Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Foreningsliv — De frivillige fællesskaber risikerer at miste dem, der engagerer sig mest.
Frivillige fællesskaber overlever ikke af sig selv. De bæres af folk, der igen og igen vælger at bruge deres tid og energi på noget større end dem selv. Folk, der tager initiativ, ansvar og får tingene til at hænge sammen. Folk, vi kalder ildsjæle.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Men hvad sker der, når engagementet tages for givet? Når mennesker, der gennem længere tid har været med til at holde fællesskabet kørende, ikke længere føler sig værdsat eller hørt?
Der har de seneste år været meget debat om frivilligheden i studentermiljøet.
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke bygge velfærdssamfundet på frivilliges fritid
Nogle peger på en bekymrende tendens til, at individuelle behov prioriteres over engagement i fællesskaber.
Andre fremhæver, at noget vigtigt går tabt, når færre engagerer sig frivilligt. At frivilligt arbejde er en vigtig del af dannelsen som studerende, der lærer én at tage ansvar, samarbejde og indgå i forpligtende fællesskaber.
Men frivilligt engagement afspejler også de vilkår, man lever under. Studier, arbejde, økonomi og andre forpligtelser konkurrerer om både tid og overskud, og det er derfor måske ikke overraskende, at frivilligt arbejde bliver nedprioriteret.
Alligevel er der frivillige fællesskaber, som klarer sig gennem selv de sværeste stunder. Ofte fordi de har nogle ildsjæle, der arbejder for at holde dem i live.
Man er sjældent i tvivl, når man møder en ildsjæl i et fællesskab. Ofte fordi de altid er der. De tager ansvar, når det kræves, træder til, når der mangler hænder, og løser opgaver, som sjældent er synlige.
Men i ethvert frivilligt fællesskab vil der være medlemmer med forskellige grader af engagement. Nogle deltager primært i de sociale arrangementer, mens andre bruger utallige timer på planlægning, fundraising, koordinering og praktisk afvikling. Og det er der intet galt i. Man behøver ikke at løfte størstedelen af læsset for at være velkommen.
Men der er forskel på at være en del af et fællesskab og at være en af dem, der holder det kørende. Og når begrænsede pladser og muligheder skal fordeles, vil der naturligt være forskellige hensyn at tage.
Udbrændthed handler sjældent kun om arbejdsbyrden, men også om følelsen af, hvorvidt indsatsen er det hele værd
Det handler ikke om, at ét hensyn nødvendigvis skal veje tungere end alle andre, men om, at de hensyn, der ligger til grund for fællesskabets prioriteringer, bør være tydelige og kunne begrundes. Medlemmerne bør have mulighed for at forstå, hvordan beslutninger træffes, og stille spørgsmål til de principper, der ligger bag. For selvom alle medlemmer har værdi, er deres bidrag og forudsætninger forskellige, og det bør være muligt at diskutere, hvordan disse forskelle skal indgå i fællesskabets prioriteringer.
Men når medlemmer oplever, at deres indsats ikke tillægges betydning, eller at de beslutninger, der påvirker deres tilhørsforhold, ikke kan forklares eller begrundes, kan følelsen af at være en vigtig del af fællesskabet langsomt blive erstattet af følelsen af blot at være en ressource for det. Hvor man bliver værdsat for det, man gør, men ikke nødvendigvis inkluderet for den, man er.
Udbrændthed handler sjældent kun om arbejdsbyrden, men også om følelsen af, hvorvidt indsatsen er det hele værd. Og når man ikke længere føler sig værdsat eller hørt, kan engagement gradvist blive afløst af skuffelse, og et fællesskab, man engang var stolt af, kan begynde at føles fremmed.
Og mange fællesskaber opdager det først, når ildsjælen begynder at trække sig.
Når den, der altid tog initiativ, ikke længere gør det. Når den, der altid sagde ja, begynder at sige nej. Når den, der altid var der, ikke længere kommer.
Jeg har set det ske for andre. Og jeg har mærket det selv.
Og det mest smertefulde er ikke blot, at man mister lysten til at bidrage, men også den glæde, stolthed og identitet, man engang fandt i at være en del af fællesskabet, man investerede så meget af sig selv i.
Fællesskaber kan sagtens fortsætte, når ildsjæle trækker sig. Men det bør give anledning til eftertanke, når de mennesker, der har været med til at opbygge og udvikle dem, ikke længere føler, de hører til.