Jeg tog på udveksling med en funktionsnedsættelse. Her er, hvad jeg lærte

I 2021 faldt jeg på rulleskøjter og knaldede baghovedet ned i et fliseunderlag.

Lige siden har jeg, som så mange andre med posttraumatisk hovedpine, forvaltet min nu sparsomme energi med diverse strategier.

Det betyder lange pauser i løbet af en studiedag, en regelmæssig døgnrytme, en kost, der ikke får mit blodsukker til at stige helt vildt, ergonomiske hjælpemidler… Jeg kunne blive ved.

Det har taget mig mange år at skabe en velfungerende hverdag med et studie på fuldtid. Af og til føles det stadig som om, det endnu ikke helt er lykkedes. Som når jeg efter en ellers god periode pludselig bliver ramt af et ugelangt migræneanfald. Tilbagefaldene spøger altid.

Derfor blev mine senfølger også hurtigt meget styrende for mine fremtidsdrømme. Kommer jeg til at kunne passe et fuldtidsjob, når jeg en gang er færdiguddannet? Kan jeg få børn?

De livsbeslutninger, jeg har truffet siden hjernerystelsen i 2021, har først og fremmest taget udgangspunkt i alt det, jeg ikke er i stand til. Indtil nu.

LÆS OGSÅ: Udveksling på budget

Hvorfor udveksling? Jamen hvorfor ikke?

Da ansøgningsfristen for udvekslingsophold på min bachelor nærmede sig, begyndte mine gamle drømme om at prøve at bo i udlandet at røre på sig.

Jeg afskrev dog hurtigt idéen. Mit studieliv føltes som et skrøbeligt korthus. Hvis jeg skulle til at transportere det ud over landets grænser, var jeg sikker på, det ville brase sammen.

Men jeg kunne alligevel ikke helt slippe tanken. En ny hverdag i nye omgivelser virkede så tillokkende. Derfor bragte jeg det op for min SPS-vejleder, og da hun på sokratisk vis spurgte mig, hvorfor jeg så gerne ville på udveksling, skete der noget inden i mig. Jeg blev trodsig.

Jeg kunne konkludere, at utilstrækkelighedsfølelsen og frygten for at »udveksle« forkert hersker blandt alle Erasmus-studerende

Spørgsmålet fik mig til at føle, at jeg med min nedsatte funktion burde have en særlig god grund til at ansøge.

Men hvorfor vil nogen i det hele taget på udveksling?

Til det kan svaret da kun være: Hvorfor egentlig ikke?

LÆS OGSÅ: Hvad udveksling lærte mig om demokrati og tillid

Med lysten i førersædet

Uanset om man lever med kroniske smerter eller ej, så er udveksling både dyrt og bøvlet. Det kræver planlægning og penge på kontoen. Alligevel tager tusindvis af KU-studerende hvert år afsted.

Når man ikke kæmper med at få dagene til at hænge sammen, er det lettere at tage chancer med beslutninger, der ikke kun er styret af fornuft. Det ubekymrede hvorfor egentlig ikke sætter lysten i førersædet. Og lyst er altafgørende for kampgejsten.

Så da jeg sad dér foran min velmenende vejleder, besluttede jeg mig for i det mindste forsøge at komme afsted. For hvorfor egentlig ikke?

Og spoiler:

Det lykkedes!

Jeg vil gerne dele noget af det, der hjalp mig i processen. Mit håb er, at andre studerende med en funktionsnedsættelse vil give sig selv den gave, det er at forsøge sig med noget, selvom det synes uden for rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Hver anden studerende får ikke hjælp i tide. Regeringen kritiseres for SPS-indsats

Gør det trygt og nemt for dig selv

Jeg gik i gang med at finde min destination ud fra det kriterium, at jeg ville gøre opholdet så nemt som muligt for mig selv.

Jeg ville søge et universitet i et EU-land, for så tikker Erasmuslegatet ind på bankkontoen helt automatisk.

Ikke noget stress over at skulle søge fonde. Som funktionsnedsat får man endda et månedligt Fewer opportunities-tillæg.

Populære destinationer som Spanien, Frankrig, Italien og Portugal var ikke realistiske bud, fordi meget af undervisningen på værtsuniversiteterne foregår på nationalsproget. Det var vigtigt for mig, at mit valg af kurser ikke også skulle tage højde for dette.

Jeg overvejede et universitet i Holland, for her var det nemt at finde kurser på engelsk. Advarsler på universitetets hjemmeside om boligkrise afskrækkede mig dog.

Tilbage var der de østeuropæiske lande, som ofte også er billigere at bo og leve i sammenlignet med Danmark, hvilket ville tage økonomisk stress helt ud af ligningen.

Valget faldt på Charles University i Prag: Et Erasmus legat, ingen boligkrise, billige leveomkostninger og massevis af kurser på engelsk – perfekt!

Jeg havde aldrig før været i Prag, og jeg besluttede derfor at tage på en forlænget weekend derned for at fornemme byen.

Det gav mig en ro at kende lidt til stedet, inden jeg lagde så meget arbejde i at flytte derned. Det blev mere konkret for mig, hvad det var, jeg arbejdede henimod.

Skru ned for forventningerne

I skrivende stund har jeg netop afsluttet mit semester i Prag.

I begyndelsen var det stressende at lære værtsuniversitetets systemer at kende. Dertil kom alle reglerne for meritoverførsel ved udveksling. En ægte kafkask oplevelse, og så endda i Prag!

Det krævede ekstra energi at danne nye venskaber med de andre Erasmusstuderende, men jeg voksede med opgaven og opdagede, at selvom de andre kunne gå i byen og drikke flere dage i streg og havde overskud til at tage på weekendture til andre byer, så delte vi alligevel nogle af de samme bekymringer – omend i forskelligt omfang.

Vi funktionsnedsatte udvikler med årene en immunitet overfor fomo

Jeg kunne konkludere, at utilstrækkelighedsfølelsen og frygten for at »udveksle« forkert hersker blandt alle Erasmus-studerende. Det er som en genoplivning af den spæde teenage-fomo. En ny by ligger åben, og man skal nå Det Hele.

Men ingen kan nå Det Hele, og med mine senfølger har jeg langt fra kunne udleve alt det, jeg gerne ville. Men vi funktionsnedsatte udvikler med årene en immunitet overfor fomo.

Når man tilpas mange gange er gået glip af fester og festivaler, så holder man til sidst op med at pine sig selv med tanken. Det er man nødt til.

Det samme gælder vores toptunede evner udi energiforvaltning og prioritering. Det giver en målrettethed for, hvad man vil have ud af sit ophold.

Det er gode evner at have med sig på udveksling – såvel som i livet.

Det er det hele værd at forsøge

Så hvis der sidder nogen og læser med, som overvejer at tage på udveksling, og hvis den overvejelse er drevet af lyst og hvorfor egentlig ikke-følelsen snarere end fomo, så synes jeg, man skal kaste sig ud i det.

Forsøg at få det ført ud i livet – uanset om det lykkes eller ej.

Det faktum, at jeg forsøgte, og at selve forsøget var målet i sig selv, har gjort, at jeg ikke længere føler, at jeg bor i et korthus. Det har gjort mig mere selvsikker og robust.

Det lykkedes for mig at komme afsted, men faktisk var forsøget en sejr i sig selv.

Og man kan altid smide håndklædet i ringen; undlade at tage af sted eller tage hjem igen før tid. KU’s systemer er mere fleksible end man skulle tro.

Snak med en studievejleder om, hvornår det er sidste udkald for at hoppe med på et kursus derhjemme. Så er det din sikkerhedsline, når du forsøgsvis begiver dig ind i den administrative jungle, som Erasmus+ er.