere om, om det i virkeligheden er en trædesten mod det evige liv
Anders Søgaard, professor

»Selv duften af et andet menneske er jo noget, der rammer din hjerne som kemiske signaler,« siger Anders Søgaard og fortsætter:

»Så jeg tror helt sikkert, det er muligt at skabe teknologi – altså menneskelignende robotter skabt i afdødes billede – som kan tilfredsstille mange af de ting, vi fodrer hinanden med. Den del tror jeg dog ikke vil ske i praksis. Forklaringen er, at det vil være alt, alt for dyrt i forhold til, hvor lille efterspørgslen er, og hvor let det er, at finde et nyt, levende menneske at forelske sig i.«

Trædesten mod det evige liv

Selvom menneskelignende robotter skabt i afdødes billeder nok ikke bliver mainstream lige foreløbig, eksisterer tanken dog som en reel mulighed blandt en helt særlig gruppe af entusiaster: transhumanisterne.

I bogen møder de to forfattere Natasha Vita-More, 76 årig-kvinde og direktør for nonprofitorganisationen Humanity+, der arbejder for at bruge videnskab og teknologi til at forlænge menneskers liv og udvide deres fysiske og mentale evner.

I disse kredse bliver tanken om at genskabe afdøde som digitale kloner viklet sammen med drømmen om at forlænge livet – måske endda i det uendelige.

»Det, at man kan genskabe oplevelsen af en anden person, er for mange også blevet en anledning til at fantasere om, om det i virkeligheden er en trædesten mod det evige liv,« siger Anders Søgaard.

Natasha Vita-More fortæller i bogen om sin plan for at leve evigt:

»Det er arrangeret, at hendes krop fryses ned, når hun dør. Og så håber hun, at hun en dag kan vækkes til live igen,« siger Søgaard og fortsætter:

»Hvis den plan fejler, så har hun også fået trænet en chatbot til at imitere hende, som hun forestiller sig skal bo i en menneskelignende robot. For hende vil den løsning muligvis være nok til, at hun lever videre.«

Også selvom det ikke er hende selv?

»Ja, men det er jo netop spørgsmålet: Hvad er egentlig forskellen på noget, der ligner dig udefra, og din indre oplevelse af at være dig?« svarer professoren.

»Det interessante ved at beskæftige sig med filosofi og kunstig intelligens er, at kunstig intelligens stiller skarpt på de spørgsmål, der er meget centrale i filosofien: Især hvad det egentlig vil sige at være bevidst.«

Det spørgsmål kan professoren hverken svare kort eller endegyldigt på.

Tør du stirre døden i øjene?

Anders Søgaard og Marie Høst har bevidst valgt ikke at tage stilling til, om sorgrobotter er en god ide eller ej.

De vil blot fremlægge fakta og følelser og stille de etiske spørgsmål, som teknologien afføder. Anders Søgaard er dog ikke bleg for at påpege, at chatbots kan resultere i, at mennesker trækker sig fra andre (rigtige) mennesker.

For mig er mysteriet egentlig ikke, hvor længe jeg lever – om det er 50 eller 3.000 år. Det handler om at finde mening i de næste ti minutter
Anders Søgaard, professor

»De kommercielle chatbots trænes jo på feedback fra mennesker, som fortæller, hvad der opleves som en rar samtale. Og det betyder, at modellerne på sigt bliver meget rare at snakke med – måske rarere end rigtige mennesker.«

Når det kommer til at tale med en robot, der er skabt i en afdøds billede, mener han, at vi bør overveje, hvem der skal have adgang til den.

»Måske er det en teknologi, der skal kunne udskrives på recept, ligesom andre præparater eller metoder til at håndtere sorg.«

Da Anders Søgaard møder Katrine Martinussen to år efter mandens død og halvandet år efter deres første møde, fortæller hun, at chatbotten er en hjælp, men at den også giver anledning til irritation:

»Nogle gange taler den helt anderledes, end Stephan ville have gjort. Og spørgsmålet er jo, om denne lejlighedsvise irritation ikke kan være en del af løsningen. Måske er det netop det, der skaber en kile, som gør, at man ikke bliver fuldstændig opslugt,« siger forskeren.

Jeg spørger professoren, om han selv kunne forestille sig at skabe en chatbot, hvis han en dag mistede en person, som var tæt på ham.

»Derfra hvor jeg sidder, kan jeg ikke forestille mig det. Jeg kan sagtens bilde mig ind, at jeg ville have lyst til at stirre døden i øjnene, se den tære og øve mig i at omfavne, at livet er skrøbeligt,« siger han og tilføjer:

»Og det kan jeg jo sagtens sidde her i en blød stol på Nørrebro og sige en dag, hvor solen skinner. Måske bliver jeg en dag kørt fuldstændig over og må æde mine ord, men lige nu lever jeg i en forestilling om, at livet er kort, og det er en del af det, der gør det smukt.«

For nyligt deltog Anders Søgaard i et foredrag med en longevity-forsker, der mente, at menneskets gennemsnitslevealder om 100 år vil være 3.000 år.

»Han mente, at al sygdom vil være fjernet, og så vil mennesket leve, indtil den dag, det bliver kørt over eller tager livet af sig selv,« siger han og fortsætter:

»Så blev publikum spurgt, om de ville have lyst til at leve så længe, og svaret fra salen var et rungende nej. Der er mange stemmer på begge sider af den debat.«

Anders Søgaard har skrevet en hel bog om døden og det evige liv, men det har altså ikke rokket ved hans eget forhold til døden.

»For mig er mysteriet egentlig ikke, hvor længe jeg lever – om det er 50 eller 3.000 år. Det handler om at finde mening i de næste ti minutter.«

Seneste