Et screenshot fra New York førte Julie på sporet af et videnskabeligt gennembrud

I en metro i New York sidder en mand på vej på arbejde i en bank. Hans navn er David Hendel, og han er tidligere astrofysiker. Han er ikke som sådan vigtig for historien, men på mange måder starter den alligevel her.

Forskningen har han lagt på hylden, men han synes stadig, det er spændende at følge med i de nyeste udgivelser. Derfor sidder han på vej på arbejde og tygger sig igennem en artikel om noget, der hedder en ultra-diffus galakse. Mens han læser, falder han pludselig over et billede af galaksen, som vækker hans interesse. For der, som en lille, næsten utydelig klat, er der noget, som ligner det, hans gode ven, Sarah Pearson, forsker i. Han tager et screenshot, tegner en lille ring om billedet og sender det afsted til Sarah Pearson.

Sarah Pearson var på det tidspunkt adjunkt på KU. Og da hun modtager det lille skærmbillede af den utydelige klat, skal hun netop til at starte et nyt projekt op med Julie Kiel Holm. Billedet ligner ganske vist det, noget af det Sarah Pearson forsker i, nemlig en kuglehobestrøm. Og det særlige ved netop det billede er, at det var taget i en anden galakse end Mælkevejen.

LÆS OGSÅ: Hun fik at vide, at hendes drøm var urealistisk. Heldigvis var hendes snit for lavt til den fornuftige plan

Opgaven lander hos Julie Kiel Holm, der nu har brugt de sidste to år på at undersøge, om den lille plet fundet i metroen i New York, skulle vise sig at være en kuglehobestrøm. Og jo flere test hun har kørt, jo mere sikker er hun blevet i sin sag. Der er overvejende stor sandsynlighed for, at de har fundet en kuglehobestrøm i en anden galakse.

Det er stort af to årsager: for det første har man aldrig fundet en kuglehobestrøm i en anden galakse end Mælkevejen. Og for det andet kan man bruge kuglehobestrømme til at komme et lille skridt tættere på at finde ud af, hvad mørkt stof er. Det vender vi tilbage til.

Opdagelsen er så stor, at artiklen er blevet optaget i det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Nature.

»Jeg synes stadigvæk, det er surrealistisk, at den er blevet optaget i Nature. Men jeg har efterhånden vænnet mig til tanken,« siger Julie Kiel Holm om opdagelsen, da Uniavisen møder hende i Niels Bohr Bygningen.

Stjernestrømme i en fjern galakse

Julie Kiel Holm har undersøgt et fænomen der hedder stjernestrømme, som kommer fra noget der hedder en kuglehob. En kuglehob er en klump af stjerner, som flyver rundt i galaksen.

»Rummet er enormt tomt, så der er meget langt mellem stjerner i en galakse. Det særlige ved dem, der hører sammen i en kuglehob, er at den tyngdekraft de andre stjerner i klumpen afgiver, er nok til at holde sammen på klumpen,« siger Julie Kiel Holm.

Tidligere har man antaget, at man ikke ville kunne se dem. Nu har vi bevist, at det kan vi godt. Så lad os kigge på nogle flere.

Julie Kiel Holm

Når klumpen flyver rundt i galaksen, kan den en gang imellem komme ud af balance, fordi tyngdekræften fra galaksen er stærkere end stjernernes. Det betyder at nogle af stjernerne, kan ende med at få lidt mere fart på, mens andre bremser lidt op, og så bliver der dannet nogle lange arme, som strækker sig ud fra kuglehoben i begge ender.

Det er kun få stjerner ad gangen, der bliver trukket ud i armene, så derfor er de svære at se. Og indtil nu er de ikke fundet andre steder end i Mælkevejen. Men Julie Kiel Holm og Sarah Pearsons galakse er en såkaldt ultradiffus galakse, som opstår, når stjernerne er spredt ud over et meget stort område. Det betyder, at det lys, galaksen udsender, er meget svagt.

»Vi tænker, at grunden til, vi faktisk kan se den her kuglehobestrøm, er fordi galaksen ikke udsender et lige så kraftigt lys. Så er det nemmere at se de ting, der lyser op, selv når de lyser svagt.«

Gåden om mørkt stof

At David Hendel overhovedet faldt over billedet af kuglehobestrømmen var et tilfælde. For som det er lige nu, er der ikke nogen systematiske eftersøgninger af kuglehobe med stjernestrømme i andre galakser.

»Det er ikke fordi, det er overraskende, at de findes andre steder. De fleste store galakser har kuglehobe, så derfor ville det også være naturligt, hvis de havde kuglehobestrømme,« siger Julie Kiel Holm og fortsætter:

»Tidligere har man antaget, at man ikke ville kunne se dem. Nu har vi bevist, at det kan vi godt. Så lad os kigge på nogle flere.«

Julie Kiel Holm håber, at hendes opdagelse vil føre til, at nogen begynder at lede mere systematisk efter kuglehobestrømmene. For de kan bruges til at måle tyngdekraften med.

LÆS OGSÅ: Kunsten kan ruske op i vanetænkningen og bringe forskningen fremad

»Hovedparten af tyngdekraften i galakser kommer fra mørkt stof, og når vi ved, hvor vi skal lede efter tyngdekraften, og hvordan den opfører sig, så ved vi også mere om, hvor det mørke stof er, og hvordan det opfører sig.«

Mørkt stof er den helt store gåde indenfor astronomi. For 85 procent af rummet, er udgjort af en partikel, som forskerne ikke aner hvad er. Det har været det helt store hovedbrud, siden man for lidt under hundrede år siden opdagede, at matematikken ikke gik op. Der var simpelthen mere tyngdekraft end hvad der burde være, når man lagde massen af alle stjernerne, gasset, støvet og planeterne i universet sammen.

Navnet mørkt stof henviser til, at partiklen ikke interagerer med lys. Og lys er det bedste værktøj, forskere har til at lede med, når de undersøger universet.

»Når vi undersøger noget, som ikke snakker sammen med lys, så har vi svært ved at vurdere, hvad det er, fordi vi kun kan se, hvordan dets tyngdekraft påvirker tingene omkring det.«

»Det handler om at være vedholdende«

I første omgang havde Julie Kiel Holm slet ikke regnet med, at artiklen skulle ende i selve Nature.

»Vi havde tænkt, det var en lidt stor opdagelse. Så derfor blev vi enige om at sende artiklen til Nature Astronomy, som er en underafdeling af Nature.«

Tidsskrifternes krav til forskningsartikler er ret forskellige, så før Julie Kiel Holm og Sarah Pearson gav sig til at skrive artiklen, besluttede de sig for at sende et abstract ind til Nature Astronomy, for at høre, om de var interesserede. Men man kan kun sende sine forslag ind til selve Nature og ikke underafdelingerne. Og da Nature vendte tilbage og sagde, de var interesserede i at høre mere, var det lidt af et chok for de to forskere.

Da rusen fra nyheden havde lagt sig, fik de to forskere sat sig ned og lagt en slagplan. Der var stadig langt til målstregen. Figurer, der skulle laves om, tekst der skulle tilpasses og så skulle den også igennem peer review.

»Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev nødt til at fortsætte arbejdet på projektet, selv efter det holdt op med at være spændende. Der handlede det om at være vedholdende.«

Og en dag, da Julie Kiel Holm netop havde været til vejledning hos Sarah Pearson, tikkede en mail ind fra Nature.

Mailen tjekkede Julie Kiel Holm først, da hun var tilbage på sit eget kontor.

»Jeg åbnede min computer, så mailen, lukkede computeren og gik direkte tilbage på Sarahs kontor, så vi kunne læse mailen sammen.«

»De havde besluttet at optage artiklen i Nature. Vi blev meget glade og havde i starten lidt svært ved at tro på det, og gik lidt rundt om hinanden i cirkler. Hvad fanden gør vi herfra?«

Herfra gik der flere måneder med småændringer i artiklen. Til sidst nåede de i mål og den 12. august, mens Julie Kiel Holm sad og så solformørkelsen med nogle venner, blev artiklen publiceret i Nature. Opdagelsen har høstet stor omtale i de danske medier, blandt andet Politiken og Videnskab.dk.

Som at samle et puslespil

Julie Kiel Holm har altid været fascineret af rummet, helt fra hun var lille. Som barn drømte hun om at blive dyrlæge, kemiker eller teaterskuespiller.

»Dengang havde jeg en klar fornemmelse af, at alle syntes, at rummet var spændende. Det var ligesom bare et faktum.«

Det var først da Julie Kiel Holm fik astronomi på gymnasiet, at det gik op for hende, at man kunne gøre en karriere ud af den fascination.

»Jeg syntes faktisk, fysik i gymnasiet var vildt kedeligt. Men hvis jeg gerne ville lave noget mere inden for astronomi, blev jeg nødt til at læse fysik, for at kunne gøre det.«

LÆS OGSÅ: Cosmic Dawn Center ryddede forsiden. Her fortæller de, hvordan

Så efter et par sabbatår med den klassiske tur til Asien og en smuttur på højskole var Julie Kiel Holm klar til at lære mere om stjerner. Og da hun begyndte på Fysik, blev hun hurtigt grebet af det.

»Der er et eller andet ved de der helt fundamentale spørgsmål, som jeg synes er enormt fede. Når man undersøger universet, kan man arbejde med ens viden på en meget puslespilsagtig måde.«

Selvom Julie Kiel Holm var stålsat på sit studievalg, var hun også bevidst om, at det ikke nødvendigvis var det mest klassiske:

»Som kvinde er man ikke opdraget til på samme måde at synes, matematik er sejt. Og inden for fysikken, er der forsvindende få kvindelige forbilleder, særligt når vi kommer op på forskningsniveau. Det kan være svært at se sig selv i.«

LÆS OGSÅ: »Hvorfor er det en overraskelse, at jeg er klog«

For Julie Kiel Holm er det afgørende, at hun ikke går på kompromis med, hvem hun er for at få en plads i forskningsmiljøet.

»Det der med, hvordan jeg præsenterer mig selv, fylder rigtigt meget. Jeg er for eksempel meget opmærksom på, at min tøjstil er meget farverig og feminin.«

Hun gestikulerer mod sin røde nederdel og sin blomstrede t-shirt. Et standard hverdagssæt for Julie Kiel Holm.

»Det er et valg, jeg hele tiden er bevidst om, at jeg tager – særligt når jeg skal tages seriøst. Det nemmeste valg havde været bare at lægge låg på det. Men jeg ville synes, jeg forrådte mig selv, hvis jeg gjorde mig mere maskulin for at passe bedre ind.«

De to erkendelser

Julie Kiel Holm har gennem sin uddannelse udviklet en stor portion faglig selvsikkerhed, som har været nødvendig for at ende, hvor hun er i dag. Bare det at søge en ph.d. og opsøge de muligheder og mennesker, som har bragt hende til en anerkendt artikel i Nature, har krævet at hun troede på sig selv.

»De fleste fysikere døjer med impostersyndrom, og det har jeg også gjort gennem det meste af min uddannelse. Fysik er jo et fucking svært studie. Man bliver hele tiden konfronteret med alle de ting, man ikke ved og ikke forstår. Det kræver meget at komme igennem det og stadig have en følelse af, at man faktisk forstår noget.«

Spørger man Julie Kiel Holm, hvor selvtilliden kommer fra, peger hun særligt på den erfaring, hun har fået gennem at undervise som instruktor.

»Det her med at få en rolle, hvor det er mig, som skal lære andre de ting jeg ikke selv plejede at forstå og faktisk lykkes med det, minder mig om, at jeg plejede at være i samme position.«

»Den her indsigt har givet mig en ro i, at det jeg gør, er godt nok, fordi jeg gør det, jeg kan. Så ser vi, hvor det fører mig hen.«

Julie Kiel Holm

En gang imellem stikker den manglende faglige selvtillid stadig sit hoved frem, men det sker efterhånden sjældent. For da Julie Kiel Holm arbejdede på sit speciale, nåede hun frem til to erkendelser.

»Det ene var en erkendelse af, at det ikke er fordi jeg er dum, det er fordi, det er svært. Jeg sidder ligesom og prøver at lære teoretisk partikelfysik. Selvfølgelig er det svært.«

Og da Julie Kiel Holm skulle søge sin ph.d., nåede hun frem til en beslutning om sin egen tilgang til en mulig fremtidig karriere inden for akademia. For selvom hun klarede ph.d.-nåleøjet, er hun stadig ikke sikker på, om hun ender med at gå planken ud med forskningen.

Når hun hører historier om folk, som bliver nødt til at jage den ene korttidsansættelse efter den anden, arbejder uendeligt mange timer og rykke deres liv op med rode for at få en forskningsstilling på den anden side af verden, kan hun godt blive i tvivl om, hvor meget, det er for hende.

»Jeg skal ikke lave forskning inden for astrofysik, hvis jeg ikke kan leve det liv, jeg gerne vil. Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg lægger så meget energi i det, som jeg kan og vil, så længe jeg stadig har det godt. Og hvis det ikke er godt nok, så er det ikke det, jeg skal,« siger Julie Kiel Holm og understreger, at hun lige nu elsker at forske og synes, hun har en god balance mellem sit arbejde og sit liv uden for.

»Den her indsigt har givet mig en ro i, at det jeg gør, er godt nok, fordi jeg gør det, jeg kan. Så ser vi, hvor det fører mig hen.«