Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Cyklen binder universitetet sammen

Flere hundrede studerende og ansatte cyklede Københavns Universitet rundt i Campus Race 2009

Jeg ligger på hjul af Ørkenens Sønner ned ad Jagtvej. Solstrålerne danser igennem træerne på Assistens Kirkegård. Vi racer på vejen mellem Life og Farma, de to nyeste fakulteter i familien på Københavns Universitet (KU).

Det er cyklen, der binder det hele sammen. Fra Molekylærbiologi på Nørrebro, over Jura inde i centrum til Fransk på Amager. Københavns Universitet hænger sammen med cykelstier.

14.790 meter er ruten, der går omkring alle syv fakulteter. Alle steder finder deltagerne spørgsmål, som kan give adgang til attraktive præmier som drikkelig bioethanol og en middag med hele holdet i Life’s nye café Væksthuset.

»Copenhagen is not as big as I thought«

Det mener franske Lorraine Messel efter cykelturen med fire nye venner på slæb. De er alle Erasmus-studerende på KU i efterårssemesteret. Lorraine er på Fødevarevidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet (Life).

Cykelturen fik København til at skrumpe for de nytilflyttede. Og alt imens de trampede i pedalerne, voksede teamspirit’en blandt de tre polakker, italieneren og så Lorraine.

»Kom med kortet,« siger Lorraine. Hun peger på Center for Sundhed og Samfund: »Dér – det var virkeligt et smukt sted,« svarer hun, da jeg spørger til hendes indtryk af universitetet.

Væksthus for venskab

»Hvor er jeg glad for at jeg tog med,« siger en underviser til sine kollegaer og giver dem en ordentlig god weekend-krammer, efter de har fået fat i en af Væksthusets laksesandwicher.

Det er ufattelig godt vejr, og jeg har fået et skud sensommerfregner på turen rundt i byen. Nu sidder vi og puster ud blandt tusindvis af farvestrålende blomster, som vokser i Væksthusets have. Ud over at cyklen spiller godt med klima og motion, så spiller den altså også virkelig godt med samvær.

Fem kæmpe bier kommer cyklende i mål. »Bzzz,« siger de og griner, da jeg tager et billede af dem. »We come from all over! All faculties, all over the world!«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste