Jeg studerer Strindberg og gamle sagaer. Stop med at spørge, hvad jeg vil bruge det til

»Hvad vil du bruge det til?«

Det er et spørgsmål, jeg efterhånden har fået så mange gange, at jeg næsten kan høre det komme, inden det bliver stillet. Det er næppe ondt ment, men det kommer ofte som en automatisk opfølgning, når jeg fortæller, at jeg studerer dansk på Københavns Universitet.

Det er den samme samtale om og om igen. Uanset om jeg er til en familiefødselsdag eller drikker en øl med nye mennesker, tager samtalen næsten altid en drejning væk fra universitetet og ender nogenlunde sådan her:

»Hvad læser du?«
»Dansk.«
»Skal du så være gymnasielærer?«
»Nej.«
»Nå… Hvad vil du så bruge din uddannelse til?«

Folk spørger mig ind til mit fremtidige arbejdsliv og jobtitel, længe før de spørger ind til mit studie og det, jeg interesserer mig for og lærer om. I mit tilfælde er det Strindberg, sproghistorie og sagaer. Og jeg forestiller mig, at jeg langt fra er den eneste humanist, der kender til denne problematik og den samme forudsigelige samtale.

LÆS OGSÅ: Giv mig stavefejl i massevis, hvis bare jeg slipper for at læse AI-slop

En uddannelse med mange muligheder

For os humanister ligger svaret nemlig ikke altid lige for. Vores fremtidige jobtitel og profession står ikke skrevet på vores eksamensbevis, som den for eksempel gør det hos de medicin- og juriststuderende.

Det er som om, en universitetsuddannelse først rigtig giver mening, når den kan oversættes til noget konkret og anvendeligt

Hvor de dimitterer som læger og jurister, er vejen efter universitetet sjældent tegnet med samme forudsigelige streg for os, der læser dansk, historie, filosofi eller et andet humanistisk fag.

Det er netop noget af det, jeg godt kan lide ved min uddannelse. Den åbner flere veje, og jeg kan selv være med til at forme den gennem det, jeg vælger at fordybe mig i. Jeg behøver ikke på forhånd at vide præcis hvilken jobtitel, der venter, efter kandidaten er i hus.

Alligevel oplever jeg ofte, at netop den åbenhed bliver mødt med et krav om forklaring. For kan jeg ikke straks svare på, hvad jeg skal blive, bliver spørgsmålet hurtigt, hvad uddannelsen så skal gøre godt for?

Det er som om, en universitetsuddannelse først rigtig giver mening, når den kan oversættes til noget konkret og anvendeligt.

Eller med andre ord: en jobtitel.

Det ærgrer mig. For det er min oplevelse, at når vi studerende igen og igen bliver mødt med spørgsmål om, hvad vores uddannelse skal føre til, frem for hvad der fagligt optager os, sniger det samme fokus sig med ind i vores fagvalg.

Resultatet er en konkurrence mellem faglig fascination og forestillingen om den fremtidige arbejdsgiver – og alt for ofte er det fremtiden, der får lov til at veje tungest.

LÆS OGSÅ: Vi er ikke publikum i humanioras reformcirkus – vi er klovnene

Faglig fascination? Vi har mere travlt med CV og employability

Misforstå mig ikke, for selvfølgelig skal man som studerende tænke over, hvad der venter en efter universitetet. Det gør jeg i høj grad selv.

Men der er forskel på at være nysgerrig på sin fremtid og på at lade fremtiden blive målestok for, hvad der er værd at lære.

På min uddannelse hører jeg ofte mine medstuderende tale om, hvilke kurser, der vil se bedst ud på CV’et, hvilke valgfag, der styrker vores employability mest, og hvilke sidefag der virker mest arbejdsmarkedsrelevante.

Og når jeg selv vælger Strindberg frem for strategisk kommunikation, oldislandsk over organisationskommunikation og sagaer frem for SoMe, bliver jeg mødt med det samme velkendte spørgsmål fra mine medstuderende: »Men Emma, hvad vil du bruge det til?«

Og det ærgrer mig. For hvis CV’et kommer før den faglige fascination, og forestillingen om den fremtidige arbejdsgiver bliver det første filter for vores fagvalg, risikerer vi at vælge efter det, der ser rigtigt ud på papiret, frem for det, der faktisk gør os nysgerrige nok til at fordybe os.

For mit eget vedkommende har jeg altid valgt fag efter, hvad jeg oprigtigt har haft lyst til at lære mere om og fordybe mig i – og ikke efter, hvad jeg forestiller mig, der vil se bedst ud på mit CV.

Alligevel har jeg aldrig oplevet, at det har spændt ben for mig på arbejdsmarkedet. Tværtimod har min faglige nysgerrighed og passion for svensk 1800-tals dramatik, sagaer og sproghistorie vist sig at være en styrke.

LÆS OGSÅ: KU bør stille samme krav til sig selv som til sine studerende

Det afgørende er ikke, hvad faget hedder

Jeg har aldrig haft svært ved at finde et studierelevant job, og i dag arbejder jeg med kommunikation i et af Danmarks største konsulenthuse.

Her er det ikke afgørende, om jeg har læst Strindberg eller strategisk kommunikation. Det afgørende er, om jeg kan analysere komplekst stof, finde det væsentlige og formidle det klart.

Og netop de kompetencer udvikler jeg bedst, når jeg studerer noget, der oprigtigt interesserer mig.

Når jeg arbejder med en næsten 1.000 år gammel saga på oldislandsk, må jeg langsomt afkode sproget og grammatikken, før teksten åbner sig og giver mening.

Hos Strindberg ligger udfordringen et andet sted: Her må jeg læse mellem linjerne, bruge sproghandlingsteorier til at forstå det usagte og derfra finde frem til de konflikter og samfundsproblematikker, der driver dramatikken.

Fælles for begge dele er, at jeg skal grave mig ned i komplekst stof og finde frem til det, der faktisk betyder noget.

Og fordi jeg oprigtigt interesserer mig for stoffet, får jeg lyst til at gå længere ind i det, stille flere spørgsmål og gøre mig mere umage.

Jeg tror, at vi bliver dygtigere studerende, når vi tør vælge det, vi oprigtigt interesserer os for

Samtidig oplever jeg, at arbejdsgivere bliver nysgerrige på de mere særlige fag, jeg har valgt at fordybe mig i. Det får mig til at skille mig ud – og viser samtidig, at faglig fascination og employability ikke behøver at være hinandens modsætninger.

Hvad nu, hvis vi stillede et andet spørgsmål?

Min pointe er derfor ikke, at vi skal holde op med at tænke på fremtiden og på det arbejdsliv, der venter efter universitetet. Det gør jeg selv.

Men jeg håber, at vi bliver mindst lige så optagede af det, der sker, mens vi er her: at blive grebet af et fag, fordybe os, blive klogere og derigennem udvikle os fagligt.

For jeg tror, at vi bliver dygtigere studerende, når vi tør vælge det, vi oprigtigt interesserer os for uden hele tiden at spørge os selv, hvordan det tager sig ud i øjnene på en fremtidig arbejdsgiver.

Så spørg mig ikke kun, hvad jeg skal bruge min uddannelse til. Spørg mig i stedet, hvad jeg lærer. Hvad jeg fordyber mig i. Hvad jeg er blevet klogere på.

For en universitetsuddannelse handler ikke kun om, hvor vi skal ende. Den handler også om alt det, vi får lov til at blive klogere på undervejs.