Nu har rektor fået sin buste. Hvordan lyder dommen?

Hovedstaden blev en buste rigere, da Københavns Universitets rektor nummer 259, Henrik C. Wegener (2017-2025), fik sin omdiskuterede statue. Værket blev afsløret 17. juni i Landbohøjskolens Have.

På græsset i et hjørne af den populære park står et monument omviklet af rødt stof. Vi er tæt på stien, der snor sig ned mod søen. Den nuværende rektor, David Dreyer Lassen, rykker i en snor, stoffet falder og afslører værket.

Dér er Henrik C. Wegeners hoved støbt i bronze. Det skuer mod Frue Plads, erfarer vi senere. Ansigtet er i næsten naturlig størrelse og placeret på en sokkel, der er udgjort af to pyramider. Den øverste vender den spidse del nedad og møder den underste i en spidsbelastning.

Hvor mandens overkrop rammer soklen, ligger noget pølseformet krimskrams, der går igen, hvor pyramiderne mødes og desuden nederst på soklen. Hele værket måler omtrent 170 centimeter.

I sin præsentation fortæller rektor David Dreyer-Lassen, at krimskramset ved halsen er kunstnerens, Hein Heinsen, fortolkning af zoonoser. Zoonoserne, sygdomsbakterier, der springer fra dyr til mennesker, er Wegeners forskningsfelt. Rektor citerer også Heinsen for, at det punkt, hvor trekanterne mødes i sokkelskulpturen, er dét øjeblik, hvor forskeren får en ny idé.

Balladen om buster

Både i Uniavisen og i den landsdækkende presse har vi i flere år debatteret buste- og statuetraditionen i Danmark, som mange mener fortjener et eftersyn.

Dels er kønsuligheden enorm, dels er der temmelig stor uenighed om, hvem der egentlig fortjener at blive repræsenteret i det offentlige rum.

Endelig er også den æstetiske kvalitet af nyopførte monumenter genstand for ganske intense skænderier.

På Københavns Universitet er der tradition for, at rektor bliver æret med et portrætmaleri eller en buste, når embedsperioden slutter. De fleste rektorer har ladet deres portræt male, Wegeners forgænger, Ralf Hemmingsen, fik en buste af klassisk tilsnit, og de forskellige rektorportrætter er udstillet i KU’s fine administrationsbygning ved Frue Plads, Museumsbygningen.

Men da Henrik C. Wegener trådte af i 2025, besluttede han, at han ville ud i byrummet. Både fordi han er »udendørsmenneske«, som han sagde til Uniavisen,  og fordi han som kandidat og ph.d. fra Landbohøjskolen har trådt sine akademiske barnesko der.

Enden i klaskehøjde

Da Uniavisen blev bekendt med Wegeners plan, prøvede vi den af på et par af KU’s egne eksperter fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

»Busten er en måde at indskrive sig selv i historien for tid og evighed,« sagde kunsthistoriker Mathias Danbolt dengang og tilføjede, at han var lidt overrasket over valget af udendørs placering:

Vi mødes både af et naturalistisk portræt i busten og et abstrakt portræt i soklen

Ph.d.-stipendiat Ida Hornung Havgaard, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

»Det taler ind i en lidt ældre tradition for at gøre videnskabelige autoriteter til samlingspunkter, som universitetsbefolkningen skal se op til.«

Andre undrede sig over timingen i, at en magtfuld mandlig leder ville opføre en offentlig statue af sig selv netop i 2025, hvor KU fejrede 150-året for kvinders adgang til universitetet.

Som hvid midaldrende mand gjorde Wegener sig nok »sårbar for kritik« med sit valg af både monument og placering, sagde professor i kunsthistorie Mikkel Bogh dengang.

LÆS OGSÅ: Buste af afgående rektor skal ud i byrummet. »Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det køn, jeg har«

Et naturalistisk portræt – og et abstrakt

Uniavisen betragter bustens modellering og finder portrætligheden overbevisende. Blikket er levende, Heinsen har i et interview i Politiken fortalt, at han har brugt Michelangelos teknik med en fordybning som iris og en trekant i pupillen, der giver »glimt i øjet«.

Da rektor runder af, ytrer han et håb om, at modtagelsen af værket vil ske med »respekt for Michelangelos og Henriks menneskelige øjne«.

Efter afsløringen ønsker den levende Wegener ikke at udtale sig til Uniavisen. Men vi må gerne citere ham for, at han er glad, også for talen, siger han og sætter efter sit lille barnebarn, der i tumlingefart har retning mod soklens skarpe kanter.

Mens flokken af indbudte gæster spiser hapsere, fotograferer Uniavisen busten og sender billederne til Ida Hornung Havgaard, der er monumentekspert og ph.d.-stipendiat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

Hun har lovet at fortælle, hvad hun ser.

»På mange måder er det et relativt traditionelt statuarisk monument; der er tale om en buste i klassiske materialer med en vis portrætlighed opstillet på en sokkel. Og med portrætbustens fremtrædende placering i værket, er det tænkende hoved i fokus.«

Er det et værk til tiden? Udfordrer det den klassiske tradition for et ophøjet koryfæ på en piedestal?

»Busten er det første, vi ser. At den er placeret i øjenhøjde, giver et mindre ophøjet og mere relaterbart udtryk,« siger hun og tilføjer så, at det er soklens udformning, der får værket til at skille sig ud:

»Vi mødes både af et naturalistisk portræt i busten og et abstrakt portræt i soklen, der på en symbolsk måde formidler den portrætteredes bedrifter. Hein Heinsens værk kan betegnes som et møde mellem traditionel bustetradition og det abstrakte portræt.«

Ifølge Ida Hornung Havgaard kræver soklen, som hun altså også betegner som »et portræt«, noget af beskuerne, og »det kan noget,« som hun siger:

»Soklen er den del af værket, der formidler mest om Henrik C. Wegner, nemlig hans videnskabelige bidrag og zoonosernes fremtrædende rolle i heri. Her starter en samtale, der kan inspirere betragteren til at lære noget.«

Hun mener dog, at man kunne have hjulpet beskuerne med at afkode værkets detaljer, hvis fagfeltet, zoonoserne, havde været en del af den skriftlige formidling på det lille skilt, der er placeret ved siden af værket:

»Jeg måtte selv lige slå det op for at kunne aflæse dem.«

Værket og de offentlige omgivelser

Wegener ville ud at stå i en park, han har stor tilknytning til. Hvordan interagerer værket med sine omgivelser?

»Jeg synes, det kunne have været interessant, hvis man havde hentet inspiration fra de omgivelser, former og materialer, der optræder i haven,« siger hun og får en eftertanke:

»Skiltet lader dog til at være af samme type, som bruges til at identificere forskellige botaniske elementer i haven, det er et greb, der på en måde sidestiller busten med dem.«

Hun stiller selv det næste spørgsmål; hvorfor er udgangspunktet stadig den permanente statue og ikke den foranderlighed, som parkens natur repræsenterer?

»Man kunne godt have tænkt værket ind som en inspirerende del af hverdagen i haven. I Danmark bruger vi jo vores parkplæner aktivt, så det sender et signal, at busten er opsat inde på plænen, borte fra stien. Man kunne have valgt at udvide stien som en invitation til at gå rundt om værket,« siger hun og tilføjer:

»Placeringen signalerer, at skulpturen er noget, der skal betragtes på afstand.«

Millioner til kvindestatuer

Nu, hvor busten står der, hæver vi blikket op mod den store debat, den placerer sig midt i.

I 2025 blev der foretaget en fintælling af alle danske statuer af MAPS, Museum of Art in Public Spaces. Kortlægningen viste, at vi har 43 statuer af kvinder med historisk betydning – og 484 statuer af mænd.

Hvad vi skal stille op med, at man skal forbi ti mænd – og nu altså også en KU-rektor – før man møder en kvindelig rollemodel i det offentlige rum, er der slet ikke konsensus om.

For hver kvinde, man sætter op, kan man tage en ubetydelig mand ned

Udlandsredaktør Anna Libak, Weekendavisen

Nogle hylder kvotelogikken. Den nu forhenværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ville rette op på skævheden ved at hylde flere markante – både historiske og nulevende – kvinder med statuer.

Kulturministeriet udgav rapporten Flere kvinder i kunsten i det offentlige rum i februar i år, og der blev afsat et millionbeløb under Statens Kunstfond til at støtte nye mindesmærker, der ærer kvinder.

I samme forbindelse udgav et ekspertudvalg under Aalborg Universitet en liste med 100 navne på »kvinder med særlig national betydning«, der kan danne inspiration til politiske beslutningstagere og byplanlæggere.

Skal vi have flere kvinder eller færre mænd?

Der er da også allerede kommet lidt skub i sagerne: I september 2025 fik Københavns Universitet sin første buste af en kvinde, da juraprofessor emerita Eva Smith blev støbt i bronze foran sit fakultet.

Og i maj i år blev der rejst en buste af KU-alumne, ambassadør og kvinderettighedsforkæmper Bodil Begtrup i København.

Men er det overhovedet en god løsning at drysse kvindestatuer ud over landet med løs hånd for at pynte på den åbenlyse ubalance?

Nej, mener juraprofessor emeritus Ditlev Tamm, der i Berlingske (kræver login) luftede den stik modsatte idé, nemlig at vi i stedet skrotter nogle af de mange statuer af mænd, der er rejst gennem historien, hvis samfundsmæssige betydning for længst er falmet.

Det er de færreste, der fortjener repræsentation i det offentlige rum, skrev han.

Debattør Anna Libak var enig. Hun skrev i en leder i Weekendavisen (kræver login) at man for hver kvinde, man sætter op, kan tage en ubetydelig mand ned.

Debatten fortsætter for fuld akademisk musik – præcis som David Dreyer Lassen forudså i sin tale ved busteafsløringen.