Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SYNSPUNKT - Med hvilken ret bortdømmer KUA den demokratiske politiske debat? spørger Frit Forum Københavns formand.
I forbindelse med den netop overståede folketingsvalgkamp tog Frit Forum initiativ til at arrangere en valgdebat på KUA med folketingskandidater fra de opstillede partier. Projektet viste sig imidlertid at være umuligt, da KUA’s lokaleadministration ikke lejer lokaler ud til »politiske og/eller religiøse formål«.
I de retningslinjer der blev henvist til står der følgende:
»Der udlejes ikke til organisationer eller arrangementer der har politiske og/eller religiøse formål. Fakultetet forbeholder sig retten til at afvise anmodninger om lokaleleje, såfremt det vurderes at arrangøren har til hensigt at bruge lokalet i en politisk og/eller religiøs sammenhæng.«
Vi gjorde flere forsøg på at forklare de ansvarlige på KUA, at vi hverken havde til hensigt at oprette en propagandacentral eller indrette et bederum, men det prellede af på bureaukratiet, der blot henviste os til ovenstående paragraf.
De der har ansvaret for, at KUA skal være en ø i Danmark, hvor folkeoplysning i forbindelse med en folketingsvalgkamp skal være bandlyst, bør ændre reglerne hurtigst muligt.
Det er et pinligt signal fra Københavns Universitets side, at paneldebatter med folketingskandidater opfattes som upassende, og KUA’s administration må finde ud af, om man heller ikke i fremtiden vil bakke op om demokratiet og den fri debat.
uni-avis@adm.ku.dk