Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
VALG - Der er universitetsvalg. Ja, nu. Universitetsavisen tog ud til de eksamensramte studerende for at høre, hvorfor de ikke gider stemme. For det gider de nemlig ikke
Procenter kan være en virkelig ubekvem størrelse. I årevis har studenterorganisationer tudet ledelse og ministerium huden fuld af krav om medbestemmelse og indflydelse på universitetet. Men når studenterbefolkningen skal vælge deres repræsentanter, er der ingen, der gider stemme.
Næsten ingen, i hvert fald. Sidste år lå valgprocenten ved de studerendes valg på omkring 12 procent. Eller var det 14? Det er ligegyldigt.
Det er under alle omstændigheder tåkrummende lavt – specielt for en højere uddannelsesinstitution. Og specielt, når man blot skal klikke tre gange med musen for at sætte sit kryds. Og det er undergravende for tiraderne om, at de studerende skal inkluderes i beslutningsprocesserne.
Torsdag den 10. december blev endnu et valg sparket i gang på Københavns Universitet (KU). Der skal vælges studenterrepræsentanter til bestyrelsen, akademiske råd, studienævn og ph.d.-udvalg, samt VIP-repræsentanter til studienævn.
Dagen efter valgets start tog Universitetsavisen ud til de eksamenskogte studenter for at høre, hvorfor de ikke gide stemme. For det, viser det sig, gider de nemlig ikke. Selv om de ved, at valget finder sted.
Sent fredag eftermiddag summer Diamanten stadig af bogormet aktivitet, og vi greb fat i de ni første KU-studerende, vi fandt. Hermed har vi lavet valgets grundigste meningsmåling.
Af de ni studerende har 11,1 procent allerede stemt. 22,2 procent overvejer at stemme, mens resten afviser.
Ingen af de adspurgte lader til at være synderligt antidemokratiske, men 44,4 procent virker ærlig talt lidt desillusionerede på studenterdemokratiets vegne. Mens 11,1 procent kun stemmer på venner og bekendte.
33,3 procent siger, at det er uoverskueligt at sætte sig ind i valget, samtidig med at man læser til eksamen, mens 11,1 procent synes det er decideret pinligt, at kun 12 procent af de studerende på et universitet stemmer. Uden dog selv at gide stemme.
Stemmeproceduren er simpel nok. Klik dig ind på Punkt KU, klik ‘Selvbetjening studerende’, og klik ‘Valg’ i menuen i højre side.
Tjek din nytrykte udgave af årets sidste Universitetsavisen i din lokale stander – den findes også på biblioteket – og læs om de forskellige lister.
Læs mere om selve valget og det filtrede system bag det her. Du kan stemme indtil tirsdag den 15. december.
ser@adm.ku.dk